Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Sport

De store stjerners år: Federer funkler stadig

Aldrig har de største navne været mere stabile end i disse år. Det ene hegemoni afløser det andet. Det er lige så imponerende, som det er forudsigeligt. Man får næsten ondt af de stakkels konkurrenter.

I sidste weekend gik det meste af tennisverdenen i nostalgisk selvsving. Roger Federer og Rafael Nadal mødtes i finalen ved Australian Open. Det lignede noget, vi havde set før, men for efterhånden længe siden. Det 21. århundredesFoto: William West / AFP Photo
I sidste weekend gik det meste af tennisverdenen i nostalgisk selvsving. Roger Federer og Rafael Nadal mødtes i finalen ved Australian Open. Det lignede noget, vi havde set før, men for efterhånden længe siden. Det 21. århundredesFoto: William West / AFP Photo

I sidste weekend gik det meste af tennisverdenen i nostalgisk selvsving. Roger Federer og Rafael Nadal mødtes i finalen ved Australian Open. Det lignede noget, vi havde set før, men for efterhånden længe siden. Det 21. århundredes to vigtigste herretennisspillere og to af den internationale topsports største mestre duellerede for første gang siden Nadals sejr på Roland Garros i 2011 i en Grand Slam-finale.

Denne gang sejrede den 35-årige schweizer i fem sæt over sin fem år yngre, spanske konkurrent og ven. Federer har vundet 18 Grand Slam-titler, Nadal 14. Ingen i tennishistorien har vundet flere. Men duoen er i de senere år blevet overhalet af folk som Novak Djokovic, Stan Wawrinka og Milos Raonic. Hverken Federer eller Nadal er længere at finde på verdensranglistens top 5.

Alligevel er der noget tidstypisk over schweizeren og spanieren. Mellem 2004 og 2011 dominerede de deres sport. De opførte sig som gentlemen, mens de satte standarden på hver sin måde: Federer med sin svævende elegance sit og vidunderlige repertoire på græs, Nadal med sine muskler, sin slidstyrke og sin fighterevner på grus. I en lang periode lignede det en ulige kamp for selv de næstbedste.

Et lignende mønster genfandt vi i Australian Opens kvindefinale. Her slog Serena Williams sin storesøster, den 36-årige Venus, og også her spillede historien med i mere end en forstand. Serena vandt sin 23 Grand Slam-titel i sin 29 singlefinale i WTA Tourens fire vigtigste turneringer. Venus optrådte i sin foreløbig sidste store finale 20 år efter sin første (US Open, 1997). To rekorder i tennissportens professionelle æra.
Også i fodboldverdenen har vi i de senere år set en forbløffende kontinuitet blandt de bedste.

Hverken Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo har spillet så meget som én dårlig halvsæson de seneste ti år. Siden 2008 er enten argentineren eller portugiseren ved den årlige kåring blevet udnævnt til verdens bedste spiller, og fra 2010 har ingen af dem scoret under 45 mål i et kalenderår. Vi er efterhånden så forvænte, at vi kalder det en krise, hvis en af dem ikke scorer i tre kampe i træk.

I laget lige under er stabiliteten noget nær den samme. Folk som Andrés Iniesta, Zlatan Ibrahimović og Arjen Robben har i mere end et årti leveret fremragende præstationer uge efter uge, måned efter måned, år efter år. Kun skader har indimellem stoppet dem i at gøre deres job. På træningsbanen udviser de alle en disciplin, der er frømandskorpset værdigt. De er de bedste, men samtidig de mest ærgerrige.

Vi kunne sige nøjagtig det samme om Usain Bolt, Kobe Bryant, Michael Phelps, Marit Bjørgen og Allyson Felix. For sådan ser vor tids elitesportsudøver nemlig ud: strømlinet, perfektionistisk, diplomatisk. Hun holder sig på toppen, fordi hun er bedre beskyttet end sine forgængere, og fordi hun er i stand til at passe på sig selv fysisk såvel som mentalt i et ofte stressende og hysterisk miljø.

De store sportsgrene har til alle tider haft regimer og ikoner. Det nye er ikke, at vi oplever sublime præstationer, og markant flere fra nogle udøvere end andre. Det nye er, at de allerbedste har en tilsyneladende uudslukkelig sult efter at vinde. Over et årti eller mere formår de at holde kadencen og konkurrenterne på afstand. Som optimerede robotter.
Sådan var det ikke for bare 25-30 år siden.

I 1990-sæsonen vandt tennisprofilen Stefan Edberg flest ATP-titler (syv) og nåede flest finaler (12). Han vandt Wimbledon og spillede sig i Australien Open-finalen. Men på både Roland Garros og ved US Open blev den førsteseedede svensker elimineret i sin første kamp. I begge tilfælde tabte Edberg til en upåagtet spiller, der selv røg ud runden efter.
Til sammenligning har Federer ikke prøvet af tabe en 1. runde-kamp i Grand Slam-sammenhæng i snart 14 år (55 turneringer). Ser vi på Djokovic, skal vi 11 år eller 44 turneringer tilbage.

Seks år før Edbergs sejre og nederlag vandt sprinteren Florence Griffith Joyner OL-sølv på 200 meter i hjembyen Los Angeles. I tiden efter arbejdede hun i en bank, før hun atter valgte at satse på atletikken og endte med at vinde tre guldmedaljer og sætte to verdensrekorder ved OL i Seoul i 1988. Året efter indstillede hun karrieren for i stedet at blive forretningskvinde.

Eller hvad med Edbergs og Griffith Joyners samtidige, fodboldfænomenet Diego Armando Maradona? Argentineren var sin tids vigtigste spiller og rangerer blandt alle tiders største, men han optrådte reelt kun på det højeste internationale niveau i seks-syv år. Det var dengang for ikke så længe siden, da vejen til succes fortsat kunne være virkelig snørklet, profilernes udfald kunne være dramatiske og sensationer fandt faktisk sted med jævne mellemrum.
Forskellen på en evig stjerne og en supernova illustreres måske bedst af to vestafrikanske mellem- og langdistanceløbere fra det forrige århundrede: Daniel Komen og Haile Gebrselassie.

Komen havde et par gyldne år, der indbragte ham en stadig stående verdensrekord på 3.000 meter (både inden- og udendørs). Kenyaneren løb fra en hel verden, men hans lys brændte snart ud. Den tre år ældre Gebrselassie begrænsede sig derimod aldrig. Etiopieren dystede på højeste plan i alt fra 1.500 meter til maraton og vandt 13 OL- og VM-medaljer på fire forskellige distancer over ti år.
Forskellen på Komen og Gebrselassie lå ikke i fødderne, men oppe i hovedet. Førstnævnte havde et guddommeligt talent, sidstnævnte havde verdens stærkeste vilje.

Blandt de 13 sportsmænd og -kvinder med flest OL-guldmedaljer i historien har de fem hentet (alle eller flere af) deres medaljer efter årtusindeskiftet. Aldrig har de største navne været mere stabile end i disse år. Det ene hegemoni afløser det andet. Det er lige så imponerende, som det er forudsigeligt. Man får næsten ondt af de stakkels konkurrenter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.