Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Musical

»My Fair Lady« vinder på storslåede ensemblescener og musikalsk overdådighed

Aarhus Teater har med stort held hentet tre englændere ind til at stå bag teatrets vellykkede iscenesættelse af musicalklassikeren »My Fair Lady« med Annette Heick som Eliza.

Annette Heick som Eliza bliver med sit drive og sin sødme vores heltinde. Foto: Isak Hoffmeyer
Annette Heick som Eliza bliver med sit drive og sin sødme vores heltinde. Foto: Isak Hoffmeyer

Hvem skulle nu have troet, at »My Fair Lady« nærmest er helt aktuel? Men mon ikke flere blandt Aarhus Teaters publikum i de kommende måneder vil nikke med på professor Higgins’ klage i forestillingens begyndelse over, at folk ikke kan »tale pænt og rent« længere?

Nu er det ikke fordi, »My Fair Lady« behøver en aktualitet eller et moderne twist. Den er i sig selv en nærmest perfekt musical. Især på grund af Alan Jay Lerners sprudlende elegante dialog og hans og Frederick Loewes vidunderlige, musikalsk varierede sange, der vibrerer i ens stemmebånd i en grad, så det er svært at vente med at nynne, til man går fra teatret.

Aarhus Teater har hentet den roste, britiske musicalinstruktør og teaterdirektør Timothy Sheader over for at instruere »My Fair Lady«, og med landsmændene Colin Richmond som scenograf og Alistair David som koreograf er vi faktisk så tæt på at omdanne Domkirkepladsen til Leicester Square, som vi kan komme.

Det er især i overdådigheden, man føler suset fra London.

Med et yderst professionelt ensemble af dansere og sangere kan de tre bagmænd brillere i de store optrin, som i scenen fra Ascot, hvor alle er klædt i samme nuancer og bevæger sig på samme stive, opstillede måde.

Scenen er visuelt umådeligt lækker, men viser også præcist, hvor uoverstigelige forhindringerne er for den, der vil bevæge sig opad i socialklasserne. Muntert understreget af blomsterpigen Elizas berigelse af konversationen med svulstige sprogblomster dugfriske fra Covent Garden.

Selvbevidst Eliza med råstyrke

Sheader har placeret opsætningen i 1950erne, hvor musicalen er fra. Det giver mulighed for at modernisere hovedpersonerne. Især Annette Heicks Eliza er en mere moderne kvinde med ambitioner om at klare sig godt – selv. Hun er selvbevidst og har råstyrke. Så holder musicalens lykkelige slutning? Timothy Sheader lover os ikke for meget.

Nu er der heller ikke den store romantiske gnist mellem Bue Wandahl og Annette Heick. Med sit drive og sin sødme bliver hun vores heltinde. Brandet godt, kan man sige, af den begejstring, som Higgins’ ellers karske mor, spillet med stærk autoritet bag mildhelden af Elsebeth Steentoft, udviser over for pigen.

Bue Wandahls Higgins er ikke lige så let at holde af. En dårligt klædt, distræt professor. Nok født ind i overklassen, men her passer han alligevel ikke ind. Hans eksperiment med Eliza er i denne opsætning også båret af en intellektuel trods og lyst til opgør med de forlorne konventioner i det højere borgerskab.

Måske er Eliza og Higgins’ løsriven sig fra deres oprindelige miljø det spinkle håb for forholdet?

Selv om Eliza nu ikke er udstyret med så slem en far i Anders Baggesens mere nuancerede udgave af den fordrukne skraldemand. Hans Alfred Doolittle er kvik, og salen klapper ham begejstret ind i ægteskabet i glansnummeret, »Alfred skal giftes nu til morgen«.

Jens Zacho Böyes Oberst Pickering er en tryg faderfigur i det til tider kolde professorhjem, mens Carsten Svendsens Freddie desværre er iscenesat som en umoden kostskoledreng, der aldrig bliver en seriøs rival til Higgins.

Timothy Sheader har skabt en »My Fair Lady« med en moderne tilgang til kærligheden og kvinderne som det stærke køn. Uden at svigte den romantiske drøm.

Men først og fremmest vinder opsætningen på sine storslåede ensemblescener og den musikalske overdådighed under flot ledelse af kapelmester Henrik Svenning.

Hvad: »My Fair Lady«. Hvem: Af Alan Jay Lerner og Frederick Loewe. Iscenesættelse: Timothy Sheader. Scenografi og kostumer: Colin Richmond. Koreografi: Alistair David. Hvor: Aarhus Teater. Til 2. maj.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.