Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Susanne Bier-hit bliver til opera

Kasper Holten skal instruere. Daníel Bjarnason skriver musikken. Den Jyske Opera har sat det kunstneriske hold bag den planlagte operaversion af Susanne Bier-filmen »Brødre«.

Holdet bag operaversionen af Susanne Biers »Brødre«.Siddende: komponist Daníel Bjarnason og instruktør Kasper Holten. Stående: librettist Kerstin Perski og th. operachef for Den Jyske Opera, Annilese Miskimmon Foto: Henrik Petit/Den Jyske Opera
Holdet bag operaversionen af Susanne Biers »Brødre«.Siddende: komponist Daníel Bjarnason og instruktør Kasper Holten. Stående: librettist Kerstin Perski og th. operachef for Den Jyske Opera, Annilese Miskimmon Foto: Henrik Petit/Den Jyske Opera

Michael er udsendt til et krigshærget land. Han tages til fange og meldes død til familien derhjemme. Nyheden bringer konen Sarah og lillebroderen Jannik tæt sammen – så da Michael viser livstegn, kommer mangen en sandhed for en dag.

Den Jyske Opera har taget de første skridt mod en operaversion af Susanne Biers kritikerroste »Brødre« fra 2004. Forestillingen bliver en af scenens vigtigste bidrag til Aarhus som europæisk kulturby i 2017.

Omformningen af Anders Thomas Jensens historie fra filmmanuskript til libretto er lagt i hænderne på Kerstin Perski. Den svenske dramatiker har arbejdet med opera i et kvart århundrede og modtog i 2007 en Reumert for teksten til »Skriftestolen«.

Hun fik relativt frie hænder fra Susanne Biers side og har for eksempel givet koret en særlig plads: Det agerer blandt andet »folkets røst«, altså lidt som i de græske tragedier. En vigtig rolle i handlinger med politisk fokus.

Islandsk komponist

Musikken komponeres af 37-årige Daníel Bjarnason – et af Islands største navne inden for klassisk musik og særligt kendt for debutalbummet »Processions« fra 2010.

»Brødre« bliver Daníel Bjarnasons første opera. Når operachef Annilese Miskimmon har peget på netop ham, skyldes det hans åbenhed: »Daníel har sans for traditionen og er samtidig meget lydhør over for det stof, han skal sætte i musik,« siger hun.

Instruktionen er overladt til Kasper Holten. Danskeren arbejder i øjeblikket som operachef på Covent Garden i London, men har takket nej til kontraktforlængelse og stopper næste forår. Forestillingen på Den Jyske Opera bliver dermed hans første opgave i hans nye liv som freelance-operainstruktør med base i København.

Kasper Holten er ikke uden erfaring med feltet mellem film og opera: Han instruerede en operaversion af »Dancer in the Dark« med musik af Poul Ruders og har omvendt gjort »Don Juan« af Mozart til spillefilmen »Juan«.

»Jeg vil løfte handlingen ud af filmens konkrete ramme og skabe noget, der på én gang er specifikt og alment,« siger han – blandt andet med henvisning til Danmarks nuværende krigsindsatser rundt om i verden.

Hverken forestillingens dirigent eller besætningen på de tre hovedroller er fastlagt endnu. Den Jyske Operas opsætning af »Brødre« får premiere i Aarhus den 16. august 2017 og er foreløbigt planlagt til at spille i en uges tid.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.