Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Hele verdens VM

Fra 2026 vil fodbold-VM blive større og mere ujævnt, men magien skal nok bestå. Med introduktionen af et nyt gruppespil har FIFA dog foræret sig selv en vaskeægte tabersag.

Det har skabt nogen blæst i fodbolddebatten, at den nye FIFA-ledelse har besluttet, at der skal være flere om buddet, når kampen skal stå om VM-trofæet i 2026. Arkivfoto: AFP
Det har skabt nogen blæst i fodbolddebatten, at den nye FIFA-ledelse har besluttet, at der skal være flere om buddet, når kampen skal stå om VM-trofæet i 2026. Arkivfoto: AFP

Man må give den nye FIFA-ledelse, at den ikke er bange af sig. I en tid, hvor landsholdsfodbolden synes alvorligt trængt af Europas store, multinationale klubber og ligaer, har det internationale fodboldforbund valgt at ændre afgørende på VM-slutrunden, som vi kender den. Det står klart efter denne uges offentliggørelse af en ny og allerede omstridt turneringsstruktur gældende fra 2026.

Fodbold-VM har vokseværk, og det er der ikke noget nyt i. Det hele begyndte som en undselig slutrunde med bare 13 lande og 18 kampe tilbage i 1930. Det var dengang, elitefodbolden stadig mest var et anliggende for Vesteuropa, de store brasilianske byer og området omkring Río de la Platas udmunding ved Buenos Aires og Montevideo. Men i takt med at fodboldverdenen er blevet større, er også VM vokset.

Fra 1954 til 1978 lå deltagerantallet fast på 16, mens summen af kampe steg år for år. Men ved slutrunden i Spanien i 1982 var det omsider tid til en ordentlig udbygning: 24 hold og 52 kampe. Dette format holdt stand indtil VM 1998, da 32 nationer udkæmpede 64 kampe over 33 varme dage i den franske sommer. Det er sådan, vi har kendt fodboldens verdensmesterskab gennem snart to årtier.

Således vil det også være i Rusland næste år og i Qatar i 2022. Men ved slutrunden i 2026, hvortil en vært først findes om tre år, blæser forandringens vinde. VM får nu hele 48 deltagerlande, og dårligt havde FIFA afsløret den nye struktur, før de europæiske meningsdannere slog flikflak ved udsigten til VM-kampe mellem miniputter.

»Tahiti vs. Curaçao er ikke en kamp, der dufter af topturnering, det lyder snarere som et feriedilemma for windsurfere,« skrev Daily Mails sportskommentator Martin Samuel. Også den indflydelsesrige interesseorganisation European Club Association samt den tyske landstræner og verdensmester, Joachim Löw, skyndte at ytre sig kritisk.

Man kan imidlertid godt argumentere for den seneste udvidelse. Med 211 medlemslande ønsker FIFA en slutrunde for 23 pcrocent – eller lidt under en fjerdedel – af landsholdene fra den årelange kvalifikationsturnering. Til sammenligning kvalificerer en tredjedel af de afrikanske lande sig til Africa Cup of Nations, mens næsten halvdelen af de europæiske landshold ender til EM. I Asien indløser flere end halvdelen af alle nationer billet til den fireårlige Asian Cup.

Med en udvidelse følger altid en følelsesladet diskussion om kvalitet. For hvor langt kan man tillade sig at gå uden at udvande en turnering?

Man behøver ikke være politiker for at forstå, at en vækst i deltagere på 50 procent og i antallet af kampe på 25 procent vil styrke FIFAs forretning. Verdensforbundet har selv regnet sig frem til, at VM-indtægterne fra det fem uger lange megashow vil øges med en milliard dollar, mens det samlede overskud ventes at stige med 640 millioner dollar.

Penge, som FIFA for en stor dels vedkommende vil returnere til medlemslandene og dermed optjene lidt tiltrængt goodwill for derudover at styrke sin position som verdens mest magtfulde sportsforbund. VM er i forvejen det internationale fodboldforbunds suverænt største indtægtskilde. Flere kritikere har tilmed fremført det synspunkt, at VMs magi er i fare for at forsvinde. Dette er i høj grad et europæisk synspunkt.

Ved VM 1966 blev afrikanerne hjemme i protest mod den forfordeling, man mente, fandt sted i kvalifikationen. Dengang skulle de tre stærkeste afrikanske nationer møde Asiens tre bedste om bare én VM-billet. Men verdensordenen bestod, og ved hver eneste slutrunde fra 1962 til 1994 tegnede europæerne sig for mere end halvdelen af deltagerne.

Debatten ligner den, vi havde før sidste sommers EM. De traditionelle fodboldnationer – især dem, der ikke deltog (Holland og Danmark) – våndede sig, mens alle de nye i klassen – Island, Nordirland, Slovakiet, Albanien og Wales – havde en historisk fest. Vi danskere vil muligvis betragte EM 2016 som en fuser, men for islændingene var de fire uger i Frankrig uforglemmelige. Magi måles ikke objektivt.

Endnu er det ikke besluttet, hvilke kontinentale forbund der kommer til at nyde godt af de 16 nye VM-pladser, men det synes klart, at mens Europa og Sydamerika vil få lidt flere deltager­lande, så vil Afrika, Asien og det nord- og mellemamerikanske forbund CONCACAF stå tilbage som de store vindere.

Italienske La Gazzetta dello Sport spår, at Afrika vil få mindst ni pladser (mod de nuværende fem), mens den britiske avis The Guardian mener at vide, at CONCACAF vil opnå noget nær en fordobling fra 3,5 til 6,5 VM-sæder. Men 2026-formatets største udfordring kan nemt vise sig at være en anden end størrelsen og den geografiske spredning.

Ifølge FIFA skal VM-slutrunden arrangeres i 16 grupper à tre hold. De to bedst placerede avancerer til 1/16-finalerne, hvorefter turneringen færdigspilles i det velkendte knald eller fald-format. Det vil være første gang siden 1950, at VMs gruppespil udspiller sig i andet end de klassiske fireholdsgrupper, vi også kender fra Champions League, Europa League og EM.

Det vil desuden være første gang siden 1930 (med undtagelse af en enkelt gruppe ved VM 1950), at der benyttes treholdsgrupper i turneringens indledende fase. Med god grund. Ingen af treholdsgruppernes tre kampe kan afvikles samtidig. Risikoen for, at den sidste kamp kan være ligegyldig, eller at de to mandskaber enes om at gå videre med et passende resultat, er overhængende. Og det samme er faren for point- og målscorelighed.

Det ved FIFA godt, og derfor har præsident Gianni Infantino foreslået, at man dropper de uafgjorte resultater. Ved remis må de to gruppemodstandere fluks ud i en altafgørende straffesparkskonkurrence. Det sidste – en uovervejet invitation til fedtspil og tilmed et brud på 150 års fodboldtradition (fraregnet eksperimenter i Japan og Nordamerika) – har ikke ligefrem mildnet kritikerne.

Forude venter også et større slagsmål om transmissioner. Fordelingen af 80 kampe på 36 dage betyder efter alt at dømme, at der skal spilles fire kampe om dagen i turneringens første to uger. Dertil kommer besværet med at skabe fornemmelsen af én samlet turnering. Ifølge chilenske MatchVision, der lever af at skabe strukturer til sportsbegivenheder, vil de mange små grupper og den trods alt begrænsede sendetid betyde, at der vil være lande, som er elimineret, før alle har været i kamp.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.