Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk damedouble holdt kærligheden hemmelig: Derfor sagde vi ikke noget i otte år

Verdens bedste damedouble er mere end et makkerpar på banen. De har siden 2009 været kærester i det skjulte.

Kamilla Rutter Juhl og Christinna Pedersen til ceremoni efter OL.
Kamilla Rutter Juhl og Christinna Pedersen til ceremoni efter OL.

I otte år har Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl holdt på en hemmelighed, mens de sammen spillede som Danmarks og verdens bedste damedouble i badminton. I 2009 forelskede de sig i skjul og har siden da også dannet par udenfor banen. Selv om de to badmintonspillere er blevet fulgt tæt af pressen og danskerne, var det kun dem selv, deres familie, venner og kollegaer, der kendte til parforholdet.

Men mandag lettede de deres hjerter for første gang og fortalte, at de er mere end et makkerpar til badminton.

»Vi føler ikke, at vi har lagt en dæmper på, hvem vi var i de år, hvor vi ikke har snakket med offentligheden om, at vi også danner par privat. Der har været to klare årsager til, at vi har ventet indtil nu. Vi ville gerne anerkendes for vores sportslige resultater, før vi fik overskrifter som ’kæresteparret, der nu rejser rundt og spiller turneringer sammen’. Det har været rigtig vigtigt for os at få lov til at bevise, at vi har løftet dansk damedouble, og vi har sat os fast i verdenseliten. Det synes jeg, vi har bevist de seneste år. Derfor har vi været modne til nu at fortælle, at vi er kærester, udover vi er damedouble-makkere,« fortæller Christinna Pedersen.

Sikkerheden var en anden grund til, at kys og kærtegn er foregået privat. De ville ikke risikere at blive nødt til at sige nej tak til en turnering i udlandet, fordi homoseksuelle ikke var velkomne. Parforholdet forblev derfor hemmeligt, så de kunne præstere sportsligt.

»Nu må vi se, hvad der sker, men det kan jo blive nødvendigt at blive hjemme, hvis vi føler os truet eller usikre. Hvis vi føler os usikre, så melder vi os bare fra. Vi har fået en alder, en ro og resultater, der gør, at det ikke skader os,« uddyber Kamilla Rytter Juhl.

Juhl og Pedersen forklarer, at det begyndte, som de fleste parforhold gør. De mødte hinanden på arbejdet, hvilket for deres vedkommende er i Brøndby Hallen, hvor de træner sammen med landsholdet. De begyndte også at se hinanden efter træning sammen med deres fælles veninder. Hurtigt fik de øjnene op for hinanden.

»Vi begyndte at kigge mere på hinanden, og stille og roligt skrev vi mere sammen og snakkede mere,« fortæller Kamilla Rytter Juhl, og Christinna Pedersen fortsætter:

»Der gik cirka et halvt års tid, hvor vi så hinanden i smug og var spændte, når der dukkede en sms op. Jeg kiggede på min telefon og tænkte ’yes,' når det var Kamilla, der havde skrevet til mig. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven og blev glad indeni.«

De gik langsomt frem, da de to ambitiøse badmintonspillere vidste, at en af dem kunne blive såret, hvis de ikke passede på. I tilfældet af, at forelskelsen ikke var gengældt, skulle de jo fortsat se hinanden hver dag til træning og i turneringer.

»Vi havde mange tanker og snakke. Er det bare, fordi det er spændende? Er det en flirt, som går over igen? Vi skulle mærke ordentligt efter og finde ud af, hvad vi var. Efter et halvt års tid kom jeg frem til, at det er Kamilla, jeg elsker, og det er Kamilla, jeg har lyst til at være sammen med resten af mit liv. Heldigvis var det gengældt,« fortæller Christinna Pedersen.

De var i deres midttyvere og havde aldrig før været forelsket i andre kvinder. Følelsen var helt ny. Hurtigt stod de også over for den udfordring, at de skulle spille mod hinanden. På daværende tidspunkt spillede Pedersen og Juhl i mixdouble med to herrer, hvorfor de ofte spillede mod hinanden til turneringer.

»Da vi startede ud med at se hinanden, skulle vi spille mod hinanden, og det var selvfølgelig ikke sjovt at konkurrere om at være de bedste til træning eller til turneringer. Vi lavede derfor en uskreven regel om, at vi stak hovederne sammen, lige inden vi gik på banen og sagde, at vi skal huske, at det bare er badminton,« fortæller Kamilla Rytter Juhl.

Efter kampene havde de også en ’uskreven regel’, forklarer Juhl. Reglerne og rutinerne var med til at gøre dem stærkere som par og spillere. Det gjorde, at de blev gode til at hjælpe og støtte hinanden på trods af, at de var nødt til at gøre deres allerbedste for at tæve hinanden i badminton.

»Den, der havde tabt, skulle have lov til at sunde sig, men der var også en regel med, at vi skulle mødes ret kort efter kampen. Det nytter ikke noget at summe i sig selv. F.eks. hvis jeg var vildt ked af en tabt kamp, så var det jo Christinna, jeg ville trøstes af. Der havde vi brug for hinanden,« siger Kamilla Rytter Juhl.

Et år efter, de kaldte hinanden for kærester, fik parret overbevidst den sportslige ledelse om, at de skulle spille damedouble. Men i begyndelsen trænede de slet ikke sammen - der havde de fokus på mixdouble. To år senere, lige efter OL i 2012, fokuserede de for alvor på damedoublen, som de sidenhen har haft kæmpe succes med. De fik blandt andet en sølvmedalje til OL i Rio i 2016 og vandt samme år EM.

»Det var godt, da vi begyndte at spille damedouble, så vi fik et fælles mål at gå op i sammen. Det var en lettelse for os, at vi også fik noget sammen,« fortæller Kamilla Rytter Juhl. Christinna Pedersen supplerer:

»Jeg er overbevist om, at vores forhold har påvirket vores spil. Når folk har omtalt os som den smilende damedouble, bliver vi helt vildt glade og stolte. Det er sådan, vi gerne vil opfattes af folk. Det kan godt være, folk nu tænker 'nå, det er derfor, de holdt blikket i længere tid'. Når vi smiler til hinanden og stråler af glæde, er det generelt set, fordi vi elsker at spille sammen. Vi har kærlighed til hinanden og sporten.«

Selvom offentligheden ikke har kendt til parrets forhold, har deres omgangskreds vidst det længe. Christinna Pedersen kan tydeligt huske tilbage i 2009, da de skulle fortælle deres daværende mixeddouble-makkere og landstræneren, at de to badminton-stjerner altså var kærester.

»Jeg kan huske, hvordan vi snakkede op til den dag og var spændte på, hvordan det ville blive til træning efterfølgende, når de vidste, at vi var kærester. Men vi mærkede ingenting til det. Ikke engang to procent anderledes opførsel fra vores kollegaer. Vi var også gode til lige at give hinanden et dask bagi og sige 'skat' eller 'basse' for at være afslappede omkring det,« fortæller hun.

Til turneringer i udlandet og på gaden holdt de det dog stadig hemmeligt. De undlod at holde i hånden eller kysse, men egentlig betød det ikke så meget for dem, at de ikke kunne være lige så afslappede som alle andre 'almindelige' par. De har haft det godt med at holde deres kærlighed privat.

»Indtil nu har vi haft en barriere oppe og holdt vores privatliv for os selv. Der er ingen grund til at invitere folk indenfor og give folk mulighed for at spekulere i, hvad Christinna og Kamilla har gang i. Vi har det fint med at holde det for os selv,« siger Christinna Pedersen

Kamilla Rytter Juhl nikker med.

»Vi har tænkt over det, men det fylder ikke for os. Hvis jeg har lyst til at kysse Christinna, når vi er et sted, så gør jeg det også. Værre er det ikke. Vi har ikke følelsen af, at vi har levet i skjul. Det tror jeg ville have været hårdt,« siger hun.

Selv om de fortæller, at de har fået en større ro og har opnået mange store sportslige resultater, de kun turde at drømme om, er duoen ikke færdige med at svinge ketsjeren. Derudover kan man også komme helt tæt på damedoublen og parret i deres nye bog ’Det unikke makkerskab’.

»Vi har en stor ro sammen i alt det, vi har opnået og vundet medaljer til. Det er ikke fordi, vi er færdige. Vi er stadigvæk sultne og på jagt efter mere, men vi har fået en ro og en alder, som gør at vi synes tiden var rigtig, og vi har en god historie at fortælle. Vi vil gerne fortælle hele historien, og dem, der er interesseret i at lære os bedre at kende, kan læse om en stor del af os i denne her bog, som udkommer i dag (mandag, red.),« siger Christinna Pedersen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.