Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danmark mod Kasakhstan: Møller, Gravgaard og høje bolde

Hovedspillet har været et effektivt våben, når Danmark har mødt Kasakhstan på fodboldbanen.

33-årige Peter Møller fik comeback efter to års fravær på landsholdet og kvitterede med to mål, da Danmark slog Kasakhstan med 3-0 i marts 2005. (arkiv) Scanpix/Keld Navntoft
33-årige Peter Møller fik comeback efter to års fravær på landsholdet og kvitterede med to mål, da Danmark slog Kasakhstan med 3-0 i marts 2005. (arkiv) Scanpix/Keld Navntoft

Kasakhstan har aldrig taget point fra Danmark i en fodboldlandskamp.

Det er den første - og vigtigste - konklusion, man kan drage ved at blik på de to landes fælles fodboldhistorie, der godt nok er temmelig begrænset og kun tæller tre landskampe.

Ud over de tre danske sejre er der det fællestræk, at landstrænerne Morten Olsen og Åge Hareide begge har haft held med at placere nogle store fyrtårn i det danske angreb som våben mod de hovedstødssvage centralasiater.

Det vakte især opmærksomhed, da Olsen før de to landes VM-kvalifikationskamp i København i 2005 pludselig genindkaldte 33-årige Peter Møller.

I de næsten fem år, Olsen havde været landstræner, havde Møller kun fået ni minutter på landsholdet, og til daglig havde han status af luksusreserve i FC København.

Men Olsen så muligheder i Møllers styrke i luften og i hans kantede spillefacon mod et hold, der hverken havde højde eller fysik som våben.

Samtidig var banen i Parken mildest talt i jammerlig forfatning. Der var langt imellem græsstråene, og underlaget var tromlet så hårdt, at bolden hoppede himmelhøjt, når den ramte jorden.

Der var altså lagt op til en mere simpel omgang fodbold, og under de vanskelige betingelser fik Møller en stor aften som midterangriber, da Danmark hentede en ubesværet 3-0-sejr.

Han scorede sit holds første og tredje mål, mens Christian Poulsen ind imellem scorede til 2-0 på hovedstød efter hjørnespark.

Peter Møllers indian summer i landsholdsregi var overstået, da de to lande mødtes igen til returkamp i Almaty syv måneder senere.

Tidligere på året var Søren Larsen trådt ind på holdet med fuld musik, og Schalke-forwarden fik Møllers rolle som opspilspunkt.

Men igen blev kampen skæmmet af en umulig bane, og da holdene gik til pause med 0-0, fandt Olsen sin plan B frem i omklædningsrummet.

Han beordrede forsvareren Michael Gravgaard op ved siden af Larsen i et tomandsangreb, der derefter blev bombarderet med lange, høje afleveringer, og så kom der hul på scoringerne.

Gravgaard gjorde det selv til 1-0, inden Søren Larsen lagde op til 2-0-scoringen, der blev signeret landsholdets nuværende assistenttræner, Jon Dahl Tomasson.

11 år senere - i efteråret 2016 - var hovedspillet igen et centralt tema, selv om landstræneren nu hed Åge Hareide.

Kasakherne havde i de foregående kampe vist den velkendte svaghed i luften, så Hareide mønstrede en hovedstødsstærk angrebstrio i Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius og Yussuf Poulsen i VM-kampen i Parken.

Det var da også et hovedstødsmål af Cornelius, der bragte Danmark foran med 1-0 i forestillingen, der endte med en dansk 4-1-sejr.

Fjerde akt af det dansk-kasakhiske fodbolddrama spilles lørdag aften klokken 18 i Almaty.

Her ser banen langt bedre ud, end den gjorde dengang i 2005, da Michael Gravgaard pludselig blev centerforward på landsholdet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.