Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
RokokoPosten

RokokoPosten: Robotter er så avancerede, at de kan blive krænkede over selv meget små ting (fra fremtidsarkivet, 2024)

RokokoPosten: Menneskeprivilegier, mikrochip-aggressioner og lolcats er nogle af de ting, som de nyeste robotter er designet til at finde fornærmende.

Illustration: Andrey Suslov/Bigstock
Illustration: Andrey Suslov/Bigstock

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Jeg mødte en pige i går. Hun hedder Maria. Eller det er i hvert fald, hvad hun gerne vil kaldes i denne artikel. Maria har nemlig endnu ikke lyst til, at alle skal vide, hvad hun har været igennem.

»Kærestesorg,« siger hun stille. Det er så vildt at sidde her med hende og genopleve, hvad hun har oplevet. Mærke hendes følelser. Se en tåre falde ned på hendes bluse. Så vildt.

Maria og hendes kæreste var sammen i fire måneder. I starten var det godt og lykkeligt. De mødtes på en forårsdag ved et havnebassin, spiste is sammen om sommeren og så TV på den allerførste efterårsaften. Jeg har også spist is. Jeg har også set TV en efterårsaften. Vi ser hinanden i øjnene, men pludselig vender Maria hovedet væk.

»Vores følelser krakelerede, og jeg kunne slet ikke se eller finde eller røre min egen sjæl, fordi alting var så stort og overvældende. Nogle gange sad jeg bare på mit soveværelse og græd, eller jeg købte den samme is, som jeg havde købt med ham. Nogle gange købte jeg en anden slags is.«

Maria er studerende. Hun studerer antropologi. Læren om mennesket.

Hun har også prøvet at ryge hash et par gange og været til Roskilde Festival. Men hvad siger kærestesorg hende om mennesket?

»Jeg er nok blevet en klogere og stærkere person. Jeg ved ikke, om du ville kunne forstå det. Eller om nogen nogensinde vil forstå det. Det er ligesom en stor blomst, der bliver ved med at folde sig ud, indtil tørken pludselig dræber blomsten, men på samme tid gør den smuk og skrøbelig. Måske kan blomsten leve igen som noget andet,« siger hun.

Maria er startet på sit studie igen. Hun skulle lige have et par dage alene hjemme, hvor hun bare var. I sig selv og med sig selv. Tænk, at man kan have den slags dage, siger jeg.

»Ja, det er barsk. Men på en måde er det også godt. Måske kan jeg en dag fortælle den her historie som mig selv. Mig selv?«

Vi ser på hinanden igen. Det er så vildt.

Rørte denne artikel også dig? Så kan du overveje at dele den med andre, der også kan lide at blive rørt af fine og vigtige artikler om barske, men livsbekræftende begivenheder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.