Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
RokokoPosten

RokokoPosten: Sygdomsturisme hitter: Prøv tuberkulose fra 1800-tallet

RokokoPosten: Syfilis, sot og kighoste er blot nogle af de lidelser fra gamle dage, som kræsne turister, der er trætte af deres førsteverdensproblemer, kan opleve i særlige boliger med dårligt indeklima og manglende hygiejne.

FOTO: Kamira/Bigstock
FOTO: Kamira/Bigstock

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

En bleg skikkelse ryster under et tyndt lagen, mens kulden trækker ind fra det utætte vindue. RokokoPosten befinder sig i en fugtig og ildelugtende kvistlejlighed, hvis eneste beboer er Ida Andersen, der er blevet smittet med tuberkulose. Hun hoster opgivende og vender sig ind mod væggen, hvis tapet skaller af.

Ida er en af de danskere, der er i gang med at prøve den såkaldte sygdomsturisme, hvor man bliver indkvarteret i en usund bolig for derefter at blive smittet med en sygdom, der florerede i Europa for mange år siden med utallige dødsfald til følge, men som man i dag let kan behandle eller vaccinere imod.

»Jeg er træt af mine førsteverdensproblemer: Så er der fiskedag i kantinen, så har kiosken lukket, så er opvaskemaskinen gået i stykker. Man bliver så led ved sig selv, når man aldrig får mulighed for at prøve grænser af,« fortalte Ida til RokokoPosten, da vi mødte hende to dage inden hendes tur til kvistlejligheden og tuberkulosen.

I dag, en måned senere, hvor den aggressive bakterie har fået godt fat i Idas lunger, er hendes stemme svagere, men hun er stadig overbevist om, at sygdomsrejsen er det rigtige for hende.

»Jeg har virkeligt lært at sætte pris på min tilværelse. Om et par dage går penicillinkuren i gang, og så er det hjem til Østerbro med fornyet livsmod og taknemlighed,« siger hun, inden et kraftigt hosteanfald går i gang. Typisk giver man turisten penicillin, inden vedkommende begynder at hoste blod op.

»Men det er helt op til turisten selv. Vi kommer med anbefalinger, men sygdomsrejsen er på eget ansvar,« fortæller Jason More, der er direktør for det britiske sygdomsrejsebureau TravIll, som tilbyder syfilis, kighoste og forskellige typer sot, herunder tuberkulose.

»I dag ville man naturligvis ikke bruge ordet »sot«, men vores erfaring er, at turisterne elsker de gammeldags betegnelser; de giver rejsen et autentisk præg,« siger More, hvis bureau ejer over 100 særligt uhygiejniske boliger rundt omkring i Europa.

»De fleste vil helst være syge alene, men vi kan også tilbyde en læge, der kan måle ens temperatur med sin hånd, lægge et uvirksomt grødomslag eller, hvis man ønsker at kombinere sygdomsrejsen med et vægttab, behandle én med igler eller foretage en eksklusiv åreladning,« slutter More.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.