Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spilanmeldelse

Når psykoser sættes på spil

»Hellblade: Senua’s Sacrifice« forsøger at få dig til at forstå – eller som minimum opleve – hvordan det er at kæmpe mod en psykisk lidelse.

»Hellblade: Senua’s Sacrifice« er et fascinerende forsøg på at beskrive psykiske lidelser i spilform. Foto: Ninja Theory
»Hellblade: Senua’s Sacrifice« er et fascinerende forsøg på at beskrive psykiske lidelser i spilform. Foto: Ninja Theory

Hellblade: Senua’s Sacrifice
Platform: PS4, PC
Udvikler: Ninja Theory.
Udgiver: Ninja Theory
PEGI-aldersmærkning:
18+ Testet på: PS4

En af spilmediets helt store styrker er, at det kan skabe bedre indlevelse end så mange andre kunstformer. Jeg føler mig mere som Ronaldo, når jeg træder i hans fodboldstøvler i »PES« og hamrer bolden i kassen, end når jeg passivt ser en kamp med Real Madrid i TV. Og jeg lever mig lynhurtigt ind i rollen som Link, når jeg heltemodigt udforsker universet i det seneste »Legend of Zelda«-spil. Men er spil lige så velegnede til at skabe indlevelse, hvis de ikke handler om at få mig til at føle mig godt tilpas? Hvad hvis temaet ikke er heltemod, men derimod depression, apati og direkte psykose?

Det er det spændende udgangspunkt for »Hellblade: Senua’s Sacrifice«, som forsøger at få dig til at forstå – eller som minimum opleve – hvordan det er at kæmpe mod en psykisk lidelse. Du spiller rollen som vikingepigen Senua, som er blevet udstødt af sin klan, fordi hun er blevet besat af mørke kræfter. For at kunne vende tilbage til sin landsby må hun først renses for mørket ved at rejse til Helvedes Port og redde sin ven Dillion fra evig pinsel og tortur. Og undervejs bliver hun tvunget til at tage kampen op mod sine værste indre dæmoner.

Den nordiske mytologi bruges i høj grad som metafor for den psykotiske tilstand, Senua befinder sig i. Hendes rejser mellem den »rigtige« verden og metafysiske udgaver af den. De magiske runer, som konstant åbenbarer sig for hende og bliver brugt som en slags gåder, der skal løses, for at hun kan komme videre på sin færd, stammer alle herfra. Sammenkoblet med en utroligt stærk visuel side, hvor du som Senua pludselig får kraftige hallucinationer og for eksempel ser dig selv gå op i flammer, samt et konstant og ubehageligt tryk af forskellige stemmer, der hvirvler rundt i lydbilledet og skiftevis hvisker, råder, advarer og håner dig, gør det spiloplevelsen yderst intens. Læg dertil en række kampe, hvor du ofte oplever at blive udmanøvreret, selv om du samtidig ved, at du kæmper på den rette måde og bruger alle de kombinationer, spillet har givet dig.

På sin vis rammer udviklerne fra Ninja Theory derfor suverænt plet med »Hellblade« – de har tydeligvis villet skabe et spil med en anden pointe end at få dig til at føle dig som et overmenneske. Her får du absolut ingen lykke-følelse, derimod gør de konstante angreb på dine sanser dig ofte rådvild og utilpas. Og uden nogen form for visuel indikator, der fortæller, om du gør det godt eller skidt eller er på rette vej, føles det i høj grad som at vandre rundt i blinde. På konstant jagt efter en ubegribelig sandhed, som kan forklare eller retfærdiggøre dine lidelser. Præcis det samme symptom, lægevidenskaben beskriver som gennemgående hos psykotiske patienter.

Hvorvidt »Hellblade: Senua’s Sacrifice« dermed er en god spiloplevelse, er en ganske anden snak. Jeg har en kollega, som var dybt skuffet over spillet, fordi han troede, det var en ny version af »Dark Souls,« og ikke havde læst om det, inden han spillede. Ok kampe, flot grafik, men virkeligt kedelige gåder, alt for lineært design og en nærmest uforståelig historie, lød hans dom.

Jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret, men sat i det rette perspektiv bliver de ellers kritisable elementer i spillet, såsom gentagne og genkendelige mønstre og langtrukne mareridtspassager, faktisk til en slags understøttelse af oplevelsen.

Jeg er således glad for at have spillet »Hellblade: Senua’s Sacrifice«, og jeg håber, at spillet kan få flere øjne op for, at spilmediet er stærkt og kan bruges til meget andet end at skabe glad eskapisme. Jeg anbefaler alle at prøve det, men jeg er ikke sikker på, at jeg selv har lyst til at spille det igen.

Stof til eftertanke.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.