Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Berggreen scorede forgæves to gange i Bundesligaen

To mål fra Emil Berggreen var ikke nok til at skaffe Mainz point ude mod Hoffenheim i den tyske Bundesliga.

Emil Berggreen kunne godt klappe af sig selv efter to mål i den samme bundesligakamp. Men det førte ikke til point. Scanpix/Robert Michael
Emil Berggreen kunne godt klappe af sig selv efter to mål i den samme bundesligakamp. Men det førte ikke til point. Scanpix/Robert Michael

To danske scoringer i den samme kamp i Bundesligaen er en sjældenhed.

Men lørdag havde Emil Berggreen held med at score to gange for Mainz, som alligevel endte med at tabe med 2-4 ude til Hoffenheim.

Berggreen udlignede til 1-1 i første halvleg, og reducerede til 2-3 i anden halvleg, men det var ikke nok til at skaffe Mainz point.

Hoffenheim kom bedst fra start i kampen, da angriberen Adam Szalai scorede til 1-0 efter 27 minutter.

Minuttet efter scorede Berggreen sit første mål i kampen, da han steg til vejrs på et indlæg, hvor Hoffenheim-keeper Oliver Baumann satsede ved at gå ud af sit mål.

Derfor kunne Berggreen udnytte sin højde til at komme forrest på bolden og heade den ind i tomt net.

I anden halvleg kom Hoffenheim igen bedst ud af starthullerne, og Andrej Kramaric scorede til 2-1 efter 67 minutter.

Og det blev endnu værre for Mainz, da Szalai scorede sit andet mål i kampen efter 74 minutter.

Men Berggreen fik skabt spænding i kampen, da han fik skovlet bolden ind over målstregen seks minutter senere.

En Hoffenheim-spiller havde sparket bolden på stolpen, og Berggreen, som havde været nede og glide på græsset, fik hurtigt rejst sig og sparket den de sidste centimeter ind over stregen.

I slutminutterne lykkedes det dog Hoffenheim at lukke kampen med målet til 4-2, som også blev sat ind af Kramaric. Dermed fik kampen tre dobbelte målscorere.

Mainz er placeret lige under nedrykningsstregen med 20 point efter 22 kampe.

I en af de øvrige bundesligakampe fik Frederik Sørensen fuld spilletid for FC Köln, som tabte 2-4 ude til Eintracht Frankfurt.

I toppen af rækken vandt Borussia Dortmund med 2-0 hjemme over Hamburger SV.

Angriberen Michy Batshuayi, der er lejet fra Chelsea, scorede til 1-0 for Dortmund kort inde i anden halvleg. Mario Götze scorede hjemmeholdets andet mål i overtiden.

Dortmund har med sejren 37 point efter 22 kampe på tredjepladsen. Frankfurt har 36 point på fjerdepladsen. Bayern München topper rækken med 53 point efter 21 kampe.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.