Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Den gamle mand og pokalen

Tirsdag aften mindede Juventus os om, hvad elitesport også er. For anden gang på otte dage besejrede den italienske fodboldklub de unge darlings fra AS Monaco i den ene Champions League-semifinaler. Sejren på 2-1 hjemme på Juventus Stadium var måske nok mindre suveræn end 2-0-triumfen på Stade Louis II i Monaco i sidste uge. Alligevel var der aldrig tvivl om duellens udfald.

Juventus' målmand Gianluigi Buffon. REUTERS/Alberto Lingria
Juventus' målmand Gianluigi Buffon. REUTERS/Alberto Lingria

Kontrasten mellem Juventus og AS Monaco var slående, da den italienske klub besejrede franskmændene i den første Champions League-semifinale.

Monaco-træner Leonardo Jardim og hans hold har taget Europa med storm. Ni dage før Ligue 1s afslutning fører monegaskerne den bedste franske række foran mestrene fra Paris Saint-Germain. Foruden Champions League-semifinalen nåede holdet semifinalen i Coupe de France og finalen i den franske Liga Cup. I hele sæsonen har Monaco indtil nu scoret 152 mål. Det sidste overgår kun FC Barcelona (160) og Real Madrid (159).

Gennemsnitsalderen i Monacos startopstilling lyder på bare 25, og de fire største profiler er endnu yngre: venstrebacken Bernard Mendy (22 år), den portugisiske midtbaneregissør Bernardo Silva (22), kantspilleren Thomas Lemar (22) og forwarden Kylian Mbappé (18), det største franske angrebstalent siden Thierry Henry.

Lige så levende og begejstrende, Monaco er, lige så alvorlige og bestemte er spillerne i Torino-klubben Juventus. Her er ingen teenagere, her er ingen beruselse. Gennemsnitsalderen i tirsdags var 30,6 år.

I målet troner legenden Gianluigi Buffon, der fylder 40 til januar og er i gang med en af sine flotteste sæsoner i en lang karriere. Foran sig har han Andrea Barzagli (36), Giorgio Chiellini (33) og Leonardo Bonucci (30), fodboldverdenens stærkeste defensiv, der kun har indkasseret tre mål i 12 Champions League-kampe.

Ude på sidelinjen finder vi tørvetrilleren Massimiliano Allegri, der har en evne til at scanne plænen for mulige taktiske forandringer, og som bliver stiktosset, hvis hans spillere begår bare den mindste fejltagelse. På højrekanten finder vi 33-årige Dani Alves, der ikke kunne bruges i FC Barcelona, men som havde en afgørende fod med i alle fire mål mod Monaco – det sidste flugtede han selv ind fra 20 meter.

På den centrale midtbane har både tyske Sami Khedira (30) og bosniske Miralem Pjanic (27) for længst rundet 300 klubkampe i karrieren, og fremme i front er den tidligere Real Madrid- og Napoli-angriber Gonzalo Higuaín (29), en af de få spillere i historien, der har scoret flere end 100 mål i både spansk og italiensk topfodbold.

Juventus er et alternativ til tidens trend. Disse års fodbold er ellers gerne sorgløs, og balancen vil helst tippe til offensivens fordel. Ser vi mod en række af Europas superklubber – FC Barcelona, Real Madrid, FC Bayern München, PSG og Manchester City – står det klart, at de hellere vinder deres kampe 5-2 end 1-0. Klubledere som Karl-Heinz Rummenigge, Florentino Perez og Josep Maria Bartomeu ved, at underholdning sælger replikatrøjer, TV-abonnementer og sæsonkort.

Desuden forventes det af topspillerne, at de skal være fleksible. De skal være omstillingsparate, de skal være moderne. En af Manchester City-manager Josep Guardiolas første handlinger var at fyre målmand Joe Hart og erstatte ham med FC Barcelonas Claudio Bravo. Årsagen? Hart var for dårlig med fødderne. Siden har det desværre vist sig, at Bravo er for dårlig med hænderne.

Men en målmand er ikke længere blot en målmand, han er den bagerste markspiller. Samme stejle krav stilles til de øvrige positioner. Forsvareren skal ikke bare forsvare, han skal kunne bygge smukt op. Kantspilleren skal have en angriber gemt i maven, og angriberen skal kunne agere playmaker. Totalfodboldens drøm er, at alle spillere skal kunne det hele.

Sådan er det ikke i Juventus.

Tag blot den 187 centimeter høje og 87 kilo tunge Barzagli, som først og sidst er stopper. Han kan ikke drible, og han er langtfra så hurtig som de vævre angribere, han ofte er oppe imod. Han forsøger sig ikke med unødigt svære pasninger, og han bevæger sig kun sjældent langt op på modstanderens banehalvdel.

Til gengæld læser han spillet sublimt og begår under ét frispark per kamp. Derudover er han fremragende på både holdets egne og modstandernes dødbolde. Og Barzagli er langtfra holdets eneste specialarbejder. Ingen vil forlange af den tyske midtbanestøvsuger Khedira, at han skal gøre andet end det, han gør så godt. Og ingen tæller alle de meter, den trinde, giftige centerforward Higuaín ikke løber.

Det interessante er, at Juventus’ opgør med generalisterne ikke afføder destruktiv fodbold. I den første kvartfinale mod FC Barcelona skabte man chance på chance og sejrede med 3-0. I den sidste semifinale mod Monaco havde man kreeret fire store muligheder før Mario Mandžukićs føringsmål. Arbejdsopgaverne er fordelt tydeligt, men talkombinationerne kan variere: 3-4-2-1, 3-5-2, 4-2-3-1.

I minutterne efter avancementet til finalen manede Buffon til besindighed.

»Ja, vi skal til Cardiff (hvor finalen spilles 3. juni, red.), men jeg vil ikke kalde det for vores sæsonmål. For alene det at stå i en finale betyder ingenting,« sagde den mangeårige italienske landsholdsmålmand, som ved, hvad han taler om. Buffon var med i 2003, da Juventus tabte Champions League-finalen til AC Milan efter straffesparkskonkurrence, og han var med i 2015, da det blev til nederlag til FC Barcelona.

Alligevel havde den gamle mand svært ved at skjule sin glæde. Også han ved, at dette kan være hans sidste chance for at vinde den titel, han stadig mangler i sin samling. Og også han ved, at Juventus’ finaleplads, den anden på bare tre år, cementerer klubbens tilbagevenden til den absolutte elite.

Man kan nemt glemme det, men det er kun 11 år siden, Juventus blev tvangsnedrykket til Serie B for sin rolle i den såkaldte Calciopoli-skandale om dommerpression. Siden har klubben langsomt, men sikkert rejst sig: oprykningen til Serie A i 2007, comebacket til Champions League i 2008, opførelsen af klubbens nye stadion i 2011, mesterskabet i 2012 og Champions League-finalen i 2015.

På søndag kan Juventus med et uafgjort resultat ude mod AS Roma vinde sit sjette nationale mesterskab i træk. Dette har ingen klub tidligere præsteret i Italien, Spanien, Tyskland eller England.

Trods pæne overskud – 70 millioner euro i det seneste halvår – befinder norditalienerne sig stadig et stykke fra Europas største og mest globale fodboldforretninger. I 2006 rangerede Juventus som verdens tredjestørste fodboldklub målt på omsætning, i dag må man tage til takke med en tiendeplads. Juventus’ årlige omsætning for sæsonen 2015/16 lød på 341 mio. euro eller knap det halve af Manchester Uniteds.

Det er ikke til at se inde på fodboldbanen.

Juventus møder lørdag 3. juni Real Madrid på Millennium Stadium i Cardiff.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.