Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Børneteater

Man skal holde, hvad man lover

Zangenbergs Teaters "Hokus Pokus" er en fin børneteaterforestilling om generationsopgør og tryllerier.

Henrik Zangenberg som magikeren Abdullah Hansen i forestillingen "Hokus Pokus", hvor han bl.a. udfører illusionsnummeret Den svævende dame med sin datter Nanna alias Henriette Katrine Lund. Foto: PR.
Henrik Zangenberg som magikeren Abdullah Hansen i forestillingen "Hokus Pokus", hvor han bl.a. udfører illusionsnummeret Den svævende dame med sin datter Nanna alias Henriette Katrine Lund. Foto: PR.

»Skal der gang i dansen, så ring til Abdullah Hansen«.
Sådan lyder en af de mange smarte replikker fra den garvede illusionist og magiker Abdullah Hansen alias Henrik Zangenberg i den nye børneforestilling »Hokus Pokus« på Zangenbergs Teater.

Efter 40 år i branchen med trylleri og illusionens kunst kører det meste på rutinen og rygraden for Abdullah Hansen, der optræder i kjole og hvidt, rød vest og fez på hovedet i sit orientalsk inspirerede teater. Men hans tyggegummignaskende datter og assistent, Nanna, i skikkelse af den charmerende Henriette Katrine Lund, er godt og grundigt træt af rutinerne. For hun har masser af egne nye idéer til showet og vil ikke længere være fars pige, men en ligeværdig partner i forestillingen.

Hun er også dødtræt af sine røde laksko og vil meget hellere optræde i sine nye, seje, store hvide snørestøvler og til nutidige techno-rytmer. Så da Nanna forsinket dukker op til dagens forestilling, er der fra starten lagt op til generationsopgør mellem hende og faderen, som med nervøs mine forsøger at styre showet videre i de vante baner og tale uden om, hvad han har lovet Nanna.

Den svævende dame

Meget magisk kan Abdullah Hansen trylle stearinlys væk, få en stok til at danse og lave tricks med reb og kugler. Det går også fint med at udføre det fascinerende klassiske illusionsnummer »Den svævende dame« med Nanna i hypnose. Men i et nummer med et forsvindingskabinet bliver Nanna pludselig helt væk, så Abdullah Hansen bliver tvunget til at følge efter hende ind i en anden magisk verden, hvor Nanna overtager styringen.

Sjovt er det, når hendes røde laksko går af sted helt alene, eller når hendes far hænger fast i hendes tyggegummi. Og det er ikke mindst Nannas mange drilske tiltag over for sin far, der får børnene i salen til at juble.
Her er også sjove overraskelser med de store hvide støvler, som både helt bogstaveligt og i overført betydning viser, at Nanna ligesom den viljestærke Pippi Langstrømpe står fast på sine krav og beslutninger. Og både tryllerier og tekster er sjove for såvel børn som voksne i den velspillede og velinstruerede »Hokus Pokus«, hvis pointe blandt andet er, at man skal holde, hvad man lover, og at de bedste resultater opnås, hvis man samarbejder om tingene.

»Hokus Pokus«.  Hvem: Instruktion: Torkild Lindebjerg. Tekst: Niels Grønne. Scenografi: Christian Q. Clausen. Musik: Ole Højer Hansen. Hvor: Zangenbergs Teater, sidste dag 26. marts. For de 4-10-årige.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.