Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Spilanmeldelse

Lego forklædt som »Minecraft«

Blandingen af fri leg og små, ofte humoristiske, historiedrevne missioner i »LEGO Worlds« er glimrende og vil more ikke mindst de yngste.
Blandingen af fri leg og små, ofte humoristiske, historiedrevne missioner i »LEGO Worlds« er glimrende og vil more ikke mindst de yngste.

LEGO Worlds

Platform: PS4, Xbox One, PC Udvikler: TT Games Udgiver: Warner Bros. PEGI-aldersmærkning: 3+ Pris fra: 199 kroner Testet på: PS4

Der må utvivlsomt have siddet en del digitale udviklere hos danske Lego og skulet misundeligt til svenske Markus »Notch« Persson, da han lagde hele verden ned med »Minecraft«. Spillet er jo i bund og grund en digital version af den gode, gamle leg med legoklodser, og Kirk-familien kunne have lagt adskillige ekstra milliarder i skattekisten, hvis de havde inviteret »Notch« indenfor i tide.

I stedet endte det med, at Lego måtte betale en dyr licens for at få lov til at kalde et af deres fysiske boks-sæt for »LEGO Minecraft«. Det vides ikke, om dén pris er grunden til, at man på den digitale front har valgt at kalde det nyeste spil for »LEGO Worlds«. For faktum er, at det på mange måder er dybt inspireret af »Minecraft«, men samtidig også rummer både gode og mindre gode selvstændige elementer.

Inspirationskilden er umiddelbart genkendelig – fra den pixelerede grafik med frodige, grønne verdener skabt af grovkornede byggeklodser, over gameplayet, som grundlæggende handler om at indsamle ressourcer, udforske omgivelserne og konstruere bygninger. Men heldigvis har udviklerne fra TT Games kigget lige så meget på deres egne tidligere Lego-spil, for på den måde har »LEGO Worlds« fået sin egen identitet.

Astronaut på en tropeø

Det ses tydeligst i spillets missionsstruktur. Du begynder spillet som en astronaut, der ankommer til en planet udformet som en tropeø, og der er med det samme masser at lave: Byg en trone til piratkongen, befri en Lego-mand fanget i et bur, mal et hus og den slags. Når opgaverne løses, beriges du med point og specielle guldklodser, som skal indsamles, for at du kan flyve videre til andre verdener. Og du lærer samtidig, hvordan du bruger de otte hovedredskaber, som du har til rådighed, til blandt andet at suge ting og klodser op til din samling, male, kopiere og ikke mindst bygge dine egne Lego-konstruktioner.

Når natten falder på, vågner monstrene op, og i samme tempo vælder »Minecraft«-minderne frem. Men forskellen her er, at det sjældent opleves som andet end mildt irriterende at blive nakket af et par skelletter, for selv om du dør, bliver du med det samme genoplivet og kan fortsætte, som om intet var hændt.

Mest til børn

I det hele taget lader »LEGO Worlds« til at være designet med de yngste spillere for øje, som uden tvivl vil more sig meget og længe over at kunne tumle rundt på de farverige planeter og sammen (to kan spille samtidig ved at dele skærmen) opfinde, lege og bruge omgivelser og klodser til at bygge og fortælle hinanden fantastiske historier.

Desværre kræver det en ret lang indlæringsperiode at nå derhen, for børnene er først tvunget til at lære spillets skuffende og overkomplicerede menusystem at kende. Selv om det hele foregår på dansk, er det nemlig hverken intuitivt eller børnevenligt skruet sammen, og selv simple handlinger som at rejse fra planet til planet er en fnidret og ulogisk proces, som selv undertegnede havde svært ved at gennemskue ved første møde.

Med tålmodighed og nysgerrig søgen (og indledende hjælp fra en voksen) kan det dog lade sig gøre, og når menuer og værktøjer er mestret, viser »LEGO Worlds« sit sande potentiale. For blandingen af fri leg og små, ofte humoristiske, historiedrevne missioner er et glimrende mix, der byder på en anderledes oplevelse end det ellers meget tydelige »Minecraft«-udgangspunkt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.