Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den perfekte weekend

Den hidsige optimering efterlader os modløse, når uheldet er ude. Men det bekræfter os også i det afgørende i netop detaljegraden, når heldet er med os.

Kevin Magnussens  sæson viser os, at der altid er en forklaring på modgang, hvis blot man leder tilstrækkeligt længe de rette steder. Her er det i Bahrain, hvor Kevin Magnussen udgik efter få omgange som følge af tekniske problemer. Foto: Valdrin Xhemaj/EPA
Kevin Magnussens sæson viser os, at der altid er en forklaring på modgang, hvis blot man leder tilstrækkeligt længe de rette steder. Her er det i Bahrain, hvor Kevin Magnussen udgik efter få omgange som følge af tekniske problemer. Foto: Valdrin Xhemaj/EPA

Næste weekend køres Formel 1-sæsonens ottende grandprix. Denne gang gælder det Baku City Circuit i Baku i Aserbajd­sjan, der for andet år i træk er en del af motorsportens dyreste karavane.

Mercedes-køreren Lewis Hamilton er bookmakernes foreløbige favorit tæt forfulgt af Ferraris Sebastian Vettel. Først uden for bookmakernes top-10 finder vi feltets danske islæt, Haas-teamets Kevin Magnussen.

Ingen sport er mere nådesløs end Formel 1. Her sidder de bedste kørere i de bedste biler. Og selv om det nye og ændrede regelsæt, der trådte i kraft i år, beviseligt har overgivet magt fra motor til kører, så er afhængigheden af materiel og stab fortsat altafgørende.

Det er ikke forkert at hævde, at Kevin Magnussen befinder sig et stykke fra toppen. Danskeren har sikret sig fem VM-point – fire i sæsonens andet løb i Shanghai i april og et enkelt point på den krævende bane i Monaco i sidste måned. Hans sæson har først og fremmest været en hanekamp med teamkammeraten, franskschweizeren Romain Grosjean, der har hentet dobbelt så mange point og er endt i top-10 i fire ud af syv løb.

Magnussen og Grosjean har ærgret sig på skift. Den ene uge er den gal med den enes bil, den anden uge har den anden igen været decideret uheldig i et afgø­rende moment. Formel 1 er en individuel sportsgren forklædt som holdidræt. De to er først og fremmest hinandens største konkurrenter – Magnussen håber naturligvis, at han gør det bedre end Grosjean – og omvendt.

Især danskerens sæson viser os, at der altid er en forklaring på modgangen, hvis bare man leder tilstrækkeligt længe og de rette steder.

I det bahrainske grandprix måtte Kevin Magnussen efter få omgange udgå med tekniske problemer. I Sotji fik han en femsekundersstraf for at have rundet en kantsten den forkerte vej, en dom som danskeren var uenig i. Mod slutningen af løbet i Montmeló ramte han russiske Daniil Kvjats bil, punkterede og måtte en tur i pitten. I Monaco punkterede han efter at have ramt en ujævnhed i banen, og efter grandprixet i Canada mente Kevin Magnussen selv, at den megen trafik og andre køreres fejl havde kostet ham dyrt.

Det er én måde, hvorpå man kan udlægge den første tredjedel af Formel 1-sæsonen. Alle Magnussens overvejelser, som er blevet venligt kolporteret af den danske presse, er overvejende korrekte. Men med til historien hører også, at danskeren indimellem har haft heldet med sig eller selv har gjort sig skyldig i fejl.

I sæsonens første grandprix, i Australien, begik danskeren flere markante kørerfejl. I samme løb bragede han ind i svenske Marcus Ericsson, men slap for straf. I Kina var det Grosjean, som var uheldig, og Magnussen der høstede VM-point på andres ulykke. I Canada overhalede han Stoffel Vandoorne under en virtual safety car. Den slags er ulovligt, og selv om danskeren hurtigt indså sin fejl og gav belgieren plads, gav kommissærerne den unge dansker en tidsstraf.

Efter løbet klagede Haas-chefen, Gunther Steiner, sin nød.

»Når nogen bliver straffet, så er det, som om det altid er os, selv om jeg ikke synes, vi er så slemme endda,« udtalte Steiner.

Heller ikke Magnussen var tilsyneladende imponeret over dommerstanden.

»Vi kan ikke alle være perfekte, heller ikke dommerne. Det (straffen, red.) er en fejl, for jeg gav ham pladsen tilbage, og jeg er ikke engang 100 procent sikker på, at jeg fik overhalet ham, inden virtual safety car udløb,« sagde han til TV-stationen 3+ umiddelbart efter løbet.

Den danske kørers jagt på den perfekte weekend viser os elitesportsmandens forbandelse. Hvis blot alt går efter planen, vil jeg vinde ... Det er logik for topidrætsfolk. Hvis ikke Magnussens tankegang var således, var han aldrig nået så langt. Dette er drivkraften. Det er de færreste sportsprofiler på øverste niveau, som stiller sig tilfredse med 95 procent.

Den mentale udfordring er, at den fuld­endte præstation ikke findes. Risikoen for et ujævnt underlag, en uopmærksom konkurrent eller et utilfredsstillende dækskifte er altid til stede. Der findes ingen idrætsgren, hvor uheldet kan elimineres, uanset hvor meget vi prøver.

I de senere år har topsporten gennemgået en videnskabeliggørelse, både teknologisk og teoretisk. Aldrig tidligere har tennis­ketsjeren været lettere, fodboldstøvlen smidigere eller løbeskoen mere stødabsorberende. Dertil kommer, at udøvere, trænere og ledere er i stand til at måle selv den mest ubetydelige detalje.

Den hidsige optimering efterlader os modløse, når uheldet er ude, men bekræfter os i det afgørende i netop detaljegraden, når heldet er med os.

Sender angriberen sit skudforsøg på indersiden af stolpen, så bolden akkurat smutter ind bag målmanden, vil han bagefter kunne holde et mindre foredrag om de minutiøse forberedelser, der ligger bag. Rammer samme forsøg i stedet ydersiden af stolpen og forsvinder ud blandt publikum, føler han sig som den uheldigste udøver i verden.

Tilfældet findes, og det samme gør marginalernes magt. Men i den store fortælling vil vi helst være fri for den.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.