Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Generation Mourinho

Tyske Hoffenheims cheftræner Julian Nagelsmann er med sine 29 år den hidtil yngste i Bundesligaens historie. Foto: Amelie Querfurth
Tyske Hoffenheims cheftræner Julian Nagelsmann er med sine 29 år den hidtil yngste i Bundesligaens historie. Foto: Amelie Querfurth

Der er sket noget med cheftræneren i den internationale fodboldverden. Han har forandret sig, han har ændret stil, og han er blevet yngre.

Engang for ikke så mange år siden var den typiske toptræner en ældre mand, der kendte spillet indefra. En enten autoritær eller bedstefaderlig figur, der med myndighed oplærte sine spillere, som var de hans sønner. Selvfølgelig var der undtagelser. Ajax’ ansættelse af den kun 37-årige Rinus Michels i 1965 eller AC Milan og Silvio Berlusconis headhunting af den fire år ældre Arrigo Sacchi i 1987. For nu bare at nævne to.

Michels var lærer på en døveskole. Sacchi solgte sko for sin far. Ingen troede rigtig på dem, da de blev hyret, men begge skulle de komme til at ændre verdensfodbolden. Det var Sacchi, der sagde de kendte ord om, at man ikke behøver at have været hest for at blive en god jockey. Bemærkningen blev berømt, men indholdet er først nu ved at komme til sin ret.

Ude på bænken er det nemlig ikke længere en fordel at være gråhåret. Erfaring har mange steder måttet vige pladsen for ungdommens initiativ. Rundt om i Europa ser vi samme tendens: Klubberne kigger ikke længere på dåbsattesten, når de ansætter en ny cheftræner. Om den nye chef er 60 år eller 40 år, er ikke det afgørende. Om han som aktiv selv har optrådt på topplan, betyder mindre.

Trenden, der indledtes med José Mourinhos gennembrud i FC Porto for 15 år siden, ses i dag tydeligst i Bundesligaen, hvor halvdelen af de 18 toptrænere er under 46 år. Seks af cheftrænerne i den bedste tyske række befinder sig i deres første ledende job på seniorniveau. I FC Augsburg har 37-årige Manuel Baum haft ansvaret siden december, og i Werder Bremen finder vi den jævnaldrende Alexander Nouri.

Også for Schalke 04s Markus Weinzierl (42 år), Maik Walpurgis (43) i FC Ingolstadt og Borussia Dortmunds Thomas Tuchel (43) gælder det, at de ikke kan se tilbage på en glorværdig spillerkarriere. Manglende talent, et andet fokus eller alvorlige skader gjorde, at de fra en tidlig alder valgte at gå trænervejen.

Alle blegner de dog i en sammenligning med Julian Nagelsmann, der i februar sidste år blev udnævnt til cheftræner i Hoffenheim som den yngste i Bundesligaens historie. Dengang var bayreren blot 28 år gammel.

Nagelsmanns succes har været næsten lige så sensationel som hans alder. Da han kom til, var Hoffenheim nedrykningstruet. Før fredagens kamp mod Hertha BSC indtog klubben fjerdepladsen i Bundesligaen efter bare to nederlag i hele sæsonen.

Gennemsnitsalderen blandt Bundesliga-trænerne er styrtdykket i løbet af et årti og ligger nu på 45 år. I Spaniens La Liga er gennemsnittet 49 år, i Premier League 50, og i den italienske Serie A og Frankrigs Ligue 1 ligger på lidt over 51. Alle steder finder vi eksempler på den nye trænertype.

 

I England høster engelske Eddie Howe i Bournemouth og portugisiske Marco Silva i Hull City roser. Begge er årgang 1977. Burnleys Sean Dyche (45) har aldrig selv spillet en kamp i landets bedste række. Swanseas jævnaldrende Paul Clement begyndte allerede at satse helhjertet på trænergerningen, da han var 23 og har siden været Carlo Ancelottis assistent i Chelsea, Paris Saint-Germain, Real Madrid og FC Bayern München.

I Frankrig er Monaco-helten Leonardo Jardim kun 42 år gammel. Den venezuelanskfødte portugiser, der råder over det måske mest spektakulære mandskab i Europa netop nu, fik sit første cheftrænerjob som 33-årig. I Angers er 49-årige Stéphane Moulin nær afslutningen af sin sjette sæson i klubben.

La Ligas næstlængst siddende cheftræner, Leganés’ Asier Garitano, tilbragte størstedelen af sin aktive karriere i de lavere rækker. Det samme gør sig gældende for Sporting de Gijóns Rubi, mens Villarreals Fran Escribá end ikke har spillet en seniorkamp på professionelt niveau.

I Italien er man mindre tilbøjelig til at give de unge mænd chancen, men også her findes flere selvlærte mænd. Den 49-årige Sampdoria-træner Marco Giampaolo er således allerede en rutineret herre. Han debuterede i den bedste række i 2006. Heller ikke den succesfulde Maurizio Sarri, der i denne uge blev kåret som årets træner i Serie A, har selv spillet elitefodbold.

Og der er mening med galskaben. For trænergerningen i professionel fodbold har ændret sig i takt med spillet.

Både klubledelserne og spillerne kalder på idéer og strategi frem for personlighed. Det er ikke længere nok at kunne brøle eller motivere sine folk inde på banen. Spillerne skal have nøje afstemte dessiner. Pressen kræver præcise, smarte svar. Sportens videnskabeliggørelse – fra taktik til statistik – stiller andre krav til cheftræneren. Trænerhvervet er blevet noget, man kan lære sig selv.

Desuden er de kortvarige ansættelser blevet et grundvilkår. I 2015 offentliggjorde den britiske trænerforening, League Managers’ Association, en rapport, der udstillede utålmodigheden. Blot 1,23 år kan en professionel fodboldmanager i Storbritannien regne med at sidde på posten. 12 af de 20 aktuelle cheftrænere i Italiens Serie A er ansat inden for de seneste 11 måneder.

Denne nye trænertype, generation Mourinho, er i stand til at navigere i en flygtig verden. Deres karriereafsæt er ofte ungdomsafdelingen i den klub, der giver dem seniordebut. Siden 2012 har 11 Bundesliga-klubber forfremmet en akademitræner til cheftræner. Herefter rejser denne nye art beredvilligt fra tue til tue med deres medbragte kuffert fuld af PowerPoint-præsentationer, arbejdsmetoder og omsættelige visioner.

Heller ikke i fremtiden vil de intelligente topspillere komme til at mangle arbejde, når de lægger støvlerne på hylden. Der vil altid være plads til folk som Josep Guardiola, Diego Simeone, Zinedine Zidane og Carlo Ancelotti, forhenværende verdensklassespillere med en naturlig respekt i omklædningsrummet. Men de har fået konkurrence fra en uventet kant.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.