Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Balancen forskubber sig i disse år fra den nationale forankring til de multinationale muligheder«

»I Jyllands-Posten sammenlignede William Kvist landsholdsopgaverne med Den Kongelige Livgarde: et ærefuldt job, men stadig et job. Han vil meget gerne optræde på landsholdet, men han vil tages lige så alvorligt som i sin klub, FC København. Dette er landsholdssportens udfordring, for sådan tænker eliteidrætsfolk. Hvis ikke de gjorde det, var de amatører.«

 To måneder før den vigtige udekamp mod Rumænien kritiserer Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær dele af DBU for at modarbejde landsholdet i forsøget på at komme til VM samt for manglende professionalisme.
To måneder før den vigtige udekamp mod Rumænien kritiserer Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær dele af DBU for at modarbejde landsholdet i forsøget på at komme til VM samt for manglende professionalisme.

De seneste par dage har budt på noget så sjældent som offentlige angreb fra fremtrædende fodboldlandsholdsspillere rettet mod Dansk Boldspil-Union (DBU). Til Jyllands-Posten fortalte Simon Kjær og William Kvist om, hvad de oplevede som en »vi mod de-kultur« mellem spillerne og unionens øverste ledelse.

»I vores samtaler med DBU følte vi, at der blev sagt én ting, men gjort noget andet. Det skaber manglende tillid og frustration,« sagde Kjær.

»Det føles, som om der er nogle i DBU, der sidder og har et mål om, at vi ikke kommer til Rusland (VM i 2018, red.),« supplerede Kvist.

I Ekstra Bladet klagede endnu en landsholdsspiller, Christian Eriksen, over den mad, der serveres i landsholdslejren. Den danske profil forholdt sig kritisk til det faktum, at landsholdet ikke har en fast kok tilknyttet (kun til slutrunderne) og brokkede sig især over traktementet før en tabt landskamp i Warszawa i oktober.

»Vi skal bare have en anden type kost som elitesportsudøvere, end den der typisk serveres i buffeten på et hotel,« sagde Eriksen, der også nåede at kalde landsholdets sundhedssektor for »lidt old school«. Det er ikke længere nok at smøre en spiller ind i olie. Behandlingen bør i højere grad tilpasses den enkelte, mente Tottenham-spilleren.

Man kan anlægge mindst tre perspektiver på fodboldspillernes udgydelser. Man kan mene, at landsholdets setup er for gammeldags, og at DBU i den grad trænger til at træde ind i det 21. århundrede. Man kan omvendt mene, at spillerne er forkælede og i stedet bør hjælpe et kriseramt forbund.

Og så kan man – som BTs sportschef, Morten Crone Sejersbøl – udlægge udtalelserne som en del af et planlagt angreb orkestreret af spillernes egen faglige organisation, Spillerforeningen, og dermed et forsøg på at svække DBU-direktør Claus Bretton-Meyer yderligere oven på sidste års farceagtige forhandlinger om en ny økonomisk aftale for landsholdsspillerne.

Spillerne skulle angiveligt frygte, at Bretton-Meyer på længere sigt vil læne sig for langt over mod Divisionsforeningen, en brancheorganisation under DBU, der taler på vegne af de 56 klubber i Danmarksturneringens tre øverste rækker, Superligaen, 1. division og 2. division. Klubber, der betaler de hjemlige landsholdsspilleres løn, og som ikke nødvendigvis har A-landsholdet øverst på dagsordenen.

Der er formentlig en god portion sandhed i alle tre perspektiver. Men man bør også se postyret som udtryk for en bredere tendens i moderne sport, hvor balancen i disse år forskubber sig fra den nationale forankring til de multinationale muligheder. For dansk landsholdsfodbold står langtfra alene med sin konflikt.

I disse uger afvikles Africa Cup of Nations i Gabon. Landsholdsturneringen er det største og mest berømte sportsarrangement på det afrikanske kontinent, men mesterskaberne er samtidig en demonstration af fodboldens verdensorden. Flere landstrænere har således haft besvær med overhovedet at få samlet deres landshold, selv om klubberne ifølge det internationale fodboldforbund, FIFA, har pligt til at frigive deres spillere til officielle landskampe.

I Cameroun måtte man klare sig uden hele syv spillere, der ikke gad forlade deres europæiske arbejdsgivere. Særlig stor var forvirringen omkring Liverpool-spilleren Joël Matip. Den 25-årige forsvarer har ellers spillet med åbne kort. Tyskfødte Matip ville ikke risikere at miste sin plads i den engelske storklub, og derfor indstillede han allerede før jul sin landsholdskarriere.

Hverken FIFA eller det camerounske fodboldforbund vidste, hvilket ben de skulle stå på. Enhver professionel fodboldspiller er tvunget til at møde op, når landsholdet kalder, og samtidig står det alle frit for at stoppe permanent på landsholdet. Efter flere dages votering nåede verdensforbundet frem til, at camerounerens landsholdsfravær var legitimt. Han kunne atter tørne ud for Liverpool FC.

Matip-sagen viser os, at selv den formelle magthaver kan være magtesløs. Reelt er det nemlig de enorme klubber med multinationale spillertrupper, globale sponsorer og tilhængere spredt over hele kloden, der dikterer fodboldens udvikling på og uden for banen. Det er her, pengene er, og det er her, standarden sættes.

Sådan har det været i fodbold i snart 25 år, og i andre sportsgrene i langt længere tid. Før Tour de France i 1961 overtalte Mercier-holdets manager, Antonin Magne, sin unge stjerne, Raymond Poulidor, til at droppe det prestigefyldte løb, da det anvendte landsholdsformat kunne være ødelæggende for hans kommercielle værd. Poulidor, der netop havde vundet Milano-San Remo, blev væk, og året efter var Tourens landshold kasseret til fordel for de kommercielle firmahold.

I dag frister landevejscyklingens landshold en skyggetilværelse, der kun vækkes til live ved VM og OL, og det samme gør sig gældende inden for både tennis og golf. Nationskampe som Davis Cup, Fed Cup, Ryder Cup og Solheim Cup får fortsat opmærksomhed, men først og fremmest som charmerende anakronismer i en international kalender kontrolleret af de største organisationer og turneringsarrangører.

Spørg en tennisspiller, om hun hellere vil vinde Fed Cup end Wimbledon. Er svaret ja, lyver hun.

Især udøverne i de største amerikanske idrætsgrene synes stadigt mindre interesserede i landsholdssport. Ved både basket-VM i 2014 og sidste års Olympiske Lege meldte en stribe af de største NBA-stjerner fra, mens IOC måtte betale NHL-klubberne otte millioner dollar for at frigive deres ishockeyspillere til Vinter-OL i Sotji i 2014. I øjeblikket tegner det til, at Legene i 2018 vil finde sted uden profilerne fra den nordamerikanske liga.

I Jyllands-Posten sammenlignede William Kvist landsholdsopgaverne med Den Kongelige Livgarde: et ærefuldt job, men stadig et job. Han vil meget gerne optræde på landsholdet, men han vil tages lige så alvorligt som i sin klub, FC København. Dette er landsholdssportens udfordring, for sådan tænker eliteidrætsfolk. Hvis ikke de gjorde det, var de amatører.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.