Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvem hylder sportens kvinder?

Serena Williams er en af de få kvinder, som er på Top 100. Foto: PETER PARKS / AFP
Serena Williams er en af de få kvinder, som er på Top 100. Foto: PETER PARKS / AFP

I denne uge offentliggjorde det store amerikanske sportsmedie ESPN for andet år i træk sit bud på en top 100 over klodens største sportsstjerner. På toppen finder vi ikke overraskende den portugisiske fodboldspiller Cristiano Ronaldo efterfulgt af den amerikanske basketstjerne LeBron James, Lionel Messi og Roger Federer.

Hverken udvælgelsen eller rangeringen bygger på tilfældigheder, og det ville være synd at sige, at ESPN ikke har taget sagen alvorligt. Den indledende udvælgelse tager udgangspunkt i det amerikanske erhvervsmagasin Forbes’ årlige liste over de bedst betalte sportsfolk. Dernæst udvidede ESPN puljen med input fra journalister og korrespondenter fra hele verden.

Alle de valgte sportsfolk, langt flere end de endelige 100, blev indskrevet i en formel skabt af ESPN-direktøren Ben Alamar. Formlen tog højde for flere forhold: Sportsprofilernes sponsorindtjening det seneste år (ikke lønnen), antallet af følgere på Facebook, Twitter og Instagram (Twitch for eSportsudøverne) og antal hits på Google (Baidu for kineserne).

ESPNs liste fortæller en hel del om, hvilket stof de største sportsstjerner er gjort af. De er unge, men ikke for unge. I top 40 er kun to yngre end 25 år (golfspilleren Jordan Spieth og fodboldspilleren Paul Pogba), og i top 10 er gennemsnitsalderen 32,8 år. De fleste stammer fra et folkerigt land eller gør sig gældende i en verdensomspændende og kommerciel vægtig idrætsgren – og ofte begge dele.

Og så har langt størstedelen kromosomsammensætningen XY.

Af de 100 sportsstjerner er de 92 således mænd. Den amerikanske MMA-kæmper Ronda Rousey (16) og landsmandinden Serena Williams (19) er de eneste kvinder i top 20. Derudover er der blevet plads til sidstnævntes tenniskolleger Maria Sjarapova (23), Caroline Wozniacki (87) og Eugenie Bouchard (93), gymnasterne Simone Biles (48) og Aly Raisman (99) samt fodboldmålvogteren Hope Solo (75).

Man behøver næppe være flammende feminist for at se, at ESPNs liste afslører en strukturel ulighed mellem kønnene.

På verdensplan er mænd mest sportsinteresserede, og på de sociale medier deler mænd oftere sportsindhold end kvinder, selv om kvinderne ifølge den britiske SoMe-overvåger Brandwatch er i overtal på både Facebook, Twitter og Instagram. Dertil kommer, at direktionsgangene og bestyrelseslokalerne hos sportens vigtigste samarbejdspartnere – medieselskaberne og de multinationale sponsorer – er domineret af mænd.

I 2016 var billedet nøjagtig det samme: 92-8. Siden sidste år er både tennisspillerne Sania Mirza og Venus Williams, fodboldprofilen Alex Morgan, racerkøreren Danica Patrick og golferen Lydia Ko bemærkelsesværdigt nok faldet ud. Kun de tre superstjerner Rousey, Sjarapova og Williams er gengangere.

I 2016-motiveringerne var Sjarapova beskrevet som en »sibirisk isdronning«, mens Patrick, den formidable amerikanske stock car-kører, fik ord som »petit«, »fotogen«, »blot 50 kilo tung« og »tidligere high school-cheerleader« med på vejen.

I år er der skruet ned for den patroniserende tone, men uligheden består. Den tilsyneladende ubrydelige formel lyder: Magtfulde mænd betaler penge til dygtige mænd, der underholder interesserede mænd. Et af problemerne ved den økonomiske skævvridning er, at den smitter af på vores syn på idrætspræstationerne. Den rigeste bliver den største, og den største bliver den bedste.

Da det populære amerikanske program SportsCenter i 2013 gik sammen med ESPN Sport Sciences dokumentarister og populærvidenskabsfolk om at finde frem til historiens største sportsudøver ud fra en række fysiske kriterier, var samtlige 16 nominerede mænd. Årsagen var uudtalt, men lå i kortene: Selv den stærkeste kvindelige udøver ville ikke have en chance i en direkte duel mod den stærkeste mand.

Tilbage var i stedet folk som Muhammad Ali, Jim Brown, Roger Federer, Michael Jordan, Pelé og den endelige vinder, Bo Jackson. Undskyld hvem? Amerikanske Vincent Edward »Bo« Jackson, som i den sidste halvdel af 1980erne var en profil i både Major League Baseball og National Football League. Lige så fremragende og alsidig en sportsmand Jackson var, lige så grotesk er naturligvis kåringen.

Men logikken hviler på tidens viden- skabeliggørelse af sporten, der tilsiger, at den største må være den, der løber hurtigst, springer højest og er stærkest, som det hedder i det olympiske motto. Men hvorfor ikke se sportsudøverens betydning i et langt bredere perspektiv?

Sagt på en anden måde: Jesse Owens og Carl Lewis er større sprintere end Leroy Burrell, selv om sidstnævnte er noteret for den hurtigste tid af de tre. Eller hvad med mændenes stangspring, hvor franske Renaud Lavillenie har den aktuelle verdensrekord, men naturligvis ikke bør være i nærheden af Sergej Bubkas legendestatus?

I den forstand kan man sagtens tale om, at Serena Williams’ aftryk på verdenstennissen er (mindst) lige så stort som Roger Federers. Og hvem kan med god ret hævde, at Mikkel Hansen er et større navn end Anja Andersen?

Samme status har gymnasten Nadia Comăneci, tennisspillerne Chris Evert, Billy Jean King og Martina Navratilova, basketspilleren Lisa Leslie, skøjteløberne Bonnie Blair og Sonja Henie, atleten Jackie Joyner-Kersee, golfspillerne Babe Didrikson Zaharias og Annika Sörenstam og stangspringeren Jelena Isinbajeva.

Kvinder, der forandrede deres idræt og står tilbage som globale ikoner med en rækkevidde, der langt overstiger sportens verden. Alligevel kommer de ofte til kort over for deres mandlige kolleger – både når det kommer til økonomisk gevinst og sportshistorisk prestige.

Sportens verden lever af at rangere. Det er ønsket om at hylde helte, udmåle og sammenligne, der gør topidræt til noget særligt. Det er sportens hierarkiske, udemokratiske og radikale påstand, at ikke alle udøvere er lige vigtige. Men kun en udvidelse af begrebet om succes gør det muligt at åbne feltet for begge køn.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.