Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Svimlende kærlighed og blodig strid

Ida Praetorius er en funklende stjerne i John Neumeiers mesterlige »Romeo og Julie«.

Ida Praetorius som Julie og Gregory Dean som Romeo. Foto: Nick Costin Radu
Ida Praetorius som Julie og Gregory Dean som Romeo. Foto: Nick Costin Radu

I snart 40 år har John Neuemiers »Romeo og Julie« været et af de smukkeste og stærkeste dramatiske værker i Den Kgl. Ballets repertoire. Og det er et yderst glædeligt gensyn med det store, gribende og detaljerige balletdrama, man nu kan opleve i genopsætningen, der byder på fremragende præstationer på både første og andet hold i såvel store som mindre roller.

De garvede solodansere Ulrik Birkkjær og Susanne Grinder har begge tidligere danset titelrollerne, og til repremieren fredag var Birkkjær en vildt charmerende og forelskelsesberuset Romeo over for Grinder, der meget fint fortolker Julies transformation fra uskyldigt famlende pige til en handlekraftig ung kvinde midt i stridighederne mellem hendes egen familie, Capulet, og Romeos familie, Montague.

Til repremieren kunne man bl.a. også opleve en både teknisk og dramatisk blændende Alban Lendorf som Romeos sprælske ven Mercutio, og der var forrygende stærkt spil mellem Julies fætter, Tybalt (Mads Blangstrup) og Julies mor, Lady Capulet (Gitte Lindstrøm).

De helt store nybesætninger kom på andetholdet lørdag, hvor den kun 19-årige korpsdanser Ida Praetorius og den ti år ældre solist Gregory Dean for første gang dansede titelpartierne. Ida Praetorius, der i november vandt prisen som bedste kvindelige danser ved den internationale Erik Bruhn-konkurrence i Toronto, er et lysende talent og passer perfekt til rollen som den purunge Julie.

Hun er bedårende og overbevisende, hvad enten Julie pjanker med kusinerne eller er kejtet og trodsig over for forældrene og tvangsægteskabet med Prins Paris, og hun behersker hele følelsesregistret fra gnistrende glæde til dyb fortvivlelse. Dertil kommer hendes fine musikalske fraseringer.

Sammen med Gregory Dean lykkes næsten alt i de store og teknisk krævende kærligheds-pas de deuxer, og han bruser og bobler af kådhed og forelskelse i den smidige krop med smukke linjer i dansen. Et dejligt og meget velmatchende par. Nye på andet hold er bl.a. også Amy Watson som en elegant og skarp Lady Capulet og Maria Bernholdt som en herlig amme, og ligesom på første hold er vennerne Romeo, Benvolio og Mercutio sammen et sprudlende dynamisk trekløver.

En vigtig del af dramaet i »Romeo og Julie« ligger i Prokofjevs storslåede musik, der klinger fantastisk flot i Det Kgl. Kapel under ledelse af Graham Bond.

Hvad: »Romeo og Julie«
Hvem: Koreografi: Neumeier. Musik: Prokofjev. Scenografi: J. Rose. Den Kgl. Ballet, Det Kgl Kapel, dirigent G. Bond.

Hvor: Det Kongelige Teater, Gamle Scene. Sidste dag 7. maj.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.