Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Alle talte ned til EM-finalen til det sølvbryllup, jeg var til i går«

De første fans er på plads i Enschede, hvor EM-finalen i dag står mellem Danmark og de hollandske værter. Uanset udfaldet er det en stor sejr for de danske kvinder, siger prorektor Lykke Friis: »I mine øjne har de allerede vundet«.

Optimismen var til at få øje på hos landstræner Nils Nielsen, anfører Pernille Harder og Sanne Troelsgaard under lørdagens pressemøde – dagen før dagen. Foto: Niels Nørgaard Larsen
Optimismen var til at få øje på hos landstræner Nils Nielsen, anfører Pernille Harder og Sanne Troelsgaard under lørdagens pressemøde – dagen før dagen. Foto: Niels Nørgaard Larsen

Enkelte fans er kommet i ekstra god tid. To af dem er Jeanett Christensen, mor til en af spillerne i truppen, og Mie Nielsen, der er tidligere holdkammerat med flere i landsholdstruppen.

Berlingske møder de to kvinder på deres hotel i den såkaldte fanzone i Enschede. De griner lidt af at gå rundt i rødt og hvidt. Men det er af stolthed, og kvindefodbold er ikke længere kun for sjov.

»Det har udviklet sig og er i dag oppe på et ret højt niveau. Og den her slutrunde har allerede betydet meget. For første gang nogensinde er kvindefodbold hypet i medierne, og bare det, at vi kom videre, var vildt,« siger Mie Nielsen.

»Men da vi slog tyskerne, som altså har stået på tronen i 22 år, så forstod alle de danskere, der aldrig har interesseret sig for kvindefodbold, pludselig, at her var noget, som kunne blive historisk. Og nu bliver pigerne promoveret som aldrig før, og de er gode til det og klarer det flot. Og vinder vi i morgen, er det helt vanvittigt,« siger hun.

Jeanett Christensen ved siden af fortæller som mor til landsholdets 2. målmand, at det set fra forældreperspektiv godt kan være hårdt at se kampene.

»For mig som mor er det mere afslappende at se kampene, når hun sidder over. Målmanden er jo særligt udsat, det så vi bl.a. mod tyskerne,« siger hun.

Begge er de enige om, at den skal have hele armen, hvis alt går efter landstræner Nils Nielsen plan i EM-finalen:

»Så skal der festes, alt hvad den kan trække.«

I dag triller busser pakket med danske fans ind i Enschede for at bakke op om det danske hold fra tribunerne på byens udsolgte stadion med plads til 30.000 tilskuere.

En af dem – og formentlig en af kvindelandsholdets mest dedikerede fans – er Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet og næstformand i DBUs kvindekommission, som arbejder for at fremme kvindefodbolden.

»Det fascinerer mig, at man kommer så tæt på spillerne. Efter kampen bliver de og taler med fans og deres familier, og de laver selfies med små piger og drenge, som kan gå hen og tale med Nadia Nadim og de andre,« siger Lykke Friis, som privat er en engageret fan af fodbold spillet af både mænd og kvinder.

»Kvinder med ben i næsen«

Men forskellen er stor, siger hun, og det handler bl.a. om, at kvinderne på grund af lønniveauet er tvunget til at uddanne sig og skabe en anden karriere uden om fodbolden.

»Det betyder også, at flere af spillerne på landsholdet går på universitetet ved siden af, og det giver noget andet. Eksempelvis stod jeg og diskuterede fremdriftsreformen med en af dem efter en af de tidligere kampe ved turneringen,« siger Lykke Friis og beskriver landsholdsspillerne som »kvinder med ben i næsen«.

»Det har herrerne også, men de har en anden baggrund. Der findes et lidt kækt udtryk: Når herrerne er færdige med at spille fodbold, så går de til tatovør. Når pigerne er færdige, går de tilbage på universitetet,« siger Lykke Friis.

Hun glæder sig over den folkelige opbakning til landsholdet frem mod finalekampen og tøver ikke med at sammenligne med triumfen i 1992.

»Alle talte ned til EM-finalen til det sølvbryllup, jeg var til i går. Det sjove er, at det gjorde vi også til brylluppet for 25 år siden. Og det er det, fodbold kan. I en tid med globalisering, hvor alt er fragmenteret, søger vi efter nationale samlingspunkter, og det kan sport. Og selvfølgelig kan kvindefodbold også det,« siger Lykke Friis:

»Sådan er vi i Danmark. Når der er noget, vi kan vinde, så bliver vi helt eksalterede.«

Æren tilskriver hun spillerne på landsholdet.

»Der er pionerånd og en ualmindelig stor glæde på holdet over den anerkendelse, de her kvinder nu får, og som de har kæmpet for i årevis. Det er nærmest en »vi kan gå på vandet«-agtig stemning,« siger Lykke Friis, der naturligvis skal følge finalekampen fra tribunen i Enschede.

Hun håber – og vil i DBUs kvindekommission arbejde for – at udnytte det momentum, kvindefodbolden har lige nu. Og hun hilser debatten om forskellen mellem mændene og kvindernes måde at spille på velkommen.

»Der er kommet en bred forståelse af, at kvindefodbold skal man ikke vurdere ud fra herrefodboldens præmisser. Nogle vil sige, at de ikke er lige så fysisk stærke, men det svarer til, at kvindesvømning med Blume er kedeligere, fordi hun svømmer langsommere end mændene. Eller at Caroline Wozniacki ikke er interessant at se spille, fordi hun ikke slår lige så hårdt som herrerne,« siger Lykke Friis:

»De paralleller laver man ikke andre steder. Men det gør man i fodbold, og det gør man nok, fordi det i højere grad har været en mandekultur.«

Men hvad tror du – kan vi vinde i finalen?

»Der er ingen grund til at tro, vi ikke kan slå hollænderne og vinde, ligesom herrerne gjorde i 1992. Og i mine øjne har de allerede vundet,« siger Lykke Friis.

I finaleværtsbyen Enschedes centrum møder Berlingskes udsendte Herman og Nicole, to lokale, på gaden. De forsikrer, at EM-finalen – og kvindefodbold – er kæmpestort for hollænderne.

»Før i tiden var det en nichesport, men i dag lader det til at være den største sportsgren her i landet,« siger Nicole og holder en knyttet næve frem for sig:

»Det er women power, man kan være stolt af.«

Parret forklarer, at det hollandske herrelandshold – lidt som det er tilfældet i Danmark – ikke har haft den største succes de seneste år, og at det formentlig også spiller ind. Hvad angår finalekampen vil de ikke tage glæderne på forskud.

»Hollænderne er et forsigtigt folk på den måde. Vi fejrer ikke noget, før sejren er hjemme. Og uanset hvem der vinder, så holder vi en stor fest her i byen,« siger Herman.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.