Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Effektive Manchester United slår Liverpool i topbrag

To lange udspark lagde fundamentet for Manchester United, da holdet lørdag vandt 2-1 over Liverpool.

Marcus Rashford tørrede Trent Alexander-Arnold, da han bragte Manchester United foran 1-0 mod Liverpool i lørdagens topopgør i Premier League. Senere gjorde Rashford det også til 2-0. Scanpix/Oli Scarff
Marcus Rashford tørrede Trent Alexander-Arnold, da han bragte Manchester United foran 1-0 mod Liverpool i lørdagens topopgør i Premier League. Senere gjorde Rashford det også til 2-0. Scanpix/Oli Scarff

Manchester. Manchester United viste stor effektivitet og solid organisation, da José Mourinhos mandskab lørdag besejrede Liverpool 2-1 i den direkte duel om andenpladsen i Premier League.

To lange udspark fra United-målmand David de Gea var med til at lægge fundamentet for sejren, som bringer Manchester United op på 65 point for 30 kampe. Det er fem flere end Liverpool på tredjepladsen.

Med nederlaget har Liverpool ikke vundet over Manchester United i de seneste otte opgør i Premier League.

Siden Liverpool-sejren på Old Trafford i 2014 var det blevet til fire United-sejre og derefter tre uafgjorte på stribe i ligaen.

Men denne gang kom Manchester United foran allerede efter 15 minutter.

Romelu Lukaku stangede et langt udspark fra målmand David de Gea videre til Marcus Rashford, som på kanten af offside løb fra gæsternes unge højreback, Trent Alexander-Arnold, og siden snød højrebacken med et frækt træk op i banen, hvorfra han klaskede bolden over i det lange hjørne.

Ellers så målfarlige Liverpool havde bolden meget, men havde svært ved at skabe chancer mod de påpasselige og velorganiserede værter.

Forsvarskæmpen Virgil van Dijk havde en stor chance efter hjørnespark, men headede forbi. På det efterfølgende målspark knuste Romelu Lukaku igen Liverpools Dejan Lovren i en hovedstødsduel, tog bolden ned, og via et par tilfældigheder endte den hos Rashford, som igen fandt det lange hjørne til 2-0 efter 24 minutter.

Liverpool-målmand Loris Karius var røget på skovtur, og Alexander-Arnold vendte siden til og blev smal, da Rashford lige netop lagde bolden forbi ham og ind i det forladte mål.

Syv minutter før pausen var Juan Mata tæt på 3-0, da han helt fri helflugtede bolden forbi mål.

I anden halvleg blev kampbilledet endnu tydeligere. Liverpool pressede på, og Manchester United forsvarede sig dybt.

I det 66. minut måtte Liverpool dog have et klodset selvmål af Eric Bailly til hjælp for at komme på tavlen.

Men derfra lukkede United-holdet igen alt ned, og Liverpool kom ikke til store chancer.

Først efter det 12. Liverpool-hjørnespark - fem minutter inde i overtiden - kom Mohamed Salah til en afslutning, som han helflugtede over mål.

Manchester United fik kun ét hjørnespark i kampen, men det betød mindre i endnu en taktisk triumf for United-manager José Mourinho.

Søndag spiller Tottenham ude mod Bournemouth, og Christian Eriksen og kompagni overtager rækkens tredjeplads, hvis det bliver til sejr.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.