Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Lille mand, ond verden

Teater. Holbergs »Jeppe på Bjerget« som klar og brutal afretningsmaskine med Olaf Johannessen som en Jeppe til alle tider.

Christine Gjerulffs Nille svinger tæppebankeren Mester Erik over stakkels Jeppe (Olaf Johannessen) i Grønnegårds Teatrets »Jeppe på Bjerget«.
Foto: Bjarne Stæhr
Christine Gjerulffs Nille svinger tæppebankeren Mester Erik over stakkels Jeppe (Olaf Johannessen) i Grønnegårds Teatrets »Jeppe på Bjerget«. Foto: Bjarne Stæhr

Holbergs elskede »Jeppe på Bjerget« er faktisk slet ikke nogen rar komedie. Er den i virkeligheden ikke temmelig ubehagelig? Sådan som stakkels Jeppe og al hans oprørstrang bankes på plads og smides tilbage på møddingen, hvor han kom fra? Sådan som vi er vidner til en ubehagelig leg, hvor den, der er nederst i hierarkiet, mobbes og ydmyges? Spis lort, Jeppe!

Det er den fornemmelse, man sidder tilbage med efter at have set Grønnegård Teatrets kompetente udendørsversion af historien om den forvandlede bonde, som efter en hel del brændevin for en kort bemærkning narres til at tro, at han er baronen selv, og som er lige ved at overtage det hele, inden han igen bedøves og snart kommer op og hænge i galgen som kulmination på den stand- og skueret, der én gang for alle skal give ham en lærestreg. Dømt til døden, aflivet på skrømt, genopvakt fra de døde!

Ja, det indtræder sådan set fra første færd, det lille ubehag – inden forestillingen overhovedet er gået i gang. For scenografen Steffen Aarfing har skabt en kulisse, som mest af alt minder om et skafot – en slags velodrom i brædder med galgen centralt placeret, dinglende over hovedet på dens misforståede og mishandlede hovedfigur fra start til slut.

Underliggende brutalitet

Thomas Bendixens iscenesættelse af »Jeppe på Bjerget« er måske ikke den mest originale. Der er , trods alt, grænser for udfoldelsen i den sommerlyse barokgård. Men intrigens underliggende brutalitet ligger hele tiden og lurer lige nede under den komedielette fernis. Grønnegårds Teatrets »Jeppe på Bjerget« klarlægger med stor pædagogisk sans de mekanismer, som er på spil i den komedie, som har en vidunderlig titelfigur, men som også er svær at få til at leve. Hvem og hvad er det egentlig, baronen og hans tjenstvillige håndlangere repræsenterer? Og hvordan håndterer man den morale, som Holberg lader den skånselsløse baron udsige til slut, hvor han taler om, at man ikke skal lade skidt komme til ære? I Grønnegården svarer man ved simpelt hen at tage den ud. I stedet er det historien om den lille mand, der knægtes af systemet, selv om Olaf Johannessens Jeppe længe bevarer kampgejsten. Kuet, jo. Men ikke knægtet.

Olaf Johannessens Jeppe er mest af alt en helt almindelig mand, der er offer for systemet – han ligner en ikke så fjern fætter til en anden teaterproletar, den mindst ligeså mishandlede Woyzeck. En Jeppe til alle tider. En intelligent mand, men også en svag mand. Holdt i stramme tøjler af sin kone, uden megen glæde i tilværelsen og tilmed offer for en ondsindet practical joke.

Usikre brændevinsben

Klædt i ulden trøje og de store, klodsede militærstøvler, som minder om hans status som krigsveteran. Senet, plaget og duknakket og efterhånden også slingrende på sine usikre brændevinsben. Men også med et særligt liv i de vandblå, rødrandede øjne, når han løfter ansigtet og byder verden trods med sin sprukne stemme. Der er en uformuleret oprørstrang i denne Jeppe, når branderten sætter ind. Han er alt andet end en tung, skiden bondestud, snarere en dynamisk, hvid klovn, der svinger mellem alt det, Jeppe skal svinge: snart udspekuleret, snart tung at danse med. Snart selvhævdende pralrøv, snart ynkelig prügelknabe. Snart følsomt eftertænksom, så i sit ulmende temperaments vold og uforblændet hævnlysten. Olaf Johannesen, eminent skuespiller, fylder dygtigt hullerne ud uden at tabe komikken af syne, hvor diskret han end er med den.

Træt af det hele

Og den indfatning, man giver ham, er den helt rigtige. Spillet omkring og med Jeppe sættes klart og kyndigt på scenen som en slags småperverteret commedia dell’arte-komedie, der kulminerer med domstolens næsten surreelle mareridtsscenarie med »advokaterne« som spankulerende, sorte karnevalsfugle på væggen. Steen Stig Lommers distræte replik og alt for vennesæle smil som baronen vidner om en mand, der afretter for sin egen fornøjelses skyld. Og Andreas Jebro, Jakob Fauerby, Kasper Leisner og Sigurd Holmen le Dous giver kollektivt og individuelt liv til hans adrætte tjenerskab, mens Peter Oliver Hansen og Ditte Ylva Olsen tegner sikre vignetter som ridefogeden og hans smukke kone, som Jeppe er lige ved at forgribe sig på i sin korte magtrus. Michael Moritzen er en infam Jacob Skomager uden forsonenede mellemregninger. Og så må vi ikke glemme Christine Gjerulffs appetitlige, skægge og skrappe Nille, ikke så lidt træt af det hele. Vi forstår hende godt. Men vi forstår også ham Jeppe, den evige klovn, som sgu ikke har det for let. Lille mand, ond verden.

 

Hvad: »Jeppe på Bjerget« af Ludvig Holberg.

Hvem: Iscenesættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali.

Hvor: Grønnegårds Teatret, Desigmuseum Danmarks Have. Til 20. august.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.