Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

15 år i kridthuset: Tennisfans kan bedst lide Federer

Både blandt tennisspillere og fans vinder Roger Federer år efter år priser for sin popularitet og sportsånd.

Kinesiske tennisfans hepper på Federer ved Shanghai Masters tidligere i år. Scanpix/Nicolas Asfouri/arkiv
Kinesiske tennisfans hepper på Federer ved Shanghai Masters tidligere i år. Scanpix/Nicolas Asfouri/arkiv

Selv om Roger Federer kommer til at slutte bag Rafael Nadal på årets verdensrangliste i tennis, er han ikke til at slå, når det handler om popularitet.

For 15. år i træk har den schweiziske tennislegende i 2017 vundet prisen som årets yndlingsspiller blandt verdens tennisfans.

Prisen uddeles af ATP, herrernes internationale tennisorganisation, og bliver afgjort på baggrund af en onlineafstemning, hvor alle kan deltage.

Men ikke kun blandt fans er Roger Federer særdeles populær.

For syvende år i træk vinder Federer nemlig også »Stefan Edberg Sportsmanship Award«, hvor kun tennisspillere på ATP-touren kan stemme.

Schweizeren modtog priserne torsdag aften til et arrangement i London, der samtidig markerede begyndelsen på sæsonfinalen i tennis, ATP World Tour Finals. De første kampe spilles søndag.

Federer er kendt for at have en meget stor og bred fanskare.

Hans fans kommer fra hele verden, og de ses ofte med schweiziske flag malet i ansigterne eller med Federers "RF"-monogram på tøj, tasker eller tatoveret et sted på kroppen.

Sin store popularitet har 36-årige Federer opnået ved i omtrent 15 år at være en del af verdenstoppen i tennis og vinde i alt 19 grand slam-turneringer.

Den schweiziske verdensstjerne har vundet ATP World Tour Finals seks gange, senest i 2011.

Når sæsonfinalen skydes i gang søndag, vil han blandt andet få hård konkurrence fra Rafael Nadal og yngre spillere som Alexander Zverev og Dominic Thiem.

For Federer er deltagelsen i sæsonfinalen kulminationen på en stor comebacksæson, der blandt andet har budt på sejre i to grand slam-turneringer.

I 2016 sad han ude i halvdelen af sæsonen for at komme sig efter en knæoperation.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.