Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hareide om dansk seedning: Det gør vejen til VM nemmere

Åge Hareide glæder sig over playoff-seedning, der giver en lettere adgang til næste års VM i Rusland.

Arkivfoto. Åge Hareide glæder sig over playoff-seedning, der giver en lettere adgang til næste års VM i Rusland.
Arkivfoto. Åge Hareide glæder sig over playoff-seedning, der giver en lettere adgang til næste års VM i Rusland.

Det danske fodboldlandshold har foreløbig haft et fremragende efterår, der i november kan ende med kvalifikation til næste års VM.

Efter en slutspurt med sejre over Polen, Armenien og Montenegro samt uafgjort hjemme mod Rumænien lykkedes det Åge Hareides landshold at sikre andenpladsen i gruppe E i VM-kvalifikationen.

Tirsdag aften sørgede Frankrig for, at Danmark er seedet til næste uges playoff-lodtrækning.

Det betyder, at danskerne slipper for at møde Italien, Schweiz og Kroatien. I stedet kan landsholdet trække Sverige, Grækenland, Irland eller Nordirland i tirsdagens lodtrækning.

»Det betyder meget for os at være seedet.«

»Vi ville helst undgå hold som Italien, Schweiz og Kroatien, så det var vigtigt. Det kan gøre det nemmere for os, men det bliver svært nok alligevel,« siger Hareide.

Efter søndagens 1-1-kamp mod Rumænien har landstræneren med en vis spænding fulgt med i afslutningen i de øvrige kvalifikationsgrupper de seneste dage.

»Vi vidste, vi havde en god mulighed for, at blive seedet, hvis vi slog Rumænien. Nu blev det kun uafgjort, så det har været nervepirrende at følge med i de andre kampe,« siger nordmanden.

Hareide håber nu, at tirsdagens lodtrækning giver Danmark fordel af hjemmebane i den anden og afgørende kamp i playoff-duellen, der afvikles i perioden fra 9. til 14. november.

»Det er nemmere at rejse hjem og spille den sidste kamp end at rejse ud. Det er det altid.«

»Det bliver nogle specielle kampe, fordi vi møder det samme hold to gange efter hinanden. Den første kamp giver os lidt mere kendskab til modstanderen.«

»Vi kan afdække flere af de svagheder, som vi er på jagt efter hele tiden, og det vil vi kunne udnytte i Parken,« siger Hareide.

Han har dog endnu ikke gjort op med sig selv, om landsholdet vil lægge en lidt mere henholdende og defensiv taktik, hvis Danmark åbner playoff-duellen på udebane.

»Før jeg kan svare på det, så skal jeg kende modstanderen. De fire hold spiller på fire forskellige måder. Måske er Nordirland og Irland lidt ens, men Sverige og Grækenland har hver deres stil,« vurderer Hareide.

»Vi har gjort det godt defensivt på udebane mod Montenegro, Armenien og Kasakhstan, så vi skal ikke implementere noget, hvis det er på bekostning af noget af det, vi har været gode til,« siger han.

Åge Hareide har endnu ikke skabt sig et dybdegående kendskab til de fire mulige modstandere. Han kender dog Sveriges hold særdeles godt fra sin tid som klubtræner i Malmö FF.

For to år siden slog svenskerne Danmark i en playoff-duel og sikrede sig en plads ved EM i 2016. Dengang scorede Zlatan Ibrahimovic tre gange mod Danmark, men superstjernen er siden stoppet på landsholdet.

Hareide fremhæver i stedet Emil Forsberg fra RB Leipzig som en af de offensive profiler på det svenske landshold.

»Først og fremmest har Sverige et godt kollektiv og en kultur, når det handler om at komme til slutrunder. Det betyder også noget,« mener Hareide.

»Svenskerne spiller i en klassisk 4-4-2-opstilling, og flere af spillerne har jeg selv trænet. Jeg ved, hvad de er i stand til, og de er rigtig gode,« siger landstræneren.

»Irland vil også være en svær modstander. Det er en anden stil - meget fysisk og godt organiseret. Det samme som Nordirland. Det er det, der har bragt dem så langt i kvalifikationen.«

»Det hold, jeg ved mindst om, er Grækenland. Jeg har set lidt på dem her i dag. De er meget gode hjemme i Athen og står solidt og godt defensivt. Det vil på ingen måde være nemt.«

»Alle har styrker og svagheder, og vi kan slå dem alle over to kampe. Hvis vi ikke selv rammer vores niveau, så får vi problemer,« siger han.

Hareide har en gang tidligere stået i en playoff-duel som landstræner. Det var i 2005, hvor Hareide som landstræner for Norge stod over for Tjekkiet før VM i Tyskland i 2006.

»Tjekkiet var nummer to på verdensranglisten, så det var en meget svær opgave.«

»Vi tabte unødvendigt 0-1 i Oslo, og så spillede vi en god udekamp, hvor vi også tabte 0-1. Vi havde mange chancer, og Tjekkiets målmand Petr Cech holdt dem inde i kampen.«

»Tjekkiet var for stærke med mange gode spillere, der havde gjort det godt over lang tid. Men præstationsmæssigt var jeg glad for den anden kamp,« siger Hareide.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.