Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
RokokoPosten

RokokoPosten: Ny app kan fortælle dig, om du skal tisse

RokokoPosten: En ubetydelig kildren eller alvorligt behov for vandladning? Appen iPee kan hurtigt afgøre, om du behøver gå på toilettet eller ej.

RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

De fleste taler ikke om det og synes, det er pinligt. Men for mange danskere er det faktisk et problem: Skal jeg tisse eller ej?

»Ofte kan man i løbet af dagen mærke et større eller mindre pres omkring blæren, måske kilder det, måske fornemmer man på anden måde, at der er noget på spil.

Men skal man tisse, eller kan man nøjes med at flytte sig lidt i stolen eller klø sig på maven? Det svarer vores app på,« fortæller Martin Holm, der sammen med sin partner, Tenna Nørager, har udviklet iPee, en app, der på få sekunder afgør, hvorvidt du har brug for at gå på toilettet.

»Appen fungerer ved, at du først indtaster nogle grundlæggende data: Køn, højde, vægt, alder og den slags. Hver gang du drikker noget, fortæller du iPee, hvad det er, og hvor meget du drak. Desuden lader du appen måle din kropstemperatur og et par andre ting i løbet af dagen. Så kan den regne ud, hvornår du virkelig skal tisse og hvornår du godt kan vente lidt.«

I mandags kom iPee på markedet i en beta-udgave, og flere end 20.000 danskere har allerede downloadet den, deriblandt Sabena Ahmad.

»Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg er gået på toilettet med det formål at få tisset ud, og så kommer der ikke noget. Det er så irriterende, og man føler virkelig, man spilder tiden. Med iPee har jeg allerede sænket mit antal unødvendige toiletbesøg med 40 procent,« fortæller hun og tilføjer, at hun overvejer at gå fra den gratis version af appen til luksusudgaven, der koster 17 kroner:

»Med iPee Bonus kan jeg få at vide nøjagtig, hvor meget urin jeg har i blæren på et hvilket som helst tidspunkt, så jeg for eksempel kan trække det fra min vægt og på den måde vide, om mit vægttab går som planlagt. Bonus-udgaven kan også forudsige min urins farve og lugt, så jeg undgår ubehagelige overraskelser. Men det bedste er rislelyden, der kommer, når appen fornemmer, at jeg har sat mig på toilettet og hevet bukserne ned.«

På baggrund af iPees umiddelbare succes planlægger Martin Holm og Tenna Nørager at videreudvikle konceptet og til efteråret præsentere en ny app.

»Dens arbejdstitel er Push,« siger Nørager.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.