Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Musical

»Selv benhårde, socialdemokratiske ministre græd ved Billy Elliot-premieren«

Varm premiereaften på Det Ny Teater der sikrer sig en sentimental, men ærlig musicalsucces med »Billy Elliot«.

Step og stå fast: Premierens »Billy Elliot«, Carl-Emil Lohmann, klarer opgaven flot. Foto: Miklos Szabo
Step og stå fast: Premierens »Billy Elliot«, Carl-Emil Lohmann, klarer opgaven flot. Foto: Miklos Szabo

Det er sangen om at følge sin indre stemme. Sangen om at gøre dét, man har brug for at gøre, selv om man endnu ikke helt ved, hvad det er. Om at turde blive den, man er.

Når drengen Billy, minearbejderens søn, der opdager, at dansen må være hans mål og mening i livet, først med sin klare drengerøst synger om de følelser, der bevæger sig og vokser i ham, om alt det, der trækker i ham trods en baggrund, der ikke forstår ham, og så siden kaster sig ud i sin energiske dans, der blander alt fra hiphop til »Svanesøen«, er ikke et øje tørt i musicalen »Billy Elliot«.

Vi vil så gerne have, at det går Billy godt. Og vi vil så gerne have, at det lykkes for drengen, der spiller ham, at komme mere end frelst igennem de svære udfordringer i det, der er musicalens følelsesmæssige kulmination.

Vi kan ikke andet end blive rørt og begejstret ved at se børn forsøge det bedste, de kan – og lykkes med det.

På Det Ny Teater var det på premiereaftenen den dygtige og søde Carl-Emil Lohmann, der ikke bare klarede nummeret »Electricity« (på dansk »Stjerneskud«), men i det hele taget mødte genrens mange, ubønhørlige udfordringer med bevægende koncentration, ufordærvet spilletalent, en usvigeligt sikker, køn sangrøst og en dans, som var god nok til at overbevise om de krummer, der er i drengen.

Og lad os bare sige det, som det er: »Billy Elliot« står og falder med den lille mand i midten. Har man ikke ham, falder det hele fra hinanden. Lad os håbe, de øvrige Billy’er – tre deles om rollen – er lige så gode.

Denne aften var hovedrollehaveren herligt sekunderet af lige så unge Magnus Sterling Borchert som Billys transvestit-in-spe sidekick, der hjælper Billy til at tro på, at det er i orden at være den, man er.

Håb og opgivenhed

I det hele taget er Elton Johns og Lee Halls verdenssucces »Billy Elliot« en musical med hjertet på rette sted. Et hverdagseventyr om at blive en svane på trods af megen modgang – her først og fremmest de kræfter i omgivelserne, der ikke har megen forståelse for, at en dreng hellere vil danse end gå til boksning, og som i det hele taget er optaget af andre kampe.

Musicalen, der er baseret på filmen af samme navn, er nemlig sat på baggrund af de store minearbejderstrejker i 1980ernes og daværende premierminister Margaret Thatchers klassedelte England, hvor gadekampene raser, solidariten sættes under pres, og massearbejdsløsheden truer – skildret med god gammeldags passion.

Det er i det hele taget dens smukt spændte kurve, at mens Billy følger sine drømme og gennem sit talent får en billet ud af det udsigtsløse miljø, han kommer fra, er der en anden verden, der går under. To linjer der mødes i den scene hen mod slutningen, hvor det knækkede minearbejdersjak med Billys far i centrum i bogstaveligste forstand synker i jorden bag mineelevatorens trådnet, mens Billy har pakket rygsækken, klar til at begive sig ud i verden som det stykke kul, der forvandles til en diamant, han er.

Håb og opgivenhed, individualitet og kollektivfornemmelse i bittersød sammenstilling.

Følsomt indre

På Det Ny Teater er hele det store musicalmaskineri i imponerende omdrejninger i Lisa Kents gesvindte iscenesættelse. Det hele kører – inklusive Paul Farnsworths omhyggelige scenografi, der vækker det slidte Nordengland til live ned til mindste detalje.

Den store musicalekvilibrisme gør forestillingen måske ikke for alvor brug af – urobetjente og demonstranter i dansende konfrontation er en smagssag – og Elton Johns musik er heller ikke videre original. Til gengæld er der fuldt blus på karakteriseringerne og på at fortælle den skamløst sentimentale, men til gengæld ærlige og slet ikke udspekulerede historie, der gør aftenen til en god oplevelse.

Kristian Boland er alt, hvad han skal være som den stolte og stejle far, der langsomt tør op, og hvis primitive reaktioner dækker over et følsomt indre. Stærkt. Og Julie Steincke får efterhånden sin skrappe danselærerinde, Billys gode fe, podet med en smittende varme og flot formidlet indignation.

I det store og velfungerende ensemble af minearbejdere, bobbyer, balletpiger og strejkebrydere finder man også præcise indsatser af Lane Lind, der som bedstemor med slag i tager springet over i det senildemente rollefag, af Anne Suppli som Billys døde mor, der går igen, og Jesper Asholt som småtumpet bokselærer.

Jo, »Billy Elliot« har varme nok til at erstatte H.C. Ørstedsværket. Succesen er hjemme for Det Ny Teater, hvor man helst skal tro på sine drømme.

Selv benhårde, socialdemokratiske ministre græd ved premieren. Det kommer et stort publikum også til at gøre sæsonen ud.

Hvad: »Billy Elliot«.

Hvem: Manuskript og sangtekster: Lee Hall. Musik: Elton John. Oversættelse: Jesper Malmose (dialog) og Karen Hoffmann (sange). Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Scenografi: Paul Farnsworth. Musikalsk ledelse: Per Ensström.

Hvor: Det Ny Teater. Resten af sæsonen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.