Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Teater

Morten Grunwalds tavse ansigt gør stærkt indtryk

Tre enetaler, tre martrede sjæle: "3 X Beckett" på Østre Gasværk Teater fungerer flot som introduktion til en stor digters begsorte livssyn.

Morten Grunwalds ansigt er den helt store oplevelse i "3 X Beckett" på Østre Gasværk Teater. Foto: PR.
Morten Grunwalds ansigt er den helt store oplevelse i "3 X Beckett" på Østre Gasværk Teater. Foto: PR.

»60 år er ikke nok«. Sådan skriver Morten Grunwald om sit eget arbejde med at udforske den irske dramatiker Samuel Becketts såkaldt absurde nyklassikere. Han har prøvet kræfter med de fleste af dem. Som instruktør og som skuespiller. Og han er slet ikke færdig med sit litterære idol, for han er drivkraften bag tre af Becketts monologer, sat sammen til et samlet program under den nøgterne titel »3 X Beckett« i Østre Gasværk Teaters foyer.

En oplevelse, som fordrer næsten andægtig lydhørhed fra sin tilskuer, for muligvis sker der meget lidt. Men alligevel en masse, hvis man lytter efter. Tre begsorte enetaler, holdt sammen af en digters pessimistiske livssyn. Men også på deres egen opgivende facon af troen på mennesket som en ukuelig overlever midt i håbløsheden.

Der lægges ud med »Ikke jeg«, som udmærker sig ved udelukkende at fokusere på en oplyst, talende, rød mund i mørket.  I et furiøst tempo rabler en kvinde erindringsfragmenter af sig - hvis det overhovedet handler om hende. Hun ved det vist ikke helt selv.

Er hun i det hele taget i live? Har hun overhovedet været det - sådan som hun er gået livsløs gennem tilværelsen uden at mærke noget, uden at føle noget? Hvad er der sket på den eng, hun har opholdt sig på, og har det noget at gøre med med den retssag, hun pludselig kaster billeder ind fra? Hvad er det for en traumatisk oplevelse, der har martret hende - som stadig gør det? Og hvorfor er der pludselig gået hul på hende, så ordene fyger ud i en overvældende strøm af repetitioner som i et tilbagevendende forsøg på at få mening med en tilværelse, hun ikke kan skabe mening af?

Ellen Hillingsø, der har en af dansk teaters bedste replikker, imponerer ved sin næsten mekanisk aflirede munddiarré, der dirrer af frenetisk desperation og pludselige forskrækkede småskrig, som befandt hun sig i en drøm, hun ikke kan vågne af. Imponerende først og fremmest.

Grunwalds smukke ansigt

Til gengæld siger hovedpersonen i den hypnotiske »Hva’, Joe?« ikke et ord. Endnu en slags regnskabets time i sidste øjeblik før døden. En ældre mand sidder ensom på sin seng i sin slidte morgenkåbe og lytter til det, vi må tro er stemmer i hans hoved. En kvinde, han har kendt engang, beretter om hans livs fallit. Han har forført og misbrugt kvinder, svigtet et langt liv igennem. Med Joes ansigt kastet op på en skærm, hvor kameraet langsomt zoomer ind på ansigtet, er vi så tæt på menneskelige tankevirksomhed som muligt - for hvor meget er egentlig sket, hvor meget er Joes flydende fantasi over sin egen utilstrækkelighed?

Morten Grunwalds smukke ansigt reagerer med søgende øjne og svage trækninger ved mundvigene, mens Ulla Henningsen på lydsiden fremragnede spøgelseshvisker torturen som hende, der måske slap væk - berøvet enhver form for psykologi, kun rytme, musikalitet. Isnende og blændende. Grunwalds Joe virker påvirket af det, han hører og ser. Har han, trods alt, en samvittighed? Fascinerende er hans smukke, brugte ansigt med de snart undrende, snart rådvilde øjne.

Intet tilbage

Tredje indsats er »Krapps sidste bånd«, som Tommy Kenter spiller efter Becketts strenge foreskrifter: Han hygger sig med sin banan fra skuffen, mensden ganle mand, ensom under lampen, spoler frem og tilbage til gamle dagbogsindspilninger med sit selvoptagne og selvoptagede yngre jeg, i et rituelt anfald af masochisme og længsel. Det yngre mand tror stadig, at livet har noget i vente, tror, han har styr på livet. Det havde han ikke. Nu er der intet tilbage. Ud over følelsen af mislykkethed, flasken i sideværelset, isolationen og den død, titlen antyder.

Tommy Kenter tripper rundt med en tung krop over klaprende ben. Lytter til sine spolebånd med hånden bag øret, snart med det skønne bulldogfjæs i væmmede folder og et afgrundsdybt suk, snart hæst klukkende med i et anfald af genkendelse og galgenhumor. Betoner den beckettske klovn, som han ridser lidt i ovefladen af  -  mere end den sorgfulde lidelse.

Måske derfor ender finalen med at gør mindre indtryk end de øvrige skrig i mørket. Men som samlet præsentation er »3 X Beckett« en streng, sort introduktion til en stor digters nådesløse skærsildsdramatik.

»3 X Beckett«.  Hvem: Tekst: Samuel Beckett. Oversættelse: Jesper Kjær og Klaus Rifbjerg. Iscenesættelse: Walter Asmus (»Ikke jeg«, »Hva’ Joe?), Morten Grunwald (»Krapps sidste bånd«). Østre Gasværk Teater, foyeren. Til 21. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.