Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Teater

»Røde Orm« kunne næsten ligeså godt være spillet indendørs

Hvorfor udnytter Det Kongelige Teaters ”Røde Orm” på Moesgaard Museum ikke de naturlige omgivelser, når nu vi er kommet ud under åben himmel?

Vikingespil i kæmpeformat: Andreas Jebro i spidsen for statister i »Røde Orm«. Foto: David Bering& Morten Fauerby.
Vikingespil i kæmpeformat: Andreas Jebro i spidsen for statister i »Røde Orm«. Foto: David Bering& Morten Fauerby.

»Røde Orm sejler.« Sådan lyder de første ord i Det Kongelige Teaters tilbagevendende udendørsspil, som nu for første gang er flyttet fra Dyrehavens nordsjællandske skove til Moesgaard ved Aarhus.

Og det gør han også, vikingehøvdingen og bondesønnen Røde Orm, som, når vi møder ham, har været på togt og søgt lykken, men som viser sig at finde den, hvor han mindst ventede det: i kærligheden til den selvstændige kongedatter Ylva og i den nye, kristne tro, der prædiker våbenstilstand snarere end blodrus og bersærkergang. Alt sammen noget, han skal lære, inden solen i bogstaveligste forstand går ned bag Søsterhøjsenderen, og den stort anlagte action – og folkekomedie kan finde sin afslutning.

Grovkornet tegneserieteater

Men selve forestillingen af samme navn sejler sådan set ikke. Den er der faktisk god styr på i dramatikeren Henrik Szklanys udmærkede teaterversionering af dele af den den svenske forfatter Frans G. Bengtssons saga om Røde Orms bedrifter. Han ved, at friluftsscenen tåler få ord, selv om de stadig taler meget dernede på den store scene, og de ord, der er, har fået en tur mere i tidsmaskinen, så Bengtssons djærve skrøne fremstår som en grovkornet tegneseriehistorie til familiebrug. Sådan må det være, det er friluftsspillets betingelser.

Det er den formel, Det Kongelige Teater har valgt for sit primitive, forvoksede friluftsteater, som altså det aarhusianske kulturår er henlagt til vikingernes eget Moesgaard, en klog, strategisk beslutning, der kan få jyderne til at synes, at det er i orden at betale deres danegæld til Det Kongelige Teater.

Og instruktøren Frede Guldbrandsen smækker det hele på scenen, som man nu synes, det skal være. Effektivt brølende ramasjangteater, men ikke synderligt varieret og måske derfor aldrig rigtig ophidsende. Andreas Jebro er da en flot, rødskægget titelfigur, en ædel vild, der taler smukt og fører sig godt. Og Christine Gjerulff får blæst noget moderne kvindelighed ind i hans fyrige skjoldmø og i det meget brovtende, mandsdominerede rockerborg af en vikingeverden.

Inderligheden – den har trange kår i sommernattens eventteater. Det er måske denne kombination af kunstneriske valg og påtvunget nødvendighed  – med skuespillerne reduceret til råbende, fægtende signalgaster – der gør, at nationalscenes eventteater aldrig bliver rigtig interessant. den har kæmpeformatet, men har den egeentlig noget format?

Mjød med fluesvamp

Men hvad med alt det, der så gør friluftsteatret til den avancerede form for selvpineri, det oftest kan være, når vi udsætter os selv for forfrosne lemmer på stolerækkerne i det, der skulle forestille en lun sommeraften? Har nogen drukket mjød med fluesvamp? Hvorfor har man valgt at smække et kæmpestor, kuldsejlet vikingeskib op som en skal, der skærmer for alt det, Moesgaard har at byde på af natur? Må man formode, for man kan ikke se den. Naturen altså.

Heller ikke den enorme kælkebakke, ryggen af det nedgravede museum, udnyttes til meget, selv om museets overkant brugt som silhuetten af en engelsk borg efter mørkets frembrud, er fin. I det hele taget udnytter forestillingen slet ikke de nye omgivelser. Kunne den ikke ligeså godt have været spillet indendørs?

Våbengny, et par ejendommeligt vaklende vikingeskibe, to heste, ivrige statister, Maria Gyllenhofs fantasifulde, ikke specielt kønne postmoderne kostumer, rekvisitafdelingen på overarbejde. Jo, det hele er flot. Men er det flot nok, når det nu er friluftsteatrets eneste raison d’être at imponere og bjergtage?

Det bliver så overflødigt, hvis det ikke er rigtigt overflødigt.

»Røde orm”. Hvem: Dramatisering: Henrik Szklany efter Frans G. Bengtsson. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinarmo. Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum, Aarhus.Til 1. juli.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.