Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bendtner er færdig i Wolfsburg

Nicklas Bendtner skal på jagt efter ny klub efter næsten to år i tyske Wolfsburg.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Efter at have været ude af holdet gennem flere måneder er Nicklas Bendtner nu helt fri af den tyske fodboldklub VfL Wolfsburg.

Bundesligaklubben oplyser på sin hjemmeside, at kontrakten med danskeren, der egentlig stod til at udløbe i sommeren 2017, er blevet ophævet.

Dermed nåede Bendtner knap to år i Wolfsburg, som han skiftede til fra Arsenal i sommeren 2014.

»Både Nicklas og os havde høje forventninger til hans ophold i Wolfsburg, men efter to år må vi indse, at forventningerne aldrig var indfriet fra hans eller vores side, og derfor gav et fortsat samarbejde ikke mening.«

»Der er gensidig enighed om, at det er den bedste løsning for alle parter at stoppe samarbejdet. Vi ønsker Nicklas det bedste fremover i karrieren,« siger Wolfsburgs sportsdirektør, Klaus Allofs.

Nicklas Bendtner er ikke citeret på Wolfsburgs hjemmeside, men på Twitter skriver Bendtners agent, Ivan Marko Benes, følgende i tre tweets:

»Det er på mange måder en god løsning for Nicklas. Nu gælder det om at træffe modne valg, der finder tilbage til kernen.«

»Og kernen er én ting: at spille og at gøre det godt. Vi vil gå grundigt til værks, så Nicklas ender det rette sted.«

»Nu arbejder vi grundigt og fordomsfrit på at finde en rigtig og tryg klub - i god tid, inden transfervinduet lukker,« skriver agenten.

Opholdet i Wolfsburg blev aldrig nogen stor succes, men på positivsiden spillede Bendtner en afgørende rolle, da klubben vandt den tyske Super Cup over Bayern München sidste sommer.

Bendtner udlignede til sidst i den ordinære spilletid, og i straffesparkskonkurrencen afgjorde danskerens spark kampen.

6. februar spillede Nicklas Bendtner 81 minutter i en ligakamp mod Schalke 04, men siden har han ikke været på banen.

Han var derfor heller ikke med i landstræner Åge Hareides første landsholdstrup i marts.

Her er et overblik over episoderne, hvor Bendtner har skabt problemer for sig selv i den tyske klub.

* November 2014

Wolfsburg-træner Dieter Hecking fortæller til tyske medier, at han har haft en samtale med Nicklas Bendtner omkring danskerens attitude og indstilling til træning, som Hecking ikke er tilfreds med. Det er årsagen til, at Bendtner i flere kampe ikke har været udtaget til holdet.

* April 2015

Nicklas Bendtner kommer en time for sent til træning i Wolfsburg og bliver smidt af holdet til weekendens kamp mod Schalke 04 som straf.

* Maj 2015

Den samlede Wolfsburg-trup skal til et fanarrangement, hvor der skal skrives autografer, tages billeder og gives igen til de fans, der hver weekend bakker holdet op. Nicklas Bendtner melder som den eneste afbud, da han har hovedpine. Samme aften som fanarrangementet foregår, bliver Bendtner ifølge Kicker dog spottet på en restaurant sammen med nogle venner.

* Juli 2015

Cheftræner Dieter Hecking er så utilfreds med Nicklas Bendtners form og arbejdsindsats, at danskeren i flere dage bliver sat til at træne konditionstræning på egen hånd, mens resten af truppen træner sammen.

* Februar 2016

Mens resten af truppen rejser til udekamp i Champions League, poster vragede Nicklas Bendtner et billede på Instagram af sig selv og en stor Mercedes med teksten "På vej til endnu en session". I Wolfsburg er Volkswagen storsponsor og den absolut største bidragyder, hvorfor alle ansatte skal køre i Volkswagen-biler, når de optræder i klubregi. Andre bilmærker bliver ganske enkelt ikke lukket ind på træningsanlægget. Derfor var Wolfsburg-ledelsen alt andet end tilfreds med Bendtners Mercedes-billede. Sportsdirektør Klaus Allofs siger, at billedet kommer til at koste Bendtner penge.

* Marts 2016

Nicklas Bendtner kommer 45 minutter for sent til en morgentræning i en periode, hvor han i forvejen er langt fra spilletid, da han slet ikke er en del af Wolfsburg-truppen til kampene. Han bliver udelukket fra resten af morgentræningen og bliver sat til at løbe for sig selv til eftermiddagstræningen. Ifølge tyske medier er Bendtners agent, Ivan Marko Benes, rejst til Wolfsburg for at snakke med sportsdirektør Klaus Allofs. Allofs siger på et pressemøde, at sagen bliver klaret internt, men at den får konsekvenser.

Efter episoden midt i marts deltager Bendtner ikke længere i den kollektive træning, og den 31. marts meddeler Wolfsburg, at klubben har fritaget den danske angriber fra al træning. På sin hjemmeside tilføjer Wolfsburg, at der arbejdes på en løsning omkring danskerens fremtid i klubben, og at der snart træffes en beslutning.

* April 2016

Mandag 25. april bliver Nicklas Bendtners kontrakt ophævet, og danskeren er fri til at finde sig en ny klub, selv om han først kan få spilletilladelse fra næste sæson i de europæiske ligaer.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.