Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Anmeldelse:

Årets revy i Tivoli er ok sjov, men kommer ikke helt i mål

Trods stjerner og lyspunkter har Tivoli-revyen »Tam Tam i Glassalen 2016« svært ved at finde hjem.

Hårrejsende: Niels Olsen som en vellignende Donald Trump, omgivet af Rikke Hvidbjerg og Nadia Nouamani, i årets revy i Tivoli. Foto: Michael Stubb
Hårrejsende: Niels Olsen som en vellignende Donald Trump, omgivet af Rikke Hvidbjerg og Nadia Nouamani, i årets revy i Tivoli. Foto: Michael Stubb

Der er et øjeblik i revyen i Tivoli, »Tam Tam i Glassalen 2016«, hvor der pludselig sker noget uventet og besynderligt. Et sekund, der får latter og menneskekomedie til at gå op i en højere enhed.

Bodil Jørgensen vender tilbage som den meget tykke og meget ensomme dame, som tidligere har slået sine omfangsrige folder i revyen, og som denne gang er i svømmehallen. På et tidspunkt fortæller hun, at hun har mødt en lille kat udenfor og bryder så næsten grædende sammen, for »dyr er jo også en slags mennesker«.

Lige dér går revyen i Tivoli hen og bliver noget andet og mere. Man sætter ikke en skuespiller med så meget sjæl som Bodil Jørgensen på scenen, uden at komikken får helt andre frydefuldt tragikomiske dimensioner end den kontante og effektive stil, som ellers er revyens – også den i Tivolis.

Tilforladelig sjov

Nu er det tredje gang, »Tam Tam« tilbyder sommerunderholdning i den skønne Glassalen. Professionalismen kan man ikke tage fra den. Lækker i udstyret – scenograferne Rikke Juellund og Marianne Nilssons projektioner er flotte og kan skifte på et splitsekund. Joakim Pedersens orkester spiller op til fest med en nerve. Og instruktøren Joy-Maria Frederiksen kan ikke bare få flugt og fart over det meste, men også personinstruere.

Tilforladelig sjov er dét, man kan kalde revyen som helhed. Man kan også sige, at den ikke er så sjov, at det gør noget. Den har ideerne, men den bruger dem ikke rigtig til noget. Det er ikke, fordi den ikke har lyspunkter, og det kan den takke stjernerne på scenen for. Tag nu Bodil Jørgensens forfjamskede visesanger i folkedragt, endnu en velkommen genganger, som i år har fået selskab af Niels Olsens stivbenede kollega: Det handler om en hane, men vi ved godt, at gokke også kan betyde noget andet. I det hele taget udnytter revyen, at publikum elsker, når pæne Bodil siger noget frækt.

Gallisk charme

Mads Knarreborg gør god fyldest over det hele med sin lidt panderynkede, energiske tilstedeværelse. Der er revymode i kærlighedsserenader til udskældte, mandlige politikere – her til Kristian Thulesen Dahl, og den tager Knarreborg sig flot af som hårdtpumpet drag.

Toprutinerede Henrik Koefoed er elskværdigheden selv på en revyscene. Han forlener sin selvpensionerede Prins Henrik med gallisk charme, men visen er ikke skarp nok, og Jesper Winge Leisners melodi smadrer fornemmelsen af rimene – noget, der er et problem flere steder. Det er positivt, at man har villet give musikken andre rytmer, men den skal jo ikke stå i vejen for teksten.

Det sker igen i det nummer, der skal være revyens ene store satiriske nummer med den ellers skønt anarkistiske Sofie Stougaards deprimerede Lars Løkke foran Marienborg. Teksten er ikke alverden, men country-tonerne hjælper den heller ikke.

Olsen som Trump

Så går det meget bedre i første afdeling, hvor drevne Niels Olsen er ret skøn med blink i øjet og diabolsk smil på læberne som integrationsministeren, ikke til at komme uden om denne revysommer: »Jeg si’r halløj der, her kommer Inger Støjberg«.

På ingen måder vellignende, men så meget desto sjovere. Til gengæld er det svært at se forskel på Olsen og Donald Trump i et nummer, hvor præsidentkandidaten er flankeret af dejlige damer, korsangerinderne Rikke Hvidbjerg og Nadia Nouamani, som revyen ellers ikke har meget at bruge til. Igen: Det starter godt, men slutter ikke rigtigt nogen steder.

Er det i det hele taget det, der er gået hen og blevet den genopstandne Tivoli-revys skæbne? Den har haft lidt svært ved at lykkes med den mere hurtigtgående storbyrevy, den gerne vil være. Godt begyndt, aldrig fuldendt.

Hvad: Tam Tam I Glassalen 2016. Hvem: tekster: Niels Olsen, Carl-Erik Sørensen, Vase & Fuglsang, Jacob Weble m.fl. Scenografi: Marianne Nilsson og Rikke Juellund. Koreograf: Birgitte Næss-Schmidt. Musik: Jesper Winge Leisner, Niels Olsen m.fl.. Kapelmester: Joakim Pedersen. Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen. Hvor: Tivoli og The One and Only Company i Glassalen. Til 16. juli.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.