Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spil

Løb for livet igen

»Mirror’s Edge Catalyst« byder på glimrende parkour-sekvenser, men snubler en del indimellem.

»Mirror’s Edge Catalyst« er et underholdende bekendtskab, hvor du skal hoppe fra hustag til hustag og bruge arkitekturen til at komme hurtigt rundt på toppen af byen.
»Mirror’s Edge Catalyst« er et underholdende bekendtskab, hvor du skal hoppe fra hustag til hustag og bruge arkitekturen til at komme hurtigt rundt på toppen af byen.

Da det første »Mirror’s Edge« udkom i 2008, var det på mange måder forud for sin tid.

Dengang havde ingen set et actionspil i førstepersonssynvinkel, som ikke handlede om at skyde fjender ned i hobetal, og det føltes befriende at spille rollen som pigen Faith, der helst flygtede fra problemerne ved at sprinte, hoppe og klatre afsted på tagene af en science fiction-by.

Otte år er nu gået, og mangt en spiludvikler har siden taget ved lære – der er således kommet masser af FPS-spil, hvor du både skal hoppe, løbe og klatre, parkour-genren er meget tæt på at nå sin grænse for, hvor mange flere bygninger vi orker at forcere (måske specielt, når man lige har spillet »Uncharted 4«), og på mobilspillene har de såkaldte »runner«-spil opnået helt utrolige salgstal – med danske »Subway Surfers« som bare ét eksempel.

Set i det lys må det ikke have været nemt at skulle designe »Mirror’s Edge Catalyst« som et forsøg på endnu engang at revolutionere. Det har udviklerne fra svenske DICE så også undgået ved at skabe spillet som en slags moderne opdatering eller nyfortolkning af sin egen klassiker. Resultatet er blevet et forrygende parkour-spil, som bare ikke er særligt meget andet.

Du er endnu engang Faith, netop kommet ud af et fængselsophold i fremtidsbyen Glass City – på overfladen et fredeligt paradis, men i virkeligheden et sterilt vakuumsamfund, styret af et totalitært magtregime. Du bliver hurtigt indblandet i noget modstandsbevægelseslignende snavs, og som »runner« må du derefter spurte rundt på toppen af byen, hoppe fra hustag til hustag, og bruge arkitekturen til at komme så hurtigt som muligt fra punkt A til B.

I forhold til originalen er den væsentligste ændring, at spilverdenen denne gang er mere åbent bygget op.

Du bliver ikke længere tvunget gennem lineære punkter, men har frihed til at udforske omgivelserne og finde side-missioner og hemmeligheder undervejs.

Akrobatik i højt tempo

Grundlæggende er gameplayet dog det samme: Ruten gennem en given mission er tydeligt markeret med rød farve, så det gælder mest om at time dine manøvrer korrekt og huske at trykke på de rette knapkombinationer.

Kun hvis du beslutter dig for at finde ekstra missioner eller lede efter hemmeligheder, kommer den åbne verden i spil, men eftersom det ofte betyder, at du må gå tilbage på banerne og genspille tidsslugende sekvenser igen og igen, er det ikke umiddelbart specielt tiltrækkende.

»Mirror’s Edge Catalyst« er således bedst, når du følger hovedhistorien.

Det føles utroligt intuitivt og adrenalinpumpende at spurte af sted i et hæsblæsende tempo og med nogle få, velvalgte tryk på controlleren at svinge sig akrobatisk fra tag til tag og udnytte bygningerne til at flygte fra ordensmagten. Ind i mellem går det så stærkt, at førstepersonsperspektivet bliver kvalmende livagtigt, men heldigvis har udviklerne indlagt justeringsmuligheder for kameraets zoom, så den værste køresyge kan undgås.

Det kan en snigende følelse af repetition dog ikke, jo længere du når ind i spillet.

Det er mægtigt sjovt at løbe, men de elementer, udviklerne har skabt for at variere oplevelsen, er knap så vellykkede. En gang imellem bliver du uundgåeligt trængt op i en krog, og selv om Faith ikke bærer våben, bliver du tvunget til at gå i infight med vagterne.

Disse kampsekvenser er ikke decideret dårligt lavet, men det føles bare aldrig helt »rigtigt« at skulle udøve vold i et spil, som ellers forsøger at være pacifistisk.

Derudover hjælper det ikke, at historien i »Mirror’s Edge Catalyst«, og navnlig dets persongalleri og deres indbyrdes dialog, ligger langt under gameplayets kvalitet. De filmiske mellemsekvenser er måske nok på niveau med resten af spillet rent visuelt, men det er ganske tænderskærende at lytte til de karikerede og højst forudsigelige sætninger, de stereotype figurer slynger om sig.

Derfor ender spiloplevelsen med at handle om at nå så hurtigt som muligt frem til den næste parkour-sekvens og mere eller mindre bare ignorere resten.

Det gør »Mirror’s Edge Catalyst« til et umiddelbart underholdende bekendtskab, men uden mere end flygtig holdbarhed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.