Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Cirkus

Benneweis leverer fornøjeligt cirkus, uden at de voksne keder sig

Cirkus Benneweis leverer den klassiske og professionelle vare i denne sæson, som bliver Diana Bennweis' sidste som cirkusdirektør.

Arkivfoto. Cirkus Benneweis leverer den klassiske og professionelle vare i denne sæson, som bliver Diana Bennweis' sidste som cirkusdirektør.
Arkivfoto. Cirkus Benneweis leverer den klassiske og professionelle vare i denne sæson, som bliver Diana Bennweis' sidste som cirkusdirektør.

Med 128 år på bagen er det erfaringen, der taler, når Cirkus Benneweis sætter fut i manegen og byder op til komik, akrobatik og rendyrket action.

Det er cirkus, sådan som cirkus skal være. Det vil sige traditionelt, men professionelt. Samt fornøjeligt, tempofyldt og i børneøjenhøjde, men uden at de voksne keder sig i mere end få øjeblikke.

Forestillingen begynder til tonerne af Weather Report-klassikeren »Birdland«, fortsætter med den ualmindeligt bedårende brasilianske skønhed Ingrid Silvia og hendes seks kraftfulde tinkerheste og når sit første højdepunkt med diabolojongløren David Confal.

Den unge mand er en ren troldmand i den svære disciplin at håndtere den særegne form for kinesisk yoyo på en snor. Lynhurtigt og legende let snurrer han sine jongleringspropper bag om kroppen og op under teltdugen for til sidst med enestående hast at håndtere hele fire af dem på én gang som en næsten overjordisk dukkefører.

Showet fortsætter med en god håndfuld stærkt selvstændige papegøjer, der bl.a. kan løbe på løbehjul og rulle med barnevogn, og det rumænske energibundt Costin Bellu, der kombinerer trampolin og fald-på-halen-komik i en halsbrækkende springdans.

Det eneste let utraditionelle i denne Benneweis-sæson er de messingblæsende italienske pauseklovne Steve og Jones, der blander deres gakkede gags med smart­phonespas og hårdtslående hip-hop. Denne skribent var ikke vildt begejstret, men den yngre halvdel af publikum klukkede henrykt.

Den mangeårige magiker Kim Kenneth binder som sprechstallmeister indslagene sammen med nobelt showmanship, men træder for alvor i karakter som illusionist i et nummer, hvor han får sin medværtinde til at forsvinde ud i det blå for øjeblikket efter at fremtrylle både hende og en anden kvinde til publikums vilde forbløffelse.

Men de sande højdepunkter indfinder sig til sidst. Først de dødsforagtende colombianere Alejandro og Michael, der farer rundt helt oppe under telttaget i deres hastigt roterende dødshjul. Med millimeters præcision hopper og nærmest svæver de rundt uden på hjulene med publikums nerver på højkant.

Cong Tian høstede det største bifald

Og endelig, til sidst, aftenens højdepunkt, den kinesiske verdensstjerne og lineartist Cong Tian, der trods sin alder på 56 er i besiddelse af en styrke og kropskontrol helt ud over det sædvanlige. Han går, står på hænder og svinger på (slap) line, som om han aldrig har bestilt andet, og formår tilmed at køre på ethjulet cykel på linen.

Han er set før i Benneweis, men tåler i den grad et gensyn og høstede da også aftenens største bifald med stående ovationer.

Selvfølgelig er der svagheder. Den bevidst pinlige og hårdtslående argentinske machomand Franco Olivera falder næppe i alles smag, ligesom et østrigsk hundeshow ikke for alvor løfter sig.

Men vi runder fire en halv stjerne op til fem til Benneweis, der holder traditionen i hævd med en flot omgang cirkus, show og savsmuld.

I øvrigt i en sæson, hvor Diana Benneweis siger farvel som cirkusdirektør og overlader pløkke og teltdug til sine børn, tvillingerne Nadia og David Benneweis.

Cirkus Benneweis. Sæsonpremiere fredag aften i Hillerød. Landsturné til 30. august.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.