Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

FCK og B93 knytter tætte bånd inden pokalkamp

B93 skal onsdag aften spille lokalopgør mod FC København i kvartfinalen i den danske pokalturnering.

FC København-anfører Mathias Zanka Jørgensen (til venstre) ser tilbage på mange gode ungdomsår i B93 inden onsdagens pokalkamp mellem de to klubber. Scanpix/Liselotte Sabroe
FC København-anfører Mathias Zanka Jørgensen (til venstre) ser tilbage på mange gode ungdomsår i B93 inden onsdagens pokalkamp mellem de to klubber. Scanpix/Liselotte Sabroe

FC København og B93 har hjemmebane få meter fra hinanden på Østerbro i København.

Onsdag aften skal de to hold spille kvartfinale i DBU Pokalen på FCK's hjemmebane, Telia Parken.

Klubberne har på grund af den ekstremt korte afstand tætte bånd på både spiller-, træner- og ledelsesplan.

FCK råder over Jores Okore, Youssef Toutouh, Bashkim Kadrii og Mathias "Zanka" Jørgensen, som tidligere har spillet i B93. Kadrii er dog udlejet i foråret.

- Der er rigtig mange ting, der forbinder os til den klub. På den måde er det sjovt, at det lige var B93, vi trak, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Flere B93-trænere som Johan Lange og Morten Grahn er skiftet til FCK. Og FCK-spilleren William Kvist er blevet medlem af bestyrelsen i B93.

- Hvis vi bare kigger på School of Excellence (FCK's ungdomsafdeling, red.), har vi fire-fem trænere, som var trænere i B93, da jeg var ungdomsspiller derovre.

- Johan Lange, som er FCK's tekniske direktør, havde jeg som træner i B93, husker Mathias "Zanka" Jørgensen.

FCK-anføreren ved ikke, om B93, der i øjeblikket forsøger at rykke op fra den tredjebedste danske fodboldrække, er lillebror i lokalopgøret.

I et historisk perspektiv har B93 med næsten 100 år mere på bagen vundet ni danske mesterskaber siden stiftelsen i 1893. FCK har vundet 11 siden stiftelsen i 1992.

- B93 er jo lillebror i folkemunde, men som ægte B93'ere vil sige, så er det nok lige omvendt. Men det er nok mere historisk set.

- Det er nok også mere i ungdomsrækkerne, at der er konkurrence, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

Det husker han selv fra sine 14 år i B93.

- Jeg spillede i B93, fra jeg var tre til 17 år. Og jeg rykkede direkte videre derfra til FC København, så på den måde betyder klubben meget for mig.

- Der er rigtig mange mennesker i og omkring klubben, som jeg stadig kender. Jeg har venner, som spiller for B93 eller på anden- eller tredjeholdet på seniorplan, siger den 26-årige stopper.

FCK-træner Ståle Solbakken plejer at spare nøglespillerne i pokalturneringen, så "Zanka" forventer ikke at spille opgøret.

- Selvfølgelig vil jeg gerne spille. Det er der ingen tvivl om. Men Ståle får lov til at bestemme.

- Alle skal have lov til at spille, og hvis jeg løber og spiller alle de andre kampe, så er det nok ikke mit navn, som står først.

- Omvendt kan jeg så holde mig uden for. Så er der ingen sure miner i nogle af lejrene efterfølgende.

- Så kan jeg stå og kramme Gitte Arnskov, klubdamen som har været i B93 i et utal af år. Så kan jeg se kampen med hende, lyder det fra Mathias "Zanka" Jørgensen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.