Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

En amerikaner til – rigtig – fodbold

I 2012 flyttede Danny Hakim til London for at begynde på sit nye job som erhvervsjournalist for The New York Times. Tilskyndet af sin søn begyndte han at følge et af lokalbefolkningens ugentlige ritualer.

Tottenham Hotspurs danske midtbanespiller, Christian Eriksen, fejrer en scoring med et begejstret publikum som bagtæppe. Foto: Justin Tallis/AFP
Tottenham Hotspurs danske midtbanespiller, Christian Eriksen, fejrer en scoring med et begejstret publikum som bagtæppe. Foto: Justin Tallis/AFP

Der er et hjælpsomt skilt på bagsiden af sæderne i familiesektionen på White Hart Lane, Tottenham Hotspurs’ hjemmebane.

»Behersk dit sprog«, hedder det indledningsvist.

»Nordtribunen er vores familiesektion«, fortsætter det med det sidste ord fremhævet i fed skrift. »Derfor vil klubben gerne anmode vore tilskuere om at vise hensyn over for det store antal børn og familier, der holder til i dette afsnit«.

Og videre, igen med fed skrift:

»Afstå derfor fra uanstændigt eller nedsættende sprog samt truende adfærd«.

Da min yngste søn, Eli, udpegede denne alvorlige formaning for mig, havde han et bredt grin om munden. Han var lige fyldt ti år, tjente selv sine lommepenge og var klar til at få udvidet sit ordforråd. Det var vores anden Spurs-kamp, siden vi var flyttet til London, og vi vidste, hvad vi havde i vente. Set fra hans synspunkt var White Hart Lane et sikkert sted, hvor han kunne lære at bande.

De saftigste eder begyndte da også straks at regne ned et minuts tid eller to senere – til mine to sønners udelte fornøjelse. En spiller fra Manchester City var sluppet fri og styrtede af sted mod målet, men netop som han skulle til at skyde, snublede han og væltede om med ansigtet forvredet i smerte. Vi sad på tredje række, så det skete praktisk taget for fødderne af os.

Publikum stod allerede op, men gav sig nu til at huje og råbe, som var de gamle romere vendt tilbage til byen, og en gladiator lå falden i arenaen. Vores familiesektion begyndte at nedkalde alverdens ulykker over den kvæstede stakkel. De brave folk råbte ydmygende kommentarer om hans ryg, hans ben, hans kønsorganer, hans mentale tilstand.

»Den mand derovre har lige brugt F-ordet!« sagde Eli med en høj hvisken.

Jeps, hørte det godt. Lidt svært at overhøre. Det samme for så vidt med den mand, der skreg det samme ord lige bag os. Selv den britiske dreng ved siden af os, der formentlig havde været til hundredvis af kampe, vendte sig og kiggede imponeret på fyren.

Jeg koncentrerede mig om at læse resten af skiltet på sædet foran mig:

»Stewards vil overvåge området omhyggeligt...«

Ha ha, javel så.

»... og enhver tilskuer, som ikke overholder disse retningslinjer, risikerer at blive bortvist fra stadion«.

Lad os være helt ærlige: det sker nok ikke.

»... og få sit sæsonkort eller medlemskab annulleret uden refusion«.

Det tvivler jeg nu stærkt på.

Et hold, der ikke er helt til rotterne

Fodbold – det vil sige soccer – er svært at begribe for mange amerikanere. Selv briterne var lidt sene i optrækket. En tidlig udgave af nutidens spil blev forbudt af kong Edward II i 1314, fordi »der er en stor larm i byen som følge af denne trængsel om en stor bold, og mangen en galenskab udspringe deraf.«

Et halvt århundrede senere forsøgte Edward III at gøre ham kunststykket efter. Mens hans lov om bueskydning foreskrev øvelse med bue og pil på søn- og helligdage, forbød han omvendt alle distraktioner såsom sport og hanekampe »under trussel om tugthus«.

Jeg var selv skeptisk, da vi bestemte os for at tage ud og se Spurs. Vores pladser var lige bag det ene mål, hvilket betød, at al handling ved det fjerneste mål var lidt svært at følge med i. Men når spillet nåede op i vores ende, føltes det til gengæld som om, vi befandt os midt i en vigtig begivenhed. Vi dukkede os, når et skud gik over mål, og min svoger, som af og til fulgte med på TV hjemme i Amerika, fik mere end én gang øje på os i mængden.

Det var min ældste søn, Casey, der nu er 14, som først udså sig Tottenham, efter at vi var ankommet til London i 2013. Dengang var det en klub i midten af feltet, men Casey afviste Arsenal som en mulighed, selv om de fleste af hans kammerater i det nordlige London støttede dem.

»Jeg ville have et hold, som ikke var det aller­bedste, men heller ikke helt til rotterne,« sagde han. Tilfældet ville imidlertid, at han havde udset sig Spurs netop som deres form begyndte at ændre sig til det bedre. Tottenham ligger nu nummer to i Premier League.

Har lært at holde mund

Det varede lidt, før den fulde kulturelle betydning af fodbold dæmrede for mig. I 2014 så jeg en kamp med Englands landhold i den lokale tennisklub. Efter omkring 20 minutter rejste jeg mig for at gå. 20 minutter var dengang det længste sammenhængende tidsrum, jeg havde brugt på fodbold. Men klubbens kok, som havde fattet sympati for mig på grund af en fælles hang til heavy metal, signalerede ivrigt, at jeg skulle sætte mig ned. Det var helt tydeligt på hans forfærdede ansigtsudtryk, at det ville være et brud på protokollen at daske af midt i en landskamp.

Alvoren i tilværelsen som fodboldfan blev yderligere understreget af en kvindestemme, jeg hørte i billetkøen på White Hart Lane. Det var en båndet stemme, der lød alvorlig som en overlærerinde:

»Billetter i denne kø er udelukkende til hjemmekampe på White Hart Lane og kun for hjemmepublikum,« sagde hun myndigt. »Enhver tilhænger af det tilrejsende hold vil blive bortvist fra stadium uden refusion af billetten.«

Fangrupper er strengt adskilt på White Hart Lane. Det samme er tilfældet på alle andre stadioner i landet. Ofte er de tilmed omgivet af en hær af sikkerhedsfolk i orange veste.

Vi har også lært at holde vores bøtte. For et par år siden var vi på vej ind på stadion for at se Tottenham spille mod Manchester City, da Casey gjorde holdt og tog den alvorlige mine på:

»Hvis vi taber,« sagde han og så på sin bror og mig, »skal I ikke sige et ord, før vi er på Northern Line.«

Vi skulle med tre forskellige undergrundstog for at nå hjem, og Northern var det sidste af dem. Men Casey havde lært, at enhver kommentar efter et nederlag svarede til at fortælle vittigheder om bomber i lufthavnen.

Jeg kunne ikke huske, at min søn havde belært mig på den måde før. Jeg var rørt.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.