Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Italienere frygter fodbold-dommedag mod Sverige

Taber Italien VM-playoffkampene til Sverige, vil det gøre ondt på nationens selvforståelse, mener ekspert.

Den 39-årige anfører og målmandslegende Gianluigi Buffon er en af de eneste tilbageværende spillere fra Italiens VM-hold, der vandt i 2006. Reuters/Stringer/arkiv
Den 39-årige anfører og målmandslegende Gianluigi Buffon er en af de eneste tilbageværende spillere fra Italiens VM-hold, der vandt i 2006. Reuters/Stringer/arkiv

Stockholm. - Den tanke, at vi ikke skulle kvalificere os til VM i 2018, svarer til dommedag.

Så klart lød det fra formanden for det italienske fodboldforbund, Carlo Tavecchio, for godt en måned siden, og ordene er stadig aktuelle forud for fredagens VM-playoffkamp mellem Sverige og Italien.

Skulle det ikke lykkes for italienerne at slå svenskerne over to kampe, vil det nemlig være første gang siden 1958, at Italien ikke er med i en VM-slutrunde i fodbold.

- I Italien tør man slet ikke tænke tanken, at man ikke kommer med til VM, siger historiker og fodboldforfatter Asker Hedegaard Boye.

- Deres træner, Gian Piero Ventura, bliver med 100 procent sikkerhed fyret, hvis ikke de kommer med, siger han.

I en hård kvalifikationspulje endte italienerne som nummer to bag et stærkt spansk landshold.

Det var i sig selv ikke nogen katastrofe.

Men det vil være historisk, hvis ikke Italien slår et svensk landshold, der på vej mod playoffkampene har besejret Frankrig og spillet uafgjort mod Holland.

- Det gør ondt på italienerne, at de skal ud i de her playoffkampe. Der er et enormt pres på spillerne og landstræneren, siger Asker Hedegaard Boye.

Italien har vundet VM i 1934, 1938, 1982 og senest 2006.

Bedrifterne fylder meget i italienernes selvforståelse og burde ifølge formanden for det italienske fodboldforbund endda regnes med, når VM-pladserne uddeles.

- Det er ikke fair, at de ikke tager de fire verdensmesterskaber med i betragtning. Det går imod historien, har Carlo Tavecchio udtalt til Reuters.

Skulle de italienske stjerner fejle mod Sverige, vil samtalen den kommende tid i støvlelandet næppe dreje sig om meget andet.

- Der er ikke noget land, hvor fodbolden bliver dækket så minutiøst, nørdet og detaljeret, som i Italien, siger Asker Hedegaard Boye.

- Der findes heller ikke noget land, hvor den offentlige samtale på caféer, i barer, i de enkelte hjem, på skoler og arbejdspladser kredser så meget om fodbold, som i Italien, siger fodboldforfatteren og henviser til landets tre daglige fodboldaviser.

Kampen mellem Sverige og Italien begynder klokken 20.45.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.