Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spil

Platformaction, når det er bedst

Platform møder action møder tegnefilm i en utroligt veldrejet og visuelt imponerende cocktail.

I spillet »Ratchet & Clank« styrer du skiftevis en los-lignende dyreskabning og hans robot-sidekick rundt på en række planeter, som hver især består af et eller flere udforskningsbare 3D-miljøer.
I spillet »Ratchet & Clank« styrer du skiftevis en los-lignende dyreskabning og hans robot-sidekick rundt på en række planeter, som hver især består af et eller flere udforskningsbare 3D-miljøer.

Spilfænomenet er i konstant forandring, teknologisk som indholdsmæssigt, og som spillere leder vi hele tiden efter fornyelse i spillene; vi vil helst have innovative og anderledes oplevelser, og vi frygter, at kulturen vil stagnere, hvis der ikke sker noget nyt med hurtige mellemrum.

Jeg gør det selv hele tiden – rynker på næsen over de mange kopiprodukter, der ikke bringer noget uforudsigeligt til bordet, men bare dumstædigt vader rundt i gamle konventioner og gennemtestede succesformularer. Det skal jo helst være nyt, nyt, nyt.

Det er jo i og for sig helt fint at kræve nyskabelse af sin favoritbeskæftigelse, men engang i mellem er det som om, vi helt glemmer, hvad det egentlig var, der i første omgang gjorde os så fascinerede af spillene.

»Rachet & Clank« er en titel, der bringer de følelser tilbage på fornemmeste manér.

Spillet, som udkommer eksklusivt til PS4, er titelmæssigt en genudgivelse af originalen, som kom på gaden i 2002 til PS2, og som siden fik ikke mindre end ti efterfølgere.

Men det nye »Rachet & Clank« er hverken et slavisk remake eller et decideret nyt, ellevte kapitel. I stedet er det baseret på den animationsfilm med Paul Giamatti og John Goodman i stemmehovedrollerne, som er sat til at udkomme i år – og som i sig selv er inspireret af originalspillet fra 2002. Forvirret? Ja, også mig, men ikke desto mindre har det affødt et utroligt veludført platformspil.

Og så er vi tilbage ved de følelser, det nye »Rachet & Clank« bibringer, for det er i al enkelthed noget nær den perfekte platform/action-oplevelse – som vi kendte den i genrens storhedstid for femten år siden.

Du styrer skiftevis Rachet og Clank, en los-lignende dyreskabning og hans robot-sidekick, og en klassisk rumoperette af en historie bringer parret rundt på en række planeter, som hver især består af et eller flere udforskningsbare 3D-miljøer.

Grundkonceptet handler om at pløkke horder af forskellige fjender, mens du finder vej gennem banerne, som er oversået med labyrintiske bygninger, der skal hoppes, klatres, svinges og spurtes igennem, ofte ved at løse et par forholdsvis nemme gåder undervejs. Når en bane er klaret, ser du et lille filmklip, som på den måde får handling og action kædet sammen.

Mesterligt designet

Alt det grundlæggende er set før: Planeterne har hvert deres tema, ørken, bjerg, jungle og så videre, fjenderne passer til – sandhajer i ørkenen og piratfisk i junglens floder – og tempo og variation er så tilpas højt, at du aldrig når at kede dig, før der sker noget nyt.

Og det nye, der sker, er som oftest, at du får et nyt våben, som kan molestere fjenderne på anderledes og opfindsomme måder. Og alle kan de naturligvis opgraderes til at skyde bedre, hurtigere, længere, ved hjælp af skruer, som du samler undervejs ved at destruere fjender og smadre stabler af – ja, du gætter det nok aldrig – nå jo, trækasser.

Det lyder jo nærmest så konformt, som det kan blive, men det er samtidig så mesterligt designet, at du med garanti ikke bliver irriteret over det, når du først sidder med controlleren i hånden.

Forudsigeligt som det er, bliver konservatismen nemlig »Rachet & Clank«s styrke, fordi udviklerne fra Insomniac Games i dén grad er på hjemmebane her. De ved præcis, hvordan en bane skal skæres for at gå rent ind hos dig og få dig til at glemme tid og sted i jagten på skruer, opgraderinger – og naturligvis den næste planet.

Samtidig har de masser af overskud til at kæle for de små detaljer og tilføre læssevis af minimale, men meget effektive påhit og indfald, som tilsammen får spillet til at løfte sig højt over det ordinære og på det nærmeste virke som et frisk, gammelt pust.

Slutteligt skal det tilføjes, at »Ratchet & Clank« muligvis er det flotteste og mest betagende 3D-spil endnu set til PS4. Den visuelle kvalitet er ganske enkel uovertruffen og ligner meget af tiden noget, man med rette kan forvente sig af den animationsfilm, som jeg nu bliver nødt til at se, når den kommer i biografen.

I det mindste for at sammenligne dens grafik med spillets.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.