Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Fodboldens nye orden: En særlig elite af topspillere sætter dagsordenen - og får det som de vil have det

Neymar i PSG-trøjen. REUTERS/Benoit Tessier
Neymar i PSG-trøjen. REUTERS/Benoit Tessier

222 millioner euro. Der er noget fantasifuldt over selve beløbet. Som det lille barn, der leger købmand og endnu ikke kender til den virkelige verdens priser på mælk, brød og ost. »Uha da, så må jeg vist lige se, om jeg har så mange penge med i pungen i dag,« lyder den voksnes overbærende pligtsvar.

Og det havde han søreme, Nasser Mohamed Ghanim Al-Khelaïfi, den qatarske forretningsmand og præsident for Paris Saint-Germain! Den franske fodboldklubs køb af brasilianske Neymar i FC Barcelona har fået fodbold-Europa til at slå kolbøtter af forargelse. For de fleste var handlen dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det astronomiske beløb er mere end dobbelt så stort, som den rekordsum engelske Manchester United betalte italienske Juventus for Paul Pogba sidste sommer. »Vanvittigt,« skrev den portugisiske sportsavis A Bola, mens Repubblicas klummeskribent Gianni Mura gav sig til at regne på, hvor mange skoler man mon kunne bygge for brasilianerens overgangssum.

Og man må give kritikerne, at der er noget flabet over købet.

Pariserne udnyttede, at Neymar akkurat som alle andre registrerede, professionelle fodboldspillere i Spanien har indskrevet en frikøbsklausul i sin kontrakt — ifølge en kongelig forordning anno 1985. FC Barcelona havde sat Neymars fribeløb så højt, at man følte sig på sikker grund, men torsdag 3. august 2017 vågnede catalonierne op til en ny virkelighed.

Fodboldens transferrekord er kun én gang de seneste 100 år blevet overgået mere eftertrykkeligt. Det var tilbage i 1932, dengang argentinske River Plate købte den farlige forward Bernabé Ferreyra af ligarivalerne Tigre formedelst et beløb dengang svarende til 23.000 britiske pund. En svimlende rekord som, hvis vi indregner inflationen, fik lov at stå i 22 år.

Kun de færreste tror, samme skæbne vil overgå Neymar-transferen. Rekorden er blevet et symbol på tidens grænseløshed, og forfærdede taler vi i munden på hinanden om den spiral, handlen kan sætte i gang. Tirsdag kunne den franske sportsavis L’Équipe afsløre, at prisen for Monaco-teenageren Kylian Mbappé, der er ønsket af både spanske Real Madrid og PSG, kan blive sat til omkring 200 millioner euro.

Magtesløsheden har været til at tage og føle på ikke blot i FC Barcelona-lejren, men såmænd også hos flere af konkurrenterne. Olympique Lyons præsident, Jean-Michel Aulas, har talt om den »farlige økonomiske boble«, som PSG er i færd med at skabe.

Da PSG’s forhandlerteam lagde de mange penge på bordet i begyndelsen af august, nægtede den spanske ligaforening at godkende beløbet. Allerede tre døgn forinden dannede klubberne i landets øverste række fælles front og indgav en officiel klage til det europæiske fodboldforbund, UEFA, over Neymars parisiske flirt. »La Liga« mente, at PSG har forbrudt sig mod det omdiskuterede Financial Fair Play-reglement (FFP).

Det er ikke tilfældet. UEFA inddeler klubbernes regnskaber i perioder af tre år, og inden for hver af disse må en klubs underskud ikke overstige 30 millioner euro. Kun i helt særlige tilfælde kan forbundet godkende forretningsplaner med større tab. Denne sommer indledes en ny FFP-periode (2017-20) og dermed har PSG tre år — eller tre vinter- og to sommermarkeder — til at balancere købet af Neymar.

Forargelsen over Neymar-handlen skal ses i lyset af de europæiske topklubbers stigende omsætning og et voksende ønske om en mere solidarisk fordeling af goderne. To af månedens mest omtalte historier i engelsk fodbold vidner om dette skisma:

Den ventede nyhed om, at Premier League er på vej til at sætte ny sommertransferrekord med samlede indkøb for halvanden milliard euro. En stigning på 300 procent siden 2010. Desuden Manchester United-spilleren Juan Matas meddelelse, om at han fremover vil donere én procent af sin løn til velgørenhed. Torsdag fulgte FC Bayern Münchens tyske landsholdsspiller Mats Hummels trop i, hvad der kunne ligne begyndelsen på en egentlig modbevægelse.

Men der findes også folk, som af den ene eller anden grund ikke forarges over Neymars skifte til Paris.

Eksempelvis har den franske budgetminister Gérald Darmanin udtrykt glæde over, at brasilianeren nu skal betale sin skat i Frankrig, ligesom Manchester United-manager, José Mourinho, mener, at Neymar er sin overgangssum og løn (alt i alt en halv milliard euro) værd på banen og udenfor.

Problemet er ifølge portugiseren snarere den sværm af middelmådige spillere, der løber rundt med prisskilte på 60, 80 eller 100 millioner euro.

Uanset holdning og perspektiv synes det indiskutabelt, at store transfers er med til at forrykke magtbalancen.

»Med købet af Neymar forvandles PSG fra at være underdog til nu at være blandt de absolutte favoritter i kampen om Champions League-trofæet,« udtalte Dario Canovi, forhenværende rådgiver for en række italienske topspillere, i sidste uges udgave af ugemagasinet France Football.

I Barcelona skræmmer sporene. Tre gange tidligere har man mistet en stjernespiller mod egen vilje og samtidig tabt terræn. Det gjaldt, da italienske FC Inter kaprede Luis Suárez i 1961, da Napoli hentede Diego Maradona i 1984, og senest da Real Madrid købte Luís Figo i juli 2000.

Aktuelt er FC Barcelona et langt mere robust foretagende. Klubben har i de seneste ti år været blandt de tre-fire største fodboldforretninger. I samme periode har man vundet syv mesterskaber og fire Champions League-titler. Ikke desto mindre har de seneste dages Super Cup-nederlag til Real Madrid vist, at catalanerne trænger til nyt blod, mens klubbens mange fans efterhånden er utålmodige.

Ugens køb af den hårdtarbejdende, brasilianske midtbanespiller Paulinho for 40 millioner euro i Guangzhou Evergrande har ramt klubpræsident Josep Maria Bartomeu i nakken som en boomerang. Også han er nu formentlig klar over, at der skal langt tungere erstatninger til for at stilne folkets vrede.

Jagten på både Liverpools Philippe Coutinho og Borussia Dortmunds Ousmane Dembélé er gået ind i den afgørende fase. Begge spillere vil efter alt at dømme gerne til Barcelona, men deres nuværende arbejdsgivere har sat foden ned. Indtil videre. For er der noget, Neymar-sagen har demonstreret, så er det, hvem der bestemmer, hvor skabet skal stå i den internationale topfodbold.

I den første uge efter brasilianerens skifte til PSG, høstede den franske klub flere end en million nye følgere på Facebook, Instagram og Twitter. Det er således hverken FIFA, UEFA, de nationale forbund eller klubberne, selv ikke de største, som sætter dagsordenen. Det er i stedet en særlig elite af topspillere, der før eller siden ender med at få det, som de vil have det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.