Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Opera

For lidt farlig sex i kongelig "Salome"

Richard Strauss' erotiske dødsdrama »Salome« er blevet til en flot, men lidt for tam forestilling på Operaen.

Jochanaan har munden fuld af Salome (Ann Petersen). Hendes mor, Herodias (Susanne Resmark), ligger i forgrunden. Foto: Per Morten Abrahamsen
Jochanaan har munden fuld af Salome (Ann Petersen). Hendes mor, Herodias (Susanne Resmark), ligger i forgrunden. Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er altid en hårrejsende stor kunstnerisk udfordring at skabe en vellykket operaforestilling. Mere eller mindre lunkne kompromiser er tit nødvendige, og det gælder alle parametre, men det gælder ikke mindst, når det handler om den udfordring, som de ungpigeskikkelser, der befolker klassikerne, udgør.

De, der synger hende, skal ideelt set have en stemme og et udseende, der er netop dét, ungdommelige, men typisk kræver det også en moden kunstner at honorere de vokale krav. Hvordan gør man lige dét?

Richard Strauss' 111 år gamle erotiske dødsdrama »Salome«, der søndag første gang kunne ses på Operaen i Stefan Herheims nyopsætning, er et godt eksempel på, hvor svært det er.

Titelpersonen er en purung prinsesse, kong Herodes' steddatter, datter af Herodias, som fik hende med Herodes' bror. Hun er en tikkende erotisk bombe, og i »Salome« er det erotiske på dobbelt vis på spil, for ikke alene forelsker Salome sig i den fra Bibelen nok så kendte Johannes Døberen alias Jochanaan, der ved operaens begyndelsen er blevet taget til fange og anbragt i en cisterne!

Der er også noget kørende mellem Salome og stedfaderen, der har svært ved at skjule sin betagelse af den unge skønhed, og da en forurettet Salome kræver og får Jochanaans hoved på et sølvfad, er konsekvenserne fatale.

Ikke blot for den stakkels Guds mand, men også for hende selv. Hun, der selv krævede den mand dræbt, som hendes lidenskab rettede sig mod, bliver dræbt på ordre fra den stedfar, der begærer hende.

Død og sex går op, eller skulle vi sige ned, i en højere enhed. Det er dejligt overmoden senromantik for fuld udblæsning.

Den knap to timer lange opera, der spilles ud i ét, er i det hele taget et musikdramatisk mesterværk, hvilket dels skyldes den geniale komponist, dels den bearbejdede udgave af den store britiske dramatiker mm. Oscar Wildes teaterstykke, som det hele bygger på.

Men igen: At forløse værket er så svært, og hvor stor respekt man end kan have for Ann Petersen, der synger Salome på Operaen, så er hun, som den modne kvinde, hun er, i sagens natur ikke indbegrebet af ren og pur og skær kvindelig ungdom. Og hvad gør man så?

Afdanket blondine

Stefan Herheims svar er at se stort på Salomes ungdom og fremstille hende som en lidt banal, afdanket blondine, og det gør hun sådan set meget godt, Ann Petersen, især fordi stemmen langt hen ad vejen kan løfte den næsten umulige opgave, sopran­elskeren Strauss har sat den på.

Til gengæld betyder denne insisteren på banal-afdanket-blondine-konceptet, at man snydes for essensen af operaen.

Salome er nu ikke længere en farlig forførerske i en farlig alder, men som antydet en knap så farlig, halvgammel én af slagsen, og da hun skal danse sin berømte slørdans for Herodes – det er den pris, hun må betale for at få sit hedeste ønske opfyldt – bliver dansen da også i det store og hele overladt til andre (yngre) blondiner.

Det bliver, sagt på en anden måde, til erotik pr. stedfortræder, og Salomes erotiske besættelse af Jochanaan virker også af den grund mere tragikomisk end præget af seriøs lidenskabelig farlighed.

Herodes, der synges med fin energi af Johnny van Hal, fremstilles på sin side som en forvirret og naragtig regent, så heller ikke han er særligt uhyggelig. Han er mest én, det er lidt synd for.

Hele denne betoning af det skæve og det groteske understreges af de mennesker, der befinder sig i periferien af historien.

Hos Stefan Herheim er de alle nogle naragtige skikkelser, både de, der repræsenterer forskellige religioner, og de, der repræsenterer magten historisk set, komplet med kloner af Julius Cæsar, Napoleon og Hitler!

Tilbage bliver da Herodias og Jochanaan, fortræffeligt sunget af henholdsvis Susanne Resmark og John Lundgren, som de eneste konsekvent »alvorlige« skikkelser, og selv om Stefan Herheim har tænkt sit koncept godt igennem, bliver facit, som det vist allerede fremgår, ikke rigtigt tilfredsstillende.

Det bliver for ufarligt.

Metafysik og erotik

Det er til gengæld smukt, at nyopsætningen rent visuelt ikke forfalder til bibelsk kitsch – ser man bort fra de religiøse og politiske skikkelser i periferien, fremstår de agerende som en slags næsten-nutidsmennesker.

Og det er endnu smukkere, at forestillingens scenografi tager udgangspunkt i den måne, der i operaen bliver nævnt som et billede på en besat kvinde.

Månen fylder det meste af bagtæppet, og den er flot, og nogle gange bliver den også til en himmel eller til andre himmellegemer, og der er også en kæmpestor stjernekikkert, der ud over at stå for en symbolsk længsel efter noget større også har udpræget falliske kvaliteter.

Her går metafysik og erotik symbolsk i ét, og der er flere af den slags gode ideer, f.eks. at Jochanaans afhuggede hoved optræder i overstørrelse, så Salome kan kravle helt ind i den døde og udtrykke sin altopslugende lidenskab ...

Med andre ord: Trods indvendinger er der meget godt at sige om denne »Salome«, som også den afgående kongelige chefdirigent, Michael Boder, bidrager så fint til sammen med virtuoserne i Det Kgl. Kapel.

Muligheden for at se et af verdens mest perfekte musikdramatiske værker på Operaen skal man derfor ikke snyde sig selv for. Heller ikke, selv om man risikerer at føle sig lidt snydt.

Hvad: »Salome« af Richard Strauss.

Hvem: Ann Petersen m.fl. Det Kongelige Kapel, dirigeret af Michael Boder. Scenografi: Heike Scheele. Kostumer: Gesine Völlm. Iscenesættelse: Stefan Herheim.

Hvor: Operaen, Store Scene. Spilles frem til 3. juni.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.