Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

DBU skal udnytte symbolværdi ved VM-kvalifikation

En VM-kvalifikation kan give DBU øgede muligheder for at score store summer på sponsorater.

En VM-kvalifikation kan give DBU øgede muligheder for at score store summer på sponsorater. Foto: Lars Møller/Scanpix
En VM-kvalifikation kan give DBU øgede muligheder for at score store summer på sponsorater. Foto: Lars Møller/Scanpix

60 millioner kroner. Sådan lyder udbetalingen fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, til Dansk Boldspil-Union (DBU), hvis det tirsdag lykkes for Danmark at indløse billet til VM 2018 med samlet sejr over Irland.

Men mange flere penge kan falde af til forbundet, hvis det formår at udnytte sideeffekterne ved en kvalifikation til slutrunden i Rusland, vurderer Kenneth Cortsen, forsker i sportsøkonomi ved UCN, Aalborg og Aarhus Universitet.

»60 millioner er et anseligt beløb, men de store symbolværdier vil række ud over de millioner. Man vil kunne kapitalisere på større sponsorsalg og aktivering i forhold til det.«

»Det vil blive mere interessant at blive kædet sammen med A-landsholdet, der nu en gang er DBU's kerneprodukt. Hele vejen rundt vil der være positivitet over en kvalifikation i form af hype og interesse fra fans,« siger Cortsen.

Han vil ikke sætte beløb på den mulige ekstraindtjening.

»Jeg er forsker og skal ikke lægge budget for DBU. Det handler om at sætte kompetencer i spil, når den sportslige stab har gjort det, den skal gøre i form af kvalifikation.«

»Produkterne sælger ikke sig selv, da man er i konkurrence med andre i oplevelsesøkonomien,« siger han.

Skulle Irland vinde samlet, vil det være den tredje slutrunde i træk, som Danmark misser.

»Så har man en helt anden retorik, der vil fylde i folks bevidsthed, og forbundet har mindre at lege med, da man er afhængig af indtægt for at reinvestere i det sportslige setup og styrke grundlaget for at stå stærkt i konkurrencen.«

Vil DBU ligefrem været truet på driften?

»Det skal jeg ikke gøre mig til herre over. I nogle år har man skullet skære ind til benet og blandt andet undladt at sende ligalandsholdet afsted, og man har taget andre økonomiske hensyn for at vise økonomisk ansvarlighed.«

»Det kan være udtryk for, at man ikke får indtægter nok ind. Når man over en længere periode ikke har haft en guldrandet forretning og igen misser en slutrunde, er det ikke noget, der begunstiger situationen,« siger Kenneth Cortsen.

Ved det seneste årsregnskab havde DBU en egenkapital på lidt mere end 120 millioner kroner.

Jesper Jørgensen, der er fodboldøkonom hos Deloitte, mener da heller ikke, at DBU er truet, selv om det skulle blive til endnu en misset slutrunde.

»DBU er overhovedet ikke afhængig af slutrunde-deltagelser økonomisk. Det handler mere om de sportslige perspektiver.«

»Pengene vil være en appelsin i turbanen, der giver ekstra muligheder. 60 millioner svarer til omkring 20 procent af årsomsætningen, så det er rigtig mange penge,« siger Jesper Jørgensen.

Returkampen begynder i Dublin tirsdag 20.45. Den første kamp i København sluttede 0-0.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.