Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Juventus på sikker kurs mod Champions League-finale

Med en 2-0-sejr på udebane over Monaco har Juventus sat en sikker kurs mod Champions League-finalen.

Juventus' Gianluigi Buffon fejrer sejren.
Juventus' Gianluigi Buffon fejrer sejren.

Erfaring sejrede over ungdom, da Juventus onsdag aften sikrede sig et fremragende udgangspunkt i den første af de to Champions League-semifinalemøder med AS Monaco.

På to scoringer af topscorer Gonzalo Higuain vandt de rutinerede italienere 2-0 på udebane og kan næsten indstille GPS'en til Wales 3. juni, hvor årets finale spilles.

Der var fuld fart på opgøret fra start, selv om Juventus forsøgte at tage kontrol over kampen.

De unge franskmænd var konstant farlige på kontra, og der blev produceret farlige chancer i begge ender.

Det unge stortalent Kylian Mbappé var to gange tæt på at overliste Gianluigi Buffon, som dog viste sin vanlige styrke på stregen i begge tilfælde.

I den anden ende hvæssede Juventus-topscorer Gonzalo Higuain et par gange kløerne foran Monaco-målet, inden han i det 28. minut sparkede gæsterne i front.

Juventus satte en flot kontra op i højre side, hvor Dani Alves slutteligt lagde bolden elegant til rette for Higuain med hælen, og argentineren sparkede sikkert bolden ind fra kanten af feltet.

Foran 1-0 på udebane i det første af to Champions League-semifinaleopgør har man et godt resultat, og ingen forstår at forsvare et resultat bedre end netop Juventus.

Italienerne var da også i kontrol i resten af første halvleg, men blot ét minut efter pausen var udligningen tæt på at komme.

Bernardo Silva spillede normalt træfsikre Radamel Falcao fri i feltet, men fra ti meters afstand afsluttede han svagt på Buffon.

Monaco satte sig på spillet for at jagte udligningen, men Juventus-spillerne er meget komfortable med at stå defensivt, ligesom man gjorde, da man hentede 0-0 på udebane mod FC Barcelona i kvartfinalen.

Og så skal Juventus blot bruge en enkelt fejl for at straffe en modstander.

Den kom efter en lille times spil. Monaco blev overmodige i opspillet, Paulo Dybala erobrede bolden, gav den til Dani Alves, som med et millimeterpræcist indlæg fandt Higuain for anden gang.

Angriberen kastede sig frem og dirigerede bolden ind til 2-0, og ballonen med spænding var ved at sprænge.

Monaco forsøgte og forsøgte. Flere gange nærmede franskmændene sig noget. Men hver gang fik Juventus stoppet det, førend det for alvor blev farligt.

Udligningen, der kunne give en smule håb om spænding i returkampen, udeblev, og det dufter i den grad af italiensk islæt i finalen.

Tirsdag vandt Real Madrid 3-0 hjemme over Atlético Madrid i første opgør af den anden semifinale.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.