Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Det norske Myrakel

Bjarte Myrhol er symbolet på den norske håndboldsucces, der måske kan true Danmarks dominans, hvis Frankrig besejres i VM-finalen i dag.

Foto: AFP PHOTO / FRANCK FIFE
Foto: AFP PHOTO / FRANCK FIFE

Der var Sverige med Staffan Olsson, Magnus Wislander og Ljubomir Vranjes i 1990erne.

Danmark overtog stafetten med Lars Christiansen, Michael V. Knudsen og Mikkel Hansen. Island er poppet op med jævne mellemrum med Olafur Stefansson som den helt store stjerne.

Men er det nu Norges tur til at være Nordens harpikshelte?

Det kan vise sig at blive tilfældet, når Bjarte Myrhol og co. skal måle muskler med Frankrigs altvindende Les Experts i VM-finalen i Paris i dag. Og det er især den 34-årige kaptajn Bjarte Myrhol, der har tyret håndboldfeberen ind i kirtlerne på nordmændene.

Myrhol nåede sin landskamp nummer 200 i semifinaledramaet mod Kroatien, og han var rørt, da det lykkedes Norge at sikre sig en medalje via finalepladsen. Den første medalje til Norge nogensinde.

»Jeg har drømt om det her sindssygt længe. Jeg havde min familie i tankerne. Jeg fik en tegning af min søn af mig med en medalje på. Den har været med mig hele vejen, og den skal hænges op i stuen nu,« sagde Bjarte Myrhol efter semifinalen til TV 2 Norge.

Overvandt kræften

Myrhol er den store historie i Norge. For seks år siden fik han testikelkræft og frygtede, at han ikke skulle kunne få børn. Han kæmpede sig igennem sygdommen, han fik sin søn Rasmus, og nu gennemlever han sin måske største succes på håndboldbanen. En fantastisk historie om spilleren, der til dagligt spiller i Skjern. I Norge er de heller ikke bange for at hylde ham.

»I mine øjne er Myrhol alle tiders norske holdsportsudøver. Der er ingen over, ingen ved siden af og ganske langt ned til næste mand på min liste. Han er måske ikke den bedste idrætsudøver, vi har haft. Ikke den bedste håndboldspiller heller. Men han er den bedste holdspiller. Alle sportsudøvere i Norge skulle have en holdkammerat som Myrhol,« skriver TV 2 Norges Stig Nygård i en klumme.

Norge har længe været dominerende i kvindehåndbold, men det er først nu, at herrerne kommer efter det. Den bedste præstation kom sidste år ved EM, hvor bronzekampen blev tabt til Kroatien. Nu bliver det minimum til sølv ved VM. Og det er ikke noget tilfælde.

»De har arbejdet godt længe. Det her er ikke noget, som er blevet skabt i disse dage i Frankrig. Norsk herrehåndbold har taget mange rigtige greb og gjort meget godt arbejde over lidt længere tid. Det topper nu. De er på bolden hele tiden,« siger landstræner for det norske kvindelandshold, Thorir Hergeirsson, til TV 2 Norge.

Det er de dog næppe søndag aften, når Frankrig på hjemmebane venter i VM-finalen klokken 17.30.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.