Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gentleman-idealet lever stadig i bedste velgående

Den australske tennisspiller Nicholas Hilmy Kyrgios lægger sig ud med både dommere, medier, fans og modstandere til hver eneste turnering. Han brokker sig højlydt. Han tilsviner snart den ene, snart den anden. Det interessante er dog, at en skæv personlighed ikke behøver at være en hæmsko.

Tennisspilleren Nick Kyrgios er øretæveindbydende og en kilde til evig uro i ATP. Men man må give ham, at han ikke lægger bånd på sig selv. Foto: Thomas Peter/Reuters
Tennisspilleren Nick Kyrgios er øretæveindbydende og en kilde til evig uro i ATP. Men man må give ham, at han ikke lægger bånd på sig selv. Foto: Thomas Peter/Reuters

Nicholas Hilmy Kyrgios er en fremragende tennisspiller. Den 21-årige australier, der har en græsk far og en malaysisk mor, er født og opvokset i hovedstaden Canberra, hvor han stadig bor den dag i dag. Det meste af tiden er han imidlertid bortrejst som en del af den internationale tenniskaravane, der har det med at flytte sig efter det gode vejr.

Nick Kyrgios indtager en 13. plads på mændenes verdensrangliste og er sit lands største håb forud for årets første grand slam-turnering, Australian Open, der finder sted senere på måneden. Men australieren er andet og mere end en professionel tennisspiller. Han er et fænomen, der tiltrækker sig opmærksomhed uden for den hvide sports arenaer.

Hans spillestil er frimodig, aggressiv og afvekslende. Han har en stor serv og en hammer af en forhånd. Og så gør hans effektive netspil ham frygtet på især græsunderlaget. Men Kyrgios’ berømmelse er ikke så meget et spørgsmål om hans spil som hans attitude. Australieren skiller sig nemlig ud. Han stritter, er anderledes.

Kyrgios siger, hvad han tænker. Sommetider med et glimt i øjet, andre gange med ondt i sinde, og den unge mands synderegister er allerede langt.

I en kamp mod Richard Gasquet ved Wimbledon i 2015 blev australieren beskyldt for at tabe flere partier med vilje. En måned senere hånede han topspilleren Stan Wawrinka ved et sidebytte i de tos 2. rundekamp i Rogers Cup. »Kokkinakis gik i seng med din kæreste,« sagde Kyrgios med reference til sin et år yngre landsmand Thanasi Kokkinakis, der angiveligt skulle have haft et forhold til Wawrinkas nuværende kæreste, tenniskollegaen Donna Vekić.

I forbifarten nåede Kyrgios også lige at ironisere over, at den dengang 30-årige Wawrinka åbenbart bedst kunne lide at tilbringe tid sammen med teenagepiger. Australieren modtog en klækkelig bøde og fik en betinget karantæne af det internationale tennisforbund ATP.

I oktober sidste år var den så gal igen. I opgøret mod Misha Sverev ved Masters-turneringen i Shanghai udviste Kyrgios så lidt interesse i kampen, at han efterfølgende fik endnu en bødestraf samt en karantæne på otte uger for at »smide« opgøret.

Undervejs opfordrede Kyrgios i utvetydige vendinger dommeren til at stoppe kampen, så han kunne komme hjem. Og efterfølgende var han mildest talt uforstående over for de irriterede tilskuere. »Jeg er god til at slå bolden i nettet, og hvad så? Det er ikke noget særligt. Jeg skylder ikke dem (tilskuerne, red.) noget som helst. Jeg har ikke bedt dem møde op. De kan jo bare gå,« sagde Kyrgios.

Til hver eneste turnering lægger australieren sig ud med dommere, medier, fans og modstandere. Han brokker sig højlydt. Han tilsviner snart den ene, snart den anden. Han er guf for sensationspressen og en kilde til evig uro i ATP. Men al den larm, Kyrgios skaber, siger samtidig meget om stilheden omkring ham. Kontrasten til hans australske kolleger Bernard Tomic, Samantha Stosur og Daria Gavrilova, der ligeledes er blandt de seedede spillere ved dette års Australian Open, er iøjnefaldende.

Alene Kyrgios’ udsende er en strakt langemand til en sport, hvor gentleman-idealet stadig lever i bedste velgående og selv en knyttet næve kan skabe overskrifter. Han bærer guldkæder og diamantøreringe. Han barberer og toner sit hår i stadig nye former og farver, og han optræder ofte med et såkaldt basketball sleeve på den ene underarm. Han er et fremmedlegeme, vi har svært ved at forstå.

For hvorfor præsterer han ikke blot på banen og tier uden for – ligesom alle de andre? Eller formuleret anderledes: Hvorfor er der så få ulydige og trodsige topidrætsmænd og -kvinder i disse år? Vi kunne stille det samme spørgsmål i alle andre sportsgrene og få nogenlunde det samme svar: Det er de færreste, der tør.

Kyrgios er ingen rosværdig oprører. Han er øretæveindbydende. Men man må give ham, at han ikke lægger bånd på sig selv i en sportsverden, hvor 99 procent af hans kolleger tjener astronomiske beløb på at fremstå spiselige for alle segmenter i alle lande. Man behøver bare at nævne megastjerner som Lionel Messi og Roger Federer.

Blandt klodens tusindvis af profilerede elitesportsfolk er det muligt at opstøve en snes virkelige fredsforstyrrere, urostiftere og chikanører. Fra Ilja Brysgalov (ishockey), Peter Sagan (cykling) og Danni Ricciardo (Formel 1) over Ronald O’Sullivan (snooker), Lin Dan (badminton) og John Daly (golf) til fodboldens Diego Costa og Mario Balotelli.

Navnlig de store amerikanske sportsgrene synes endnu ikke helt desinficerede. Her har NBA Rajon Rondo, Major League Baseball Miguel Cabrera og NFL Michael Vick, Colin Kaepernick og Bennett-brødrene Martellus og Michael. Blandt kvinderne er der færre larger than life-karakterer, selv om vi ikke må glemme tennis-profilen Serena Williams den omstridte fodboldkeeper Hope Solo.

Men overordnet set vinder pænheden og lydigheden over personligheden, mens barren for acceptabel adfærd sænkes. Selv ekstennisspilleren John McEnroe har af flere omgange kritiseret Kyrgios for hans fyrige temperament. Ja, den McEnroe ...

Den nifoldige Wimbledon-vinder Todd Woodbridge har tilmed forsikret os om, at hans vilde landsmand vil falde til ro med alderen. Intet tyder på, han får ret. Kyrgios’ excesser er et grundlæggende karaktertræk ved ham, ikke et par horn, han vil løbe af sig, som han bliver ældre og klogere.

Det interessante er dog, at en skæv personlighed ikke behøver at være en hæmsko. Der er også fans i at vise, hvem man er. Tænk blot på mændenes 100 meter-løb. Ville De kunne genkende Leroy Burell, Tim Montgomery og Asafa Powell, hvis De så dem på Strøget? Men hvem kender ikke Carl Lewis og Usain Bolt? Alle fem har de prøvet at være verdens hurtigste mand, men mens de tre første forblev sportsmænd, fik de to sidste status af globale ikoner.

Under sidste års Wimbledon vakte Kyrgios forargelse, da han brugte den nedladende betegnelse »retarderet« på Facebook, men hans sponsorer – Nike, Yonex og elektronikfirmaet Beats Electronics – stod fast. Brandingvirksomheden IMG, der har Kyrgios som klient og ligeledes er blevet kritiseret for samarbejdet, har kaldt australieren for »en af sin generations mest salgbare spillere«. Ikke alle sportsfans foretrækker kedelig professionalisme.

Asker Hedegaard Boye er cand. mag. i idéhistorie og analyserer international fodbold i Berlingske.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.