Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hug en hæl og klip en tå

Dronning Margrethe, Yuri Possokhov og Oh Land har sammen skabt en velfungerende, farveglad og sjov ballet over eventyret »Askepot« – og med herligt grotesk twist.

Fenella Cook og Robert Thomsen som Askepot og Prinsen foran stedmoderen og andre gæster til festen på slottet. Fra »Askepot« på Pantomimeteatret. Foto: Annet Ahrendt
Fenella Cook og Robert Thomsen som Askepot og Prinsen foran stedmoderen og andre gæster til festen på slottet. Fra »Askepot« på Pantomimeteatret. Foto: Annet Ahrendt

Det er et interessant nyt kunstnerisk trekløver, Tivolis balletmester, Peter Bo Bendixen, har inviteret til at kreere den nye eventyr­ballet »Askepot« til Pantomimeteatret.

Dronning Margrethe, der sammen med koreografen Dinna Bjørn og komponisten James Price siden 2001 har skabt hele fem meget vellykkede H.C. Andersen-balletter til Påfugleteatret, er nu genganger som scenograf på »Askepot«. Men både den russiskfødte koreograf Yuri Possokhov og den danske electropop-komponist Oh Land (Nana Øland) er nye kunstnere på Pantomime­teatret.

Yuri Possokhov var i begyndelsen af 1990erne solodanser i Den Kgl. Ballet, inden han rejste videre til San Francisco Ballet, hvor han bl.a. inspireret af danske Anna Lærke­sen indledte sin succesrige koreografiske karriere. Og i sidste måned blev Yuri Possokhov i Moskva tildelt den prestigefyldte Prix Benoit de la Danse 2016 i kategorien »bedste koreografi«.

Han er en koreograf fuld af spræl og humor, og den muntre tone i den nye ballet­version af »Askepot« bliver straks slået an i den livlige og farvestrålende åbningsscene til klangrig musik, hvor syv trompetspillende gøglere med bogstaver på ryggen, der tilsammen danner ordet Askepot, sender tankerne til trompetpigerne fra 1950ernes Dansk Biograf Reklame.

Her er masser af sjove vip og vrik i hofterne hos de glade gøglere med pigerne i tåspidssko, mens den stive ceremonimester alias Tommy Edvardsen er en herlig, humoristisk kontrast foran åbningsscenens flotte bagtæppe med slot og abstrakte byhuse, der giver associationer til maleren Robert Delaunay.

Ligesom i dronning Margrethes kostumer til »Svinedrengen« er der fuld knald på farverne på de flot afstemte kostumer i »Askepot«, der ikke repræsenterer én bestemt tidsperiode. Ikke mindst Askepots stedmor og de to bitchede stedsøstre er klædt i stærke pangfarver. Og når stedsøstrene skal prøve kjoler til festen på slottet, sker det meget opfindsomt med kostumeskærme foran kroppen ligesom i Tivolis Fotokomik-bod.

Mange sjove detaljer

Askepot, der holder til i kælderen, hvilket vi meget smart får fortalt, når hun forsvinder og dukker op gennem en lem i scenegulvet, er klædt i langt mere dæmpede nuancer. Med hjælp fra tre blå dansefugle med sjove ryk i hovederne og finurligt baskende arme kan hun elegant svæve højt i luften, og til festen på slottet kommer hun flyvende lige ind i favnen på Prinsen i sin smukke kjole.

 

Her er fine og opfindsomme ballet-pas de deuxer mellem Askepot og Prinsen, som til premieren blev danset af Fenella Cook og Robert Thomsen. Men Prinsen folder sig også ekspressivt ud i break og slowmotion, og der er sjov dynamik mellem ham og balgæsterne. I det hele taget er det imponerende, hvor effektivt Yuri Possokhov udnytter Pantomimeteatrets lille scenerum.

Balletten bliver for alvor grotesk og komisk, når de to stedsøstre med store grimme fødder skal have hugget en hæl og klippet en tå, som der står i det gamle eventyr, i håb om at kunne klemme foden ned i Askepots sko.

Der er i det hele taget mange sjove detaljer balletten igennem, hvor også de to stivryggede generaler (Allan Nielsen og Allan Clausen) fænger øjet, og meget fint er elever fra Tivoli Ballet Skole inddraget i forestillingen i rollerne som pager.

Ikke mindst Oh Lands åbnings- og afslutningsnumre med vokalen stærkt i fokus er iørefaldende, men også de mere enkelt instrumenterede numre med elektrobeat, valsetakt og fuglekvidder og andre effekter går godt i spænd med koreografien.

Allerede en time inden premieren lørdag aften begyndte folk at stimle sammen foran Pantomimeteatret, og da dronning Margrethe, Yuri Possokhov og Oh Land var ankommet til deres pladser på bænkerækkerne, og påfugletæppet åbnede sig, stod publikum tæt pakket foran teatret i det lune sommervejr. Den sjove og dramaturgisk stramt fortalte eventyrballet skal nok tiltrække masser af mennesker hen over sommeren.

 

Hvad: »Askepot«

Hvem: Koreografi: Yuri Possokhov. Iscenesættelse: Possokhov, assisteret af Petrusjka Broholm. Scenografi og kostumer: Dronning Margrethe. Musik: Oh Land.

Hvor: Pantomimeteatret, Tivoli. Sidste dag 8. september.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.