Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Holland ødelægger afslutningen på dansk EM-eventyr

Danmark fik en drømmestart, men tabte en målrig EM-finale til de hollandske værter med 4-2.

Soccer Football - Netherlands vs Denmark - Women's Euro 2017 Final - Enschede, Netherlands - August 6, 2017 Denmark's Nadia Nadim looks dejected after Netherlands' Vivianne Miedema scores their fourth goal REUTERS/Toussaint Kluiters
Soccer Football - Netherlands vs Denmark - Women's Euro 2017 Final - Enschede, Netherlands - August 6, 2017 Denmark's Nadia Nadim looks dejected after Netherlands' Vivianne Miedema scores their fourth goal REUTERS/Toussaint Kluiters

Så tæt på og alligevel så langt fra.

Det danske kvindelandshold tabte søndag EM-finalen til de hollandske værter, der sikrede sig titlen med en 4-2-sejr.

Finalen var en fremragende eksponering for kvindefodbolden med spænding, masser af chancer og mange mål. Desværre ikke med den afslutning, som de fleste danskere nok havde håbet på.

Danmark fik ellers en drømmestart i en næsten fuldstændig orangeklædt kulisse med 28.182 tilskuere i Enschede.

Pernille Harder modtog efter fem minutter bolden fra Katrine Veje og sendte en flad aflevering ind i feltet mod Nadia Nadim. Angriberen fik en skidt berøring, og bolden blev liggende i græsset.

En hurtigt tænkende Sanne Troelsgaard fik prikket til den og blev i næste øjeblik fældet af en hollandsk fod - dermed straffespark. Her tordnede Nadim Danmark på 1-0.

Glæden over den hurtige og overraskende føring varede kort.

Hollænderne fik udlignet kort efter, da den farlige højrekant Shanice van de Sanden i højt tempo trak fra Cecilie Sandvej i Danmarks højre side. Inde foran mål kunne Vivianne Miedema nemt prikke en tværpasning i mål til 1-1.

Midtvejs i første halvleg blev det 2-1 til Holland, da holdets store stjerne Lieke Martens forsøgte sig langt udefra. En vending og et velplaceret skud mod stolpen, og Holland var pludselig foran.

Nu så det for alvor svært ud for danskerne, men som så ofte før i turneringen rejste holdet sig.

Fem minutter efter den hollandske føring scorede Pernille Harder sit første mål i turneringen.

Den elegante dansker startede et løb fra egen banehalvdel, og da hun nærmede sig Hollands felt, tørrede hun en forsvarer og lagde bolden fladt ind ved stolpen til 2-2.

Frem mod pausen havde danskerne et klart chancemæssigt overtag, og det brændte for alvor på for hollænderne.

Nadim var tæt på et par gange. Det samme var Katrine Veje, og Pernille Harder fik tilkendt et frispark et par meter udenfor feltet. Hollænderne havde dog held til at få placeret bolden fem-syv meter længere væk fra målet, og Harder skød over.

Danskerne kom til at betale prisen for den manglende effektivitet i anden halvleg. Troelsgaard begik et unødvendigt frispark på kanten af feltet efter fem minutter, og så slog hollænderne til.

Sherida Spitse fandt et hul i den danske mur, og så fes bolden ind ved den fjerne stolpe til 3-2.

For godt to uger siden blev Spitse også matchvinder for Holland i en 1-0-sejr i gruppefasen. Dengang på et straffespark.

EM-værterne var tæt på at øge føringen efter en time, da Troelsgaard havde et boldtab på midten af banen. En hollandsk kontra endte inde foran hos Miedema, men Stina Lykke i målet leverede en pragtredning.

Der var nu langt mellem de danske chancer, men det ville være forkert at dømme Danmark færdig.

Midtvejs i anden halvleg erobrede Pernille Harder bolden, så Katrine Veje lidt efter kunne forsøge sig med et nærgående forsøg.

Med et kvarter igen måtte midterforsvareren Simone Boye humpe ud med en skade.

Line Røddik blev sat ind som bagstopper, og samtidig smed landstræner Nils Nielsen Danmarks anden midterforsvarer Stine Larsen op i angrebet i et offensivt sats.

Med ti minutter tilbage lagde Danmark et fint tryk. Nadia Nadim tog en helt forrygende dribletur op ad venstrekanten og spillede bolden ind på midten, hvor tre danskere næsten stod i vejen for hinanden.

Sanne Troelsgaard havde også et fremragende langskud, der sneg sig forbi stolpen.

I den modsatte ende var der naturlige blottelser, og en af dem udnyttede Vivianne Miedema med sin anden scoring i kampen til at cementere den hollandske EM-triumf.

EM-titlen er Hollands første efter to årtier med massiv tysk EM-dominans og seks titler i træk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.