Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Historisk er Sverige storebror i håndboldens nabostrid

Sverige var i mange år en angstmodstander for Danmark. Men i de senere år er rollerne byttet om.

I 2002 lykkedes det for første gang i 18 år for det danske herrelandshold at besejre Sverige i en slutrundekamp. Med på holdet var unge profiler som Lars Jørgensen (nummer 6) og Joachim Boldsen. Scanpix/Liselotte Sabroe
I 2002 lykkedes det for første gang i 18 år for det danske herrelandshold at besejre Sverige i en slutrundekamp. Med på holdet var unge profiler som Lars Jørgensen (nummer 6) og Joachim Boldsen. Scanpix/Liselotte Sabroe

Når Danmark og Sverige fredag aften mødes i EM-semifinalen, er det 233. gang de to nabolande står over for hinanden på håndboldbanen.

Så er alt også talt med - selv de udendørs landskampe i markhåndbold, der især var populære i 1930'erne og 1940'erne.

Dermed er Sverige suverænt det land, som det danske herrelandshold har mødt oftest. Gennemsnitligt har de to lande spillet mod hinanden knap tre gange om året siden den første landskamp i 1935.

Historisk set er svenskerne i international sammenhæng klart storebror i Skandinavien.

Fire VM-guld, fire EM-triumfer, fire OL-finaler og yderligere en stribe medaljer er det blevet til for den stolte håndboldnation.

Sverige var i mange år en decideret angstmodstander for Danmark, der ikke kunne hamle op med de blågule, når det gjaldt.

Efter en dansk sejr ved OL i 1984 skulle der gå 18 år, før Danmark igen fik skovlen under naboerne i en slutrundekamp.

Ved EM i 2002 vandt et ungt dansk hold med fremstormende profiler som Joachim Boldsen, Lars Krogh Jeppesen, Bo Spellerberg og Kasper Hvidt med 27-26 på svenskernes hjemmebane i Göteborg.

Selv om Sverige endte med at vinde EM, og Danmark måtte tage til takke med bronze, kan året alligevel kaldes et vendepunkt i det dansksvenske styrkeforhold.

Det var den sidste store succes for det ellers uopslidelige svenske superhold, der under Bengt Johanssons ledelse havde domineret verdensscenen op gennem 1990'erne.

For en ny generation af danske spillere blev det til gengæld startskuddet til nogle succesfulde år, selv om potentialet først blev rullet ud for alvor, da Ulrik Wilbek overtog roret i 2005.

Siden sensationssejren i Göteborg har Danmark været blandt de bedste fire ved EM og VM 11 gange, mens fredagens semifinale er Sveriges første siden triumfen i 2002.

En enkelt blågul opblomstring er det dog blevet til undervejs, nemlig ved OL i 2012, hvor holdet fik sølv. Undervejs blev det til en noget overraskende kvartfinalesejr over Danmark.

I alt har Sverige vundet 133 indbyrdes opgør mod Danmarks 83, mens 16 kampe er endt uden vinder.

Den 233. udgave nabofejden bliver sat i gang klokken 20.30.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.