Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Før playoff-opgør mod Irland: Så meget mere er det danske landsholds startere værd

Thomas Delaney er en af de danske spillere, der forventes at kunne indbringe på den gode side af 100 millioner ved et eventuelt klubskifte. Her har han netop scoret til 4-1 i VM-kvalifikationskampen mod Armenien. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Thomas Delaney er en af de danske spillere, der forventes at kunne indbringe på den gode side af 100 millioner ved et eventuelt klubskifte. Her har han netop scoret til 4-1 i VM-kvalifikationskampen mod Armenien. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)

Christian Eriksen eller hele det irske landshold… Det er – lidt hårdt sat op – hvad du kan vælge mellem, hvis du har trekvart milliard i lommen, som du tørster efter at brænde af her op til jul.

Vurderet på ren værdi, bør der ikke være nogen tvivl om, hvem der trækker sig sejrrigt ud af aftenens store playoff-opgør i Parken. Her sejrer det danske hold med flere længder.

I samarbejde med den irske avis, The Irish Times, har BT værdisat spillerne fra aftenens store playoff-opgør. Og der er tale om en jordskredssejr til det rød-hvide hjemmehold.

De 11 forventede danske startere i lørdagens thriller er næsten dobbelt så meget værd som deres irske modstandere. Ja, faktisk overgår værdien af Martin O’Neills forventede startopstilling kun lige netop, hvor meget Danmarks største stjerne, Christian Eriksen, forventes at kunne indbringe, hvis han skulle sælges i dag.

Selv om irerne alle som én viser sig frem på det oppustede engelske marked, rammer starternes samlede værdi ’kun’ 759 millioner kroner. Til sammenligning vurderes en brandvarm Christian Eriksen til 690 millioner kroner og den samlede danske startopstilling til godt 1,4 milliarder kroner.

Tidligere har danske landshold ’tabt’ denne slags sammenligninger. Men ikke denne gang. Christian Eriksens udvikling og præstationer i Tottenham har tværtimod medført at det er et særdeles værdifuldt dansk landshold, der løber på banen i aften. Men Eriksen er ikke alene om at have et gyldent stempel i panden. Også Kasper Schmeichel, Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen og Pione Sisto forventes at kunne indbringe på den gode side af 100 millioner kroner ved et kommende klubskifte. Til sammenligning har blot to af de irske spillere en tre-cifret værdiansættelse.

Desværre kan hverken værdi eller salgspotentiale bruges til det store, når det hele går løs i Parken. Men danskernes plus giver endnu en stærk indikation af et dansk landshold, der har svært ved at løbe fra favoritværdigheden.

Kasper Schmeichel, Leicester, 150 mio. kroner
Schmeichel er en topmålmand i Premier League, men det store millionskifte lader vente på sig. Alderen (Schmeichel er lige blevet 31 år, red.) begynder at trække en smule ned.

Peter Ankersen, F.C. København, 25 mio. kroner
Den dynamiske og tekniske højre back kommer efter alt at dømme en tur på FCKs hyppigt brugte affyringsrampe til sommer. Og til en god pris.

Simon Kjær, Sevilla, 95 mio. kroner
Sevilla slap i underkanten af 100 millioner, da de i sommer hentede Kjær i Tyrkiet. Den pris har ikke ændret sig meget.

Andreas Bjelland, Brentford, 20 mio. kroner
Bjelland har kontraktudløb i England til sommer, men kan allerede til vinter blive interessant på transfermarkedet. Klassen er til en væsentligt højere værdi, men kontrakten tæller ned.

Jens Stryger Larsen, Udinese, 25 mio. kroner
Stryger var langt fra verdens dyreste fodboldspiller, da han i sommer skiftede til Serie A, men siden er hans værdi steget pænt i takt med en fast plads på både klub- og landshold.

William Kvist, F.C. København, 1,5 mio. kroner
Det er egentlig omsonst at vurdere Kvists værdi. Midtbanemanden er 32 år og skal ingen steder. Han bliver derfor holdets bundskraber.

Thomas Delaney, Werder Bremen, 130 mio. kroner
Flere Premier League-klubber har budt sig til, men indtil videre hedder det stadig ’tor’ frem for ’goal’ for Delaney. Det kan snart imidlertid snart ændre sig, og når det sker, bliver han en dyr herre.

Christian Eriksen, Tottenham, 675 mio. kr.
Den danske salgsrekord har i mange år ligget omkring de 100 millioner, men det pulveriseres, hvis Tottenham sælger Eriksen. Holdets helt store stjerne og ’moneymaker’.

Yussuf Poulsen, RB Leipzig, 85 mio. kroner
Poulsen har fundet en god hylde i Leipzig. Han kommer næppe til en større klub lige nu, og det trækker lidt ned i værdien trods en ung alder og et fint potentiale.

Nicolai Jørgensen, Feyenoord, 145 mio. kroner
Feyenoord kunne have tjent en hulens masse penge, hvis de havde solgt Jørgensen i sommer, hvor han var liga topscorer i Holland. Siden har skader trukket en smule ned.

Pione Sisto, Celta Vigo, 120 mio. kroner
Sistos værdi er steget eksplosivt de seneste måneder, og hans plads på toppen af assist-listen i Spanien, er noget, der både løfter øjenbryn og skaber interesse.

Samlet værdi: 1,4715 milliarder kroner

IRLAND

Darren Randolph, Middlesbrough, 45 mio. kroner
Efter to år som reserve i Premier League, har Randolph efter sommerens skifte scoret sig en fast plads hos Middlesbroughs nedrykkere.

Cyrus Christie, Middlesbrough, 25 mio. kroner
Christie er indbegrebet af en god, solid Championship-spiller. Skiftede i sommer Derby ud med Middlesbrough.

Shane Duffy , Brighton, 90 mio. kroner
Meget ligger på Duffys skuldre. Han er den store defensive profil, men er samtidig manden, irerne sigter efter på standardsituationer. Stærk spiller.

Ciaran Clark, Newcastle United, 60 mio. kroner
28-årige Clark har masser af Premier League-erfaring, og hans værdi nyder godt af, at de engelske klubber ikke er bange for at bruge penge.

Stephen Ward, 19 mio. kroner
32-årige Ward er ved at være en ældre herre, men han gør fortsat fin fyldest i Burnley, der har været en af sæsonens overraskelser i Premier League.

Harry Arter, Bournemouth, 127 mio. kroner
Den defensive midtbanespiller er Irlands mest værdifulde spiller, fordi han er interessant for andre klubber end bare Bournemouth, som han har hjulpet fra League One til PL.

Jeff Hendrick, Burnley, 97 mio. kroner
Da Hendrick i sommeren 2016 skiftede Derby ud med Burnley, var han klubbens dyreste indkøb nogensinde. Det er han ikke længere, men værdien holder han.

Robbie Brady, Burnley, 112 mio. kroner
Brady er det sidste blad på Irlands stærke Burnley-trekløver. Midtbanemanden kostede 110 milioner, da han sidste vinter skiftede fra Norwich.

James McClean, West Bromwich, 75 mio. kroner
Venstrekanten er blot reserve i West Bromwich, men han har masser af Premier League-erfaring på sit fine CV.

Daryl Murphy, Nottingham Forest, 19 mio. kroner
Veteranen er endnu en spiller, der aldrig for alvor har vist sig langtidsholdbar i Premier League og derfor har skabt sig en karriere i The Championship.

Shane Long , Southampton, 90 mio. kroner
Long er nok det mest kendte  navn i den irske startopstilling, men der er problemer med selvtilliden og målene hos Southampton-angriberen.

Samlet værdi: 759 mio. kroner

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.