Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Selvværdsmonsteret i spotlight

Fra lørdag aften udfordrer fire skuespillere hinanden og publikum til at kigge indad og tale lige ud af posen om noget, som det virker umuligt at dele med andre: Det lave selvværd, der bilder os ind, at vi ikke er gode nok. De vil bryde med tabuet om, at du kun er cool, hvis du er ovenpå.

Anders Mossling, Xenia Noetzelmann, Kitt Maiken Mortensen og Peter Flyvholm giver opvisning i lavt selvværd fra i aften og tre uger frem i en nedlagt slagtehal i Kødbyen i København. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Anders Mossling, Xenia Noetzelmann, Kitt Maiken Mortensen og Peter Flyvholm giver opvisning i lavt selvværd fra i aften og tre uger frem i en nedlagt slagtehal i Kødbyen i København. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Du kender det, for det gør vi alle sammen. Den snigende, kølige, snart altoverskyggende, ødelæggende følelse af ikke at være god nok, smuk nok, klog nok. Ikke at slå til som ven, datter, kæreste eller medarbejder. En følelse, der bor i os som et lille monster, en sovende løve, der vækkes af små bemærkninger som »du skal da ikke være ked af, at du har den røv, du har.« Det er det lave selvværd, der forvrænger vores selvbillede, opfatter en kompliment som kritik, planter tvivl, sår uro og spiller os et puds.

I en nedlagt slagtehal i Kødbyen på Vesterbro konkurrerer fire mennesker i spotlightets afslørende lys og omringet af et nysgerrigt publikum om at være mest selvudleverende og dele flest tå­krummende oplevelser fra deres eget liv. De forsøger at holde ryggen rank og holde øjen­kontakten, når de vender vrangen ud på sig selv.

Lørdag aften er der premiere, og selv om de to skuespillere Peter Flyvholm og Kitt Maiken Mortensen har gjort det før – betrådt en scene og misset mod det insisterende lys – bliver det første gang og med blussende kinder, at de skal give så meget af sig selv til deres publikum. Uden filter, helt blottede, vaklende usikre.

De gør det for at gøre op med det, der efterhånden er blevet en folkesygdom, siger de. Et tabu, samfundet lider under, og som de vil forsøge at bryde. De har taget det sovende monster i hånden og ført det op på den lille, intime scene.

Ramt på selvværdet

»Der er noget, vi ikke kan tale om, og det skal vi kunne. Lige nu er vi spærret inde i en opfattelse af, at vi kun er cool, hvis vi er ovenpå,« siger Peter Flyvholm. Han er 43 år og uddannet fra Statens Teaterskole i 1998. Han oplever selv den gnavende fornemmelse i maven, næsten som en knude, siger han, når han bliver ramt på selvværdet.

»Og så går man rundt dér og siger ingenting, fordi vi har mistet tilliden til hinanden,« stemmer Kitt Maiken Mortensen i. Hun er 38 år og uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006.

Kitt Maiken Mortensen vil genskabe tilliden og starter ved selv at udvise det til sine medmennesker, sit publikum. Hun har givet sig selv en udfordring. Med et æggeur.

»Du bestemmer, hvor længe jeg skal fortælle om mit dårlige selvværd. Du må vælge alt mellem et og fem minutter,« siger hun og griner lidt. Tager en nervøs indånding. Hun ved ikke, at uret er stillet på tre minutter. Hun håber helt sikkert på mindre, men risikerer også mere, når hun snart lader det være op til publikum, hvor længe hun skal blotte sig selv. Så begynder hun:

»Jeg bliver enormt utilpas, når andre modtager ros. Jeg tænker straks: »Der må være en grund til, at jeg ikke bliver rost. Det er nok, fordi jeg ikke gør det godt nok så,« og så går jeg i panik og begynder at tvivle på mig selv. Faktisk opfatter jeg det lidt som en kritik af mig, når andre modtager ros i mit nærvær.«

Da uret ringer, kommer hun med endnu en tilståelse: »Jeg går sindssygt højt op i at være vellidt, så det er virkelig ikke let for mig på den her måde at fortælle ting, der ikke er flatterende.«

Peter nikker forstående. Han taler om udfordringerne. Om at bevare øjenkontakten som noget af det sværeste, men også om, hvor vigtig, den er for at nå ind til folk. Det er endnu en udfordring, de indbyrdes har givet hinanden.

»Ej, ved du hvad?« siger han.

»Jeg udfordrer da lige mig selv. Jeg vil lave en body scan.«

Afklædt

Han starter på hovedet. Fortæller om sit tykke, mørke, frisørroste hår, sine brune øjne, vender siden til og taler om sin næse i profil. Den har han aldrig været tilfreds med. Den er for stor, synes han, og overarmene for små, selv om han løfter mange tunge vægte i fitness. Hans mave er kun flot, hvis han trækker den ind, men så kan han ikke trække vejret.

Han klæder sig selv af. Bogstavelig talt. Foran ham ligger tøjet i en bunke, kroppen er pillet fra hinanden i negative vendinger, men øjenkontakten er intakt.

Han sætter sig ned. Fortæller lidt om, hvordan det dårlige selvværd opstod i barndommen i den konstante higen efter sin fars bekræftelse, han aldrig fik. Derfor har han brug for og søger bekræftelsen i dag, og derfor er det endnu et hak i selvværdet, når han ikke får den. Så starter de destruktive tanker om ikke at være god nok.

»Jeg kan mærke det i maven,« siger han.

Det kan Kitt også.

»En knude i maven. Og så starter mine ben med at summe, inden det breder sig til resten af min krop. Det er meget ubehageligt og svært at ryste af sig, når det først har fået fat.«

Lige så spontant som Peter udførte sin body scan, lige så spontan bliver dele af forestillingerne også, for de er ikke indøvede, replikkerne ikke lært på forhånd. Hver forestilling kommer til at tage udgangspunkt i de specifikke situationer og stemninger, der opstår med og blandt publikum.

»Vi ved ikke, hvad der sker i løbet af aftenen, og hvad vi tør fortælle,« siger Kitt.

For hende handler det også om, hvor deltagende publikum bliver, når skuespillerne på scenen opfordrer dem på scenen til at dele nogle af deres personlige erfaringer med lavt selvværd. Jo mere de tør, jo mere vil det smitte af, og på den måde kan det komme til at fungere som en slags gruppeterapi.

»Så kan det være, jeg vil fortælle følsomme ting, som hvordan jeg hænger noget for mit spejl, så jeg ikke behøver se mig selv i det.«

Peter hviler hovedet i hænderne, lyttende. De kropslige komplekser, som både han og Kitt har, ved han, at mange vil kunne spejle sig i. Unge kvinder, unge fyre, ældre kvinder, ældre mænd.

Han beskriver det som en befrielse at kunne fortælle åbent om noget, som alle mere eller mindre kan identificere sig med. At det kan give en følelse af styrke at stå ærligt frem.

»Jeg har personligt en hel fiaskoliste af ydmygelser. Jeg er klippet ud af tre film. Det er ikke fedt at stå til premieren på en film, man har medvirket i, og to minutter inden filmen begynder få at vide, at »hey, du er forresten klippet ud,« men det har hjulpet mig at sige det højt. Der er opstået sådan et hype i samfundet, hvor det eneste rigtige at sige er: »Jeg er klar, jeg er omstillingsparat, jeg er dygtig, hyr mig,« og sådan bør det ikke være, for vi må turde stå ved, at det måske ikke er sådan, vi føler,« siger Peter, inden han griner lidt i erkendelsen af, at det ikke ville være den bedste salgstale.

Vi er ens

Identifikation er netop noget af det, skuespillerne på »Opvisning i lavt selvværd« håber, publikum vil få en følelse af efter forestillingen.

En følelse af ikke at stå alene med sine urealistisk lave tanker om sig selv og sit værd. Som en slags løsladelse fra den lille fængselscelle, man måske har befundet sig i.

»Folk er kommet til mig efter prøverne og har været helt lettede over, at jeg trøstespiser en hel pose slik og samler alle negative kommentarer op, og at jeg også føler, at jeg er grim på alle de billeder, der bliver taget af mig. For det gør de også,« siger Kitt.

Peter, Kitt, Xenia og Anders vil med forestillingen forsøge at bryde et tabu, der har forfulgt dem. De ved, at det også kan være ubehageligt at blive konfronteret med sit lille, syvsovende monster, og de ved, at det kræver mod at indvie andre i ens eget univers af usikkerhed.

»Jeg håber virkelig, at folk efter forestillingen vil gå hjem og ud i byen og tale mere om det lave selvværd,« siger Kitt.

Hun griner lidt.

»Du skal bare vide, at jeg allerede sidder og overvejer, om jeg har været helt vildt dårlig at interviewe. Er det ikke bare åndssvagt?«

Hvad: »Opvisning i lavt selvværd«.

Hvem: Skuespillerne Peter Flyvholm, Anders Mossling, Kitt Maiken Mortensen og Xenia Noetzelmann. I et samarbejde mellem Cheer Extreme og Sort/Hvid.

Hvornår: Spilles fra 2.-23. april.

Hvor: Staldgade 38, Kødbyen, og igen under CPH Stage 2016 fra 6.-11. juni.

 

Billetterne koster 40-145 kroner og kan købes på Teaterbilletter.dk

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.