Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DHF-boss trygler modstandere om grønt lys til René Toft

Hvis René Toft Hansen skal spille ved VM, skal modstanderne sige god for hans ulovlige albuebeskytter.

Morten Stig Christensen er frustreret over, at René Toft-sagen er kommet så langt ud. Scanpix/Simon Skipper
Morten Stig Christensen er frustreret over, at René Toft-sagen er kommet så langt ud. Scanpix/Simon Skipper

Det er alene op til Danmarks VM-modstandere, om René Toft Hansen må spille med sin specielle albuebeskytter ved VM.

Sådan står den bizarre sag efter alt dømme fredag aften, hvor Dansk Håndbold Forbund (DHF) fortsat venter på en endelig bekræftelse på det, der ligner en lille åbning i forhold til den danske forsvarskæmpes VM-deltagelse.

DHF's generalsekretær, Morten Stig Christensen, og resten af den danske delegation er nu gået i gang med at overtale Danmarks modstandere til at sige god for, at Toft kan dele øretæver ud i den danske bagkæde.

- Jeg klynger mig til håbet om, at så mange som muligt vil sige ja.

- Det er et spørgsmål om fairplay. De har jo spillet mod ham tidligere både i Champions League og med landsholdet, hvor han har brugt den beskyttelse, siger Morten Stig Christensen.

Problemet med René Toft Hansens albuebeskytter bunder i skrappere regler, som Det Internationale Håndboldforbund (IHF) indførte sidste sommer og som forbyder nogle metaldele, der findes i albuebeskytteren.

Det betød, at Toft Hansen måtte spille OL uden beskyttelse, men det medførte så store smerter, at han afviser at gøre det igen.

- Vores hold af læger og fysioterapeuter har arbejdet intenst med at finde en anden løsning. Problemet er, at han ofte får meget stærke allergiske reaktioner, når man taper ham op, forklarer Morten Stig Christensen.

Han mener ikke, DHF kunne have gjort noget anderledes for at forhindre, at landsholdet havnede i denne situation kun få timer før VM-premieren mod Argentina.

- Vi har forsøgt i seks måneder at finde en løsning. Nogle gange er det sådan, at selv om du spørger flere gange, er det ikke sikkert, du får svar.

- Vi har desperat kæmpet for det her. Vi har gjort det via Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) og direkte til IHF. Den europæiske spillerforening har også forsøgt at få en dialog i gang, siger Morten Stig Christensen.

Han opfordrer IHF til at tage i betragtning, hvilke konsekvenser det kan få for spillere, hvis de ikke må spille med den sædvanlige beskyttelse.

- Hvis René Toft ikke kan spille med den skinne, må det per definition betyde, at det også skal indskærpes over for EHF, at han heller ikke skal spille med den i Champions League.

- Så ligner det jo et karrierestop, og det ville jo være helt vanvittigt. Det kan ingen være interesserede i, siger Morten Stig Christensen.

Foreløbig er det kun sikkert, at René Toft Hansen ikke spiller åbningskampen mod Argentina.

DHF har indtil lørdag morgen klokken ni til at skrive ham ind i truppen, hvis han skal have mulighed for at deltage lørdag mod Egypten. Men det kræver altså egypternes godkendelse.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.