Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Et stykke danmarkshistorie fortalt gennem en veloplagt forårsrulle

»Daloon Forårsruller ligger godt i maven«.

Hvem husker ikke de charmerende og lidt gebrokne reklamer for forårsrullerne fra Nyborg?

Martin Lyngbo gør tydeligvis, og han har bragt den eventyrlige integrationshistorie bag rullerne til live på Odense Teater i årets foreløbig mest overraskende musikteaterforestilling.

På blot halvanden time kommer vi fra 30’ernes Kina til i dag, hvor Vans fabrik bliver solgt til Holland 12 år efter hans død. Nonchalant fletter verdens- og Danmarkshistorien sig ind og ud af familiens Vans egen historie og dens forretningseventyr med rullen, der selv kommer til orde, når forretningsplanerne udklækkes og skifter retning.

Van kommer til Danmark i 1935 for at studere landbrug. Krige og revolution i Kina holder ham i Danmark, hvor han uddanner sig, arbejder, gifter sig med Elisabeth og får tre børn. Kontakten til Kina holdes gennem breve til Vans far, der desillusioneret over kommunismen igen og igen beder Van blive i Danmark. Det gør han, og hans skæbne besegles, da han i svigerforældrenes kælder udvikler en soyasauce, som restauranterne i Tivoli efterspørger. Så går det slag i slag med stor fabrik og eksportdrømme.

Men måske taber Van lidt af Kina undervejs, drømmene dræber kærligheden, og forårsrullen, der »engang var for fine ganer er nu mest mad for narkomaner«, som det sørgmodigt lyder mod slutningen.

Forårsrullen bliver trods potentialet aldrig Danmarks eksportsvar på pasta, men strander i frysedisken med et lidt forpjusket renommé.

Det er en ret original idé at fortælle verdenshistorie gennem gastronomi og da især, når der ikke er tale om et entydigt heltekvad, men om en fortælling om mennesket på godt og ondt. Det bliver endog mere originalt, når denne hollywoodske historie synges, rappes, hviskes, skriges med rappe rim, blid poesi og en fremragende lydside, der legende elegant fletter Kina og seks årtiers vestlige toner ind i hinanden.

Kapelmester Anders Ortman og hans to musikere, Karen Duelund og Line Fielding, spiller ekvilibristisk på et hav af instrumenter, og skønt vi kun ser dem i enkelte sekvenser, er musikken en stærkt aktiv spiller i dramaet om rullen, historien og familien.

Mikkel Bay Mortensen er den ydmyge og tænksomme Van, Rikke Bilde hans ærligt-kærlige hustru Elisabeth og Nicolai Jandorf sønnen Hemming, der overtager fabrikken i det mest rørende, lyriske generationsskifte set i dansk drama. Bilde og Jandorf springer som de øvrige, Cecilie Gerberg, Anders Gjellerup Koch, Hanne Hedelund og Peter Høgsbro, ud og ind af roller i en iscenesættelse, der trods et grundlæggende up tempo, næret af rytmiske talekor og stumfilmsagtige koreografier, giver plads til de smertepunkter, der også definerer et liv.

Van er »en af de millioner, der rejser med deres drømme«. Han kom til Danmark lang tid før, vi talte om integration fra morgen til aften. Han lykkedes på lange stræk med sit liv og ønskede måske slet ikke forårsrullens verdensherredømme? Vi ved det ikke, men hvad vi ved er, at Odense Teater har skabt en helt egen, perle med denne fabulerende, rørende og hamrende musikalske beretning om manden, der kom fra et helt andet sted.

Hvad: ”Forårsrullen”
Hvem: Manuskript og iscenesættelse: Martin Lyngbo. Komponist og kapelmester: Anders Ortman. Scenograf og kostumedesign: Rikke Juellund. Koreografi: Jacob Stage
Hvor: Odense Teater på Odeon til 13. juni

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.