Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Fra mareridtsstart til drømmeland

Det danske landshold er klar til næste sommers verdensmesterskab i Rusland efter en 5-1 sejr over Irland. En stor præstation hvor Christian Eriksen nådesløst straffede irerne med tre mål og landsholdets fortabte søn, Nicklas Bendtner igen kom i målscorens rolle.

Det begyndte med en spand iskold vand fra Det Irske Hav, men sluttede med champagnebrus. Det danske landshold er klar til VM næste sommer i Rusland efter en 5-1 sejr over Irland, men I guder, hvor har det været en lang slinger af en rutsjebanetur at nå dertil for Åge Hareides mandskab.

En tur som nu holder vinterferie på toppen, før det går løs til sommer med VM-bold og dansk deltagelse for første gang siden 2010 efter en storsejr, hvor de to kreative esser Pione Sisto og Christian Eriksen gjorde forskellen.

Alene Christian Eriksen snød tre gange irernes helt fra det første opgør, målmand Darren Randolph. Da Christian Eriksen omsider fik vristet sig fri af de tætte markeringer, så viste han de evner, der gør, Danmark kan rejse til Rusland næste sommer med en vis optimisme. Det er dog en stor succes i sig selv, at landsholdet overhovedet er med i bowlen, når der trækkes lod til VM-puljerne i Moskva 1. december. Og en uventet succes.

For godt et år siden stod Åge Hareide med dybe panderynker efter en start på kvalifikationsspillet, der bød på tre kampe og to nederlag. Herfra hang Danmark akkurat på gruppens andenplads, og sikrede sig med en forrygende slutspurt dette efterår retten til at duellere med Irland om en billet til VM over to playoff-kampe.

0-0 i den første kamp og returkampen i Dublin var blot fem minutter gammel så lå bolden i nettet til strubestærk jubel fra de 50.000 irere på Aviva Park.

En frisparksbold fra egen banehalvdel blev tordnet ned mod det danske felt og blev sluttelig headet ind af den store stopper Shane Duffy i en situation, hvor Kasper Schmeichel ikke formåede at bokse væk. Leicester-keeperen så ikke overbevisende ud, men kom reelt på mellemhånd på grund af Nicolai Jørgensens forsøg på en clearing, der endte med at blive en giftig og altså målgivende forlængelse ned i eget felt, som Shane Duffy satte panden på. Grøn eksplosion, rød-hvid depression.

Taktisk sats

Hjemmeholdet forsøgte at slå yderligere kapital af den mismodige danske start med et par nærgående forsøg, og danskerne ledte desperat efter løsninger i denne fase. For mange berøringer og langsomt spil stivnede den rød-hvide offensiv, der ellers havde indledt kampen med stort mod.

I forhold til kampen i København så rystede Åge Hareide posen og ændrede på et par positioner. Peter Ankersen og Andreas Cornelius gled ud af startopstillingen, og Andreas Christensen var en overraskende starter på positionen som højre back. Yussuf Poulsen var opankret på kanten som den anden nye starter, mens Nicolai Jørgensen overtog positionen som spidsangriber i stedet for den bænkede Andreas Cornelius.

Det taktiske udgangspunkt var som i Telia Parken en 4231-formation, men så snart bolden rullede, og danskerne gik i offensiven, så blev opstillingen til en de facto 343-formation, hvor Andreas Christensen faldt ind og gjorde Simon Kjær og Andreas Bjelland selskab i bagkæden. En manøvre der gav carte blanche til Jens Stryger til at gå med frem som wing i angrebsfasen og skabe de overtalssituationer, som danskerne havde ledt efter med lys og lygte i det første møde.

Christian Eriksen var godt pakket ind, og irerne lod Pione Sisto om at føre den danske offensiv, og det blev straffet, da Celta-spilleren slog til med en genistreg efter et hjørnespark. En tunnel på hans direkte modstander og derfra et snorlige indlæg, der via en tåspids fra Andreas Christensen endte med et selvmål med Cyrus Christie som fadder. 1-1.

Stilarternes historiske møde

Første halvleg blev som ventet med danskerne på bolden, og irerne i den afventede og afstraffende rolle. Det stod skrevet i historiebøgerne allerede før kampens begyndelse, at det ville gå sådan for kampen var med stor tydelighed en duel mellem to forskellige stilarter med hver deres afsæt.

Det danske og irske landsholds senmoderne historie handler om to børn af 1980erne med udenlandske fædre. Sepp Piontek gjorde op med den danske bajerkultur og satte den rød-hvide version af totalfodbolden fri i et angrebsraseri, der henrykkede nationen ved europamesterskabet i 1984 og to år senere ved verdensmesterskaberne i Mexico. En billet der endegyldigt kom i land efter en 4-1 sejr over Irland i 1985. Historien har det som bekendt med at gentage sig.

Den danske dynamit fusede ud ved EM i Vesttyskland i 1988, men Laudrup, Arnesen og Elkjærs fodboldmæssige himmelflugt mod solen med flænget buksebag er stadig målestokken for, hvorvidt et dansk landshold spiller bold som det forventes. Det er ikke Richard Møller Nielsens pragmatiske arbejdstriumf fra EM 1992, der har dannet skole for fodboldforståelsen her til lands. Sepp Piontek kom, ændrede og plantede et tankesæt, der har slået stærke rødder i det danske fodboldsind.

Åge Hareide byder på en indtil videre frugtbar fusionsjazz af de to stilarter. Nordmanden ser gerne danskerne har bolden, men kynisme er ham ikke fremmed.

Irland kom senere ud af kokonen. Det irske fodboldforbund havde tomme kasser, gæld og ingen resultater af betydning, da Jackie Charlton tog over som landstræner for de grønblusede i 1986. Han var høj, åbenmundet, ikke nærig med f-ordet og så var han tilmed englænder, men ’giraffen’ fra det nordlige kulmineland omkring Ashington var præcis det mineral, som irerne havde brug for. Spark langt, jagt bolden bag modstanderens forsvar, sæt fjenden under pres og hold kæderne helt tæt.

Før afrejsen til EM 1988 gav Jackie Charlton sine irske lads en omgang eller tre på pubben Hill 16 i Dublin. Et værtshus hvis navn var en reference til påskeopstanden i 1916, hvor englænderne knuste det irske oprør, men ingen på pubben genkendte Jackie Charltons udvalgte. Eller også var de ligeglade. Da de få uger senere vendte hjem med en sejr over England som trofæ, var de alle helte. En passion der stadig lever, som det danske landshold også mærkede i de første 30 minutter. Martin O’Neill og Roy Keane (der fik landsholdsdebut i Charltons tid) trækker en grøn tråd tilbage til de defensive dyder, og de simple metoder som irerne tirsdag aften forsøgte at overvinde danskerne med, ja de var helt i Jackie Charltons ånd.

Eriksens dødsstød

Her til lands betragtes den type fodbold ikke med stor respekt, men den virkede i lørdagens kamp i Telia Parken, hvor den irske disciplin tvang Christian Eriksen til at modtage bolden med ryggen mod mål og søge ud på kanterne for at blive spilbar.

Han fik igen både to og tre overfrakker i Dublin, men efter det danske 1-1 mål så herskede der forvirring i de bagerste irske rækker, og det udnyttede danskerne til en mønsteromstilling, der endte for fødderne af Christian Eriksen i netop sådan en position, som irerne frygtede. På kanten af feltet og bum. Bolden op og ind i målet via overliggeren. Dansk føring efter 32 minutter sat ind med Christian Eriksens overlegne teknik. Irerne måtte følgelig satse efter pausen, og det gav Danmark og især Christian Eriksen endnu mere plads og yderligere to mål. Et hattrick som sendte værterne i kanvassen og Danmark på kurs mod Rusland næste sommer, og Nicklas Bendtners afsluttende straffesparksmål var det naturlige og ønskværdige punktum for en eventyrlig dansk aften i Dublin. Det begyndte som et mareridt, men endte som en drøm der varer til næste sommer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.