Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danmark taber stort til USA ved VM i ishockey

En stribe udvisninger blev dyre for ishockeylandsholdet, der fik en amerikansk opvisning i overtalsspil.

Danmark tabte igen ved VM i ishockey, da det søndag blev til nederlag til USA i den anden gruppekamp. Reuters/Wolfgang Rattay
Danmark tabte igen ved VM i ishockey, da det søndag blev til nederlag til USA i den anden gruppekamp. Reuters/Wolfgang Rattay

Ishockeylandsholdets møgweekend er komplet.

Efter lørdagens nederlag til Letland blev det søndag til endnu en afklapsning af det danske mandskab, der tabte 2-7 til USA i Köln.

Selv om der var gode momenter i det danske spil, var det slet ikke nok mod en flok amerikanske stortalenter med et uhyggeligt powerplay og en veludviklet evne til at udnytte modstandernes fejl.

Tre af de amerikanske mål blev scoret i et velfungerende overtalsspil, som danskerne ikke magtede at dæmme op for.

Nu står Danmark uden point efter de første to kampe, og den eftertragtede kvartfinaleplads synes efterhånden at befinde sig i Langtbortistan.

Landstræner Jan Karlsson havde ellers taget konsekvensen af den skuffende premierekamp og justeret i sine kæder, men de gode intentioner blev skudt ned af fjogede udvisninger i første periode.

Her måtte både Nikolaj Ehlers og Mads Christensen i straffeboksen to gange, og Ehlers fik en tillægsstraf på ti minutter for en hovedtackling, som han selv var alt andet end enig i.

Det var især uheldigt, fordi danskerne efter en vanskelig start så ud til at have arbejdet sig ind i kampen.

Morten Madsen havde reduceret til 1-2 i powerplay og brændte kort efter en friløber på den amerikanske målmand.

I stedet udnyttede USA Ehlers' udvisning til at score for tredje gang, og da første periode kort efter blev blæst af, var Ehlers fortsat rødglødende af raseri.

Skal Danmark have en chance mod så stærk en modstander, skal man holde sig fra straffeboksen, men de mange unødvendige udvisninger er en sygdom, danskerne har taget med fra sidste års VM i Moskva.

Selv om amerikanerne også vandt anden periode med 3-1, var der stor forskel på spilforløbet, for det danske mandskab var langt bedre med.

Efter Nichlas Hardts tidlige 2-3-reducering på Julian Jakobsens flotte frispilning, var det Danmark, der havde overtaget.

Morten Green misbrugte en gigantisk mulighed for at udligne, og kort efter knækkede USA den danske opstand med et 4-2-mål, der skulle vise sig kampafgørende.

En nedbrudt dansk defensiv indkasserede derefter to mål på 28 sekunder, og så handlede det kun om at slippe fra kampens sidste tredjedel uden alt for dybe sår.

Danskerne slap dog ikke fra en sidste lussing i form af et halvt selvmål af Patrick Russell, som uforvarende fik skøjten i vejen for en tværpasning.

En sejr over Slovakiet på tirsdag må nu være et krav, hvis der fortsat skal være liv i håbet om at avancere i turneringen, men der er noget tale om i den danske lejr på den kampfri mandag.

Ikke mindst om defensiven, der lukker for lette mål ind og virker fysisk overmatchet.

Fraværet af erfarne backer som Daniel Nielsen og Stefan Lassen kunne ses og mærkes i en skuffende åbningsweekend.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.